Læsetid: 6 min.

Homosex i dag og i antikken

Ny videnskabelig teori om, at moderens immunforsvar tolker drengefostre som fremmedelementer, og at der defor kan være sammenhæng mellem homoseksualitet og antallet af ældre brødre
24. juli 2006

Den 11. juli i år udkom en artikel af Anthony F. Bogaert fra Brock University i Ontario med resultaterne af en videnskabelig undersøgelse af mænds disposition for homoseksualitet i tidsskriftet PNAS, Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America. Ud fra en gruppe på 944 hetero- og homoseksuelle mænd kan Bogaert påvise et statistisk sammenfald mellem mænds homoseksualitet og antallet af ældre brødre født af samme mor. Denne sammenhæng ses uanset, om man er vokset op sammen eller ej. Antallet af andre søskende har ingen betydning.

Da opvæksten tilsyneladende ingen betydning har, må sammenhængen ifølge Bogaert skyldes prænatale faktorer. Bogaert knytter sine analyser an til studier, der viser, at kvindens krop husker drengegraviditeter, idet kvindens immunforsvar tolker og husker drengefostre som fremmedelementer, og dette uanset om graviditeten fuldbyrdes eller afbrydes. Bogaert fortsætter:

"Hvis denne immunteori er korrekt, så er forbindelsen mellem morens immunreaktion og barnets fremtidige seksuelle orientering sandsynligvis den, at morens antistoffer mod drengefostrene påvirker hjernen til denne seksuelle afvigelse."

Det er interessant på baggrund af Bogaerts artikel, der for tiden er tophistorie på PNAS' hjemmeside, at sammenligne denne moderne vestlige måde at tænke, beskæftige sig med og tale om homoseksualitet med det antikke Grækenland, hvor homoseksualiteten var en almindelighed, for ikke at sige en norm.

Vestlig sygeliggørelse

Dels er der det umiddelbart iagttagelige, at mænds homoseksualitet ses som en biologisk afvigelse, som noget patologisk, der skal underkastets videnskabelige undersøgelser, analyseres i dets bestanddele og forklares reduktionistisk ved at føre det tilbage til kroppen, til biologien. Her finder man en klokkeklar divergens mellem det moderne vestlige og det græske syn på homoseksualitet, hvor kærligheden mellem mænd er normen, en del af en hel undervisnings- og opdragelseskultur, og hvor denne i sig selv ikke er problematisk, kun grænserne for dens udførsel, dens aktualitet.

Men dertil lokaliseres denne afvigelse af Bogaert i hjernen, indbegrebet af fornuften, sædet for selvbeherskelse og hele menneskets natur - hjernen, der på et og samme sæt er en del af biologien, omfattet af og indesluttet i kroppen og dog menes at kunne overgå og tøjle kroppens drifter og dispositioner, beherske kroppens lyst.

Ved at lokalisere den seksuelle afvigelse til hjernen antydes et syn på homoseksuelle mænd som mindreværdige, besiddende en hjerne, der ikke selv kan dæmme op for afvigende seksuelle lyster, idet den fra fødslen af er disponeret i den retning, en feminiseret, tøjlesløs og irrationel hjerne, en afvigerhjerne.

Selv om homoseksualitet blev fjernet fra APA's (American Psychiatric Association) liste over psykiatriske sygdomme i 1973, spiller forestillingen om homoseksualitet som en psykiatrisk afvigelse stadig ind og præger videnskabens retning, tænkemåde og udtryk.

For det andet forankres den udløsende årsag i moderens krop. Det er den negative påvirkning fra kvindens køn, hendes reproduktive organ og kroppens selvforsvar, der lukker sig om sig selv og på samme tid indeslutter og frastøder drengefostret, der er den biologiske årsag til, at drengen ikke senere kan træde i karakter som en rigtig mand. Dermed reduceres homoseksualitet til et negativt udfald af et fjendtligt forhold mellem kønnene, men her med den interessante finesse, at det er det lille, forsvarsløse foster, der ligger under for kvindens naturlige forsvarsværk, hendes immunforsvar, der forstærkes med antallet af drengegraviditeter. Skylden placeres her i kvindens frivolitet. Undfanger hun flere drengefostre end, hvad godt er (hvor 'godt' i artiklen indirekte defineres til få), er hun uafvendeligt, men dog ikke bevidst, skyld i drengens seksuelle afvigelse. Kvinden ligger under for en naturlig logik, der ikke er hendes egen.

Det græske begær

Undersøgelsens episteme, det vil sige den tilgrundliggende årsag for den videnskabelige praksis, fundamentet for tænkningen, det der filtrerer iagttagelsen og leder tankens gang, er yderst forskellig fra det græske. Alene dette, at hetero- og homoseksualitet ses som væsensforskellige størrelser og ikke variationer over begærets tema, udgør en central forskel fra det græske.

Hvor man inden for det moderne vestlige tankesæt bestemmer homoseksualiteten som en biologisk bestemt væsensforskellighed fra heteroseksualiteten (her som en afvigelse lokaliseret i hjernen, andre steder beskrevet som en genmutation eller bestemt af henholdsvis for meget eller for lidt prænatal testosteron), opererer man inden for det græske tankesæt med blot ét begær rettet mod det skønne, hvad enten dette er kvinden eller den unge dreng. Der kan da heller ikke være tale om hverken homo-, bi- eller heteroseksualitet i moderne vestlig forstand inden for det antikke græske område, idet der kun er tale om ét begær, der i modulationer kan rettes mod forskellige objekter. Objektet for begæret kan derfor heller ikke være patologiserende, hvorimod omfanget af begæret godt kan.

Hvor der ikke er en forskel i begæret, er der dog forskel i omgangsformerne. Kvinden, slaven, tjeneren og den unge dreng er med deres lave sociale status bestemt til at være passive i akten, at lade sig gennemtrænge. Men da den unge fribårne dreng på et tidspunkt skal træde i karakter som borger, problematiseres hans pubertetsgrænse. Man spørger ikke ind til, hvorfor mænd tiltrækkes af mænd, men hvor længe den unge dreng stadig kan være objekt for det mandlige begær i en pæderastisk uddannelsesrelation.

Hvor man i det moderne vestlige tankesæt skematisk opstiller homoseksualiteten som heteroseksualitetens modsætning, opererer man altså i den antikke græske verden med et helt andet skema, hvis grundstruktur ikke er kønnet, men derimod en aktiv-passiv-akse. Normen dikterer, at rollerne som den aktive gennemtrængende og den passivt modtagende skal harmonere med aktørernes sociale status. Således er der ikke noget forkert i, at en mand gennemtrænger en mand. Derimod finder man det dadelværdigt, hvis en fribåren mand tilbyder sig selv som kvinde. Det bestemmende for, om seksualiteten følger eller afviger fra normen er altså ikke kønnet, men de agerendes status i forhold til hinanden.

Hvor seksualitetens egenart i det moderne vestlige regi er biologisk determineret, er den i det antikke græske samfund altså kulturelt bestemt. Man bør følge visse koder og skemaer, der tilsammen bestemmer den gavnlige benyttelse af sex, herunder hvor, hvornår, med hvem, hvor meget, med hvilke konsekvenser, men aldrig hvordan eller med et biologisk reduktionistisk hvorfor.

Dertil, når den kausale årsag, den determinerende kraft i Bogaerts artikel, placeres i moderens skød og moderens krop, så spiller man videre på temaet om et tilgrundliggende fjendskab mellem to forskellige kroppe, to forskellige fysiske systemer her ekspliciteret ved en intern barriere i kvindens krop, hendes immunforsvar. Dette at kønnene er væsensforskellige er en tanke, der først opstår i slutningen af 1700-tallet og ikke forefindes i det antikke skema. Her opererer man med blot én krop og ét køn, manifesteret i to isomorfe udgaver, der som hinandens afspejlinger opfattes som funktionelt og strukturelt, om end ikke rumligt identiske. Det er denne idé, der ligger til grund for Galens medicinske iagttagelse:

"Vend kvindernes dele udad; vend og fold mændenes indad, og man finder ud af, at de helt ligner hinanden."

Kvinder har således en penis, der ganske vist er hul og placeret inde i kroppen, hun har pung og testikler, og hun producerer sæd.

Bogaerts artikel og undersøgelsens resultater adskiller sig dermed på væsentlige områder fra det græske syn på seksualitet. Men én lighed med den græske måde at omtale og italesætte seksualiteteten ses dog: Der er ingen interesse for kvinders homoseksualitet. Den forties som ligegyldig, underkastes ingen undersøgelser, søges ikke forklaret hverken reduktionistisk eller hermeneutisk. Den er uden interesse.

Nanna Liv Elkjær Olsen er cand.mag. i religionshistorie og oldtidskundskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu