I går stemte parlamentet i Pretoria klart ja til at legalisere homoseksuelle ægteskaber. Dermed er Sydafrika på vej til at følge de fire lande, Holland, Belgien, Canada og Spanien, der i de senere år har anerkendt sådanne alliancer imellem personer af samme køn. Flere andre lande anerkender civilt registrerede partnerskaber, der har samme juridiske konsekvenser som et ægteskab, og endnu flere lande har i deres lovgivning indført forbud imod diskrimination på grundlag af personers seksuelle orientering. I verdens største demokrati, Indien, forbliver sex mellem to mænd imidlertid en kriminel handling, der ifølge loven kan straffes med livsvarigt fængsel.
Indien er selvfølgelig ikke den eneste nation, der har fastholdt strenge straffe for homoseksualitet. I en del islamiske nationer - Afghanistan, Iran, Irak, Saudi-Arabien f. eks. - er 'sodomi' en forbrydelse, for hvilken kun lovens strengeste straf, dødsstraf, er passende. At sådanne love endnu består i vor tid er lettere at begribe - om end ikke mindre fordømmeligt - i de tilfælde, hvor lande har indkorporeret religiøse dogmer i deres straffelov, end i Indien.
Hensynet til andre
Alle, der har besøgt Indien og beundret de seksuelt særdeles eksplicitte billedskæringer, der er almindeligt udbredte i templerne, vil vide, at den hinduistiske tradition har et langt mindre snerpet forhold til sex end kristendommen. Indiens forbud mod homoseksualitet stammer da også fra 1861, da briterne beherskede subkontinentet og påtvang det victoriansk seksualmoral. Ironisk er det derfor, at mens Storbritannien for længst har afskaffet sit tilsvarende forbud, består det i Indien som et levn fra kolonitiden.
Heldigvis håndhæves Indiens 'sodomilov' ikke. Ikke desto mindre giver den et grundlag for afpresning og chikane af homoseksuelle, ligesom den har gjort det vanskeligere for ngo'er, der vil oplyse den indiske befolkning om hiv og aids, at udføre deres arbejde.
Vikram Seth, forfatter til En passende ung mand og andre fine romaner, offentliggjorde for nylig et åbent brev til Indiens regering, hvori han opfordrede den til at omstøde den gamle lov, der kriminaliserer homoseksualitet. Adskillige prominente indere har underskrevet og støttet initiativet, deriblandt Nobel-pristageren Amartya Sen, og en principsag om, hvorvidt der stadig kan dømmes efter loven, verserer for tiden ved den indiske højesteret.
På den tid, da Indiens forbud imod homoseksualitet blev indført, var John Stuart Mill i gang med at skrive sit berømte essay On Liberty, hvori han gjorde følgende princip gældende:
"...det eneste hensyn, der kan berettige magtanvendelse over for et medlem af et civiliseret samfund, er for at hensynet til at hindre, at andre påføres skade. Hensynet til hans en persons bedste, det være sig fysisk eller moralsk, kan ikke være tilstrækkelig berettigelse... Over sig selv, sin egen krop og sit sjæleliv, er individet suverænt."
Mills princip er ikke alment accepteret. Den ansete britiske retsfilosof H. L. A. Hart var fortaler for en indskrænket version af Mills princip. Hvor Mill siger, at hensynet til individet, "det være sig fysisk eller moralsk", ikke "er tilstrækkelig berettigelse" til statslig indgriben, siger Hart, at hensynet til individets fysiske bedste kan være en tilstrækkelig berettigelse. F.eks. kan staten kræve af sine borgere, at de ifører sig sikkerhedssele, når de kører bil, og styrthjelm når de kører motorcykel.
Unaturligt
Men Hart sondrede skarpt imellem slig retslig paternalisme og retslig moralisme. Han forkaster ethvert moralsk begrundet forbud imod handlinger, der ikke fører til fysisk skade. Staten må ifølge ham ikke kriminalisere homoseksuelle handlinger med henvisning til, at disse skulle være umoralske.
Problemet med det argument er, at det ikke er så let at se, hvorfor retslig paternalisme skal anses for berettiget og retslig moralisme ikke.
Forsvarere af sondringen insisterer ofte på, at det påhviler staten at forholde sig neutralt imellem stridende moralske idealer, men er en sådan neutralitet virkelig mulig? Hvis jeg var fortaler for retslig moralisme, ville jeg gøre gældende, at det i sidste ende er en moralsk dom - som mange ganske vist kan tilslutte sig - at glæden ved at kunne køre på min motorcykel med mit udslagne hår flagrende i vinden må vige pladsen til fordel for en minimering af risikoen for, at jeg pådrager mig åbent kraniebrud, hvis jeg skulle styrte.
Den stærkeste indvending imod at forbyde homoseksualitet er at forkaste den underliggende grundpåstand. At seksuelle handlinger, som voksne mennesker af samme køn gensidigt samtykker i at hengive sig til, skulle være umoralsk. Undertiden påstås det, at homoseksualitet er forkert, fordi det er "unaturligt", ja sågar en "pervertering af vores seksuelle drifter", som vi angiveligt kun er blevet os givet for at vi skal kunne forplante os. Men så kunne man lige så vel hævde, at brug af kunstige sødemidler i vores mad er en "pervertering af vores smagssans", hvis opgave er at retlede vores fødevareindtag, så det bliver ernæringsrigtigt. Vi bør passe meget på med at sidestille 'naturlig' med 'god'.
Gør den omstændighed, at homoseksuelle handlinger ikke kan føre til forplantning, dem umoralske? Det ville være en usædvanlig bizar grund til at forbyde 'sodomi' i et så tæt befolket land som Indien, der opfordrer sine borgere til at bruge svangerskabsforebyggende midler og sterilisering. Hvis en form for seksualitet fryder og fornøjer de, der frivilligt hengiver sig til dem, hvori består så det umoralske i den?
Det fundamentale problem ved at forbyde homoseksuelle handlinger er følgelig ikke, at staten bruger loven til at gennemtvinge en særegen moralopfattelse. Det fundamentale problem er, at sådanne love baserer sig på den fejlagtige opfattelse, at der skulle være noget som helst umoralsk over homoseksualitet.
Peter Singer er professor i bioetik på Princeton University. Han skriver fast i Information
© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
