Læsetid: 4 min.

Hormonal uvidenhed

15. juni 2001

TØR MAN smøre sig med solcreme, bide i en bidering – eller i en bøf? Bør gummistøvlen deponeres, hårshampoen kasseres? Går det an at give bryst? Bliver man tvekønnet, hvis man spiser sushi? Er der phtalat i salat, eller var det mon mælkepulver? Må man tage
p-piller, hvis man bor i nærheden af et forbrændings-
anlæg? Propper tandlægen hormoner i hullerne? Er lille Katrine blevet en kvinde, eller er hun et offer for en alt for tidlig pubertet?
Det er bare et lille udvalg af tvivl og bekymringer på grund af de hormonforstyrrende kemiske stoffer. Eller rettere: De stoffer, der måske forstyrrer hormonerne og måske ikke gør det alligevel, måske giver kvinder brystkræft og mænd kræft i testiklerne, eller måske ikke gør det alligevel. Stoffer der forstyrrer kønsudviklingen hos mange dyr og måske også gør det hos mennesker, så drengefostre forhindres i at udvikle sig til fædre.
Den sidste nye hypotese er, at man også kan blive fed af de hormonforstyrrende stoffer. Når antallet af overvægtige i denne verden er blevet større end antallet af undervægtige, er det måske ikke kun, fordi der er for mange, der spiser for meget og forkert.

ÆNGSTELSEN er velbegrundet. Vi ved, at de stærkeste hormonforstyrrende stoffer som DDT, PCB og dioxiner er spredt over hele kloden. Der er PCB i de tvekønnede isbjørne på Svalbard, der er dioxin i mødrenes mælk fra pol til pol. Et forhøjet indhold af DDT og deraf afledte stoffer blev fundet hos de adopterede piger i Belgien, som var født i Columbia og Indien – og kom i puberteten meget tidligt.
Fra talrige undersøgelser i naturen og forsøg med dyr ved vi endnu mere. Om fisk og fugle, krybdyr og pattedyr, der har fået forplantningen ødelagt. Om en stor og uoverskuelig mængde af kemiske stoffer med umulige navne, som alle er i stand til at forstyrre hormonerne, mere eller mindre.
Vores viden er dog for intet at regne mod vores uvidenhed. Selv om man ikke kan lægelatin, kan man sagtens danne sig et indtryk af uvidenhedens kolossale omfang ved at bladre lidt i den tykke bog, der blev præsenteret på Rigshospitalet i forgårs. Hormones and Endocrine Disrupters in Food and Water, Possible Impact on Human Health, hedder den. Et halvt hundrede tunge videnskabelige afhandlinger og tilhørende diskussioner mellem forskerne. Det er state of the art indenfor den forskningsgren. Men det gennemgående tema i konklusionerne er: Vi ved det ikke.

NOGET, JA MEGET tyder på, at den kemiske industri og forbrugerkulturen har sluppet kræfter løs, som har uoverskuelige konsekvenser. Sandsynligvis er mange kemiske stoffer, både kendte og ukendte, i fuld gang med at påvirke vores forplantningsevne og arternes og individernes udvikling i det hele taget.
Det anfægter vores opfattelse af tvivl og viden, risiko og sikkerhed helt ind til benet. Moderne mennesker i det såkaldte videnssamfund stiller i stigende grad krav om at få ren besked. Og om at blive beskyttet mod risko. Men kravet om sikker og entydig viden kan næppe opfyldes, når det gælder hormonforstyrrelserne.
Hele den traditionelle regulering af farlige stoffer bygger på forestillinger om grænseværdier. Hvis ikke man får for meget, er man på den sikre side.
Sådan er det ikke med hormoner. Deres virkninger kommer ikke kun an på mængden. Den afhænger af balancen med andre hormoner på et ganske bestemt tidspunkt i individets udvikling – og er i øvrigt ikke den samme fra individ til individ. Små mængder kan udløse store forandringer, store mængder små forandringer. Det hele afhænger ikke kun af hormonerne selv. De er budbringere. Der er et dybt kompliceret samspil mellem afsender og modtager, enzymer, der aktiverer eller standser en proces, tærskelværdier, hvor en virkning udløser den modsatte virkning – for slet ikke at tale om selve hjernens udvikling, der måske kan medføre, at det hele virker på en anden måde...
KONKLUSIONEN på al den uvidenhed må være, at man skal anvende forsigtighedsprincippet og i øvrigt lade være med at anvende flere uprøvede, lidet undersøgte stoffer end højst nødvendigt. Og at vi indstiller os på at leve i en verden, hvor kravet om absolutte sikkerhedsgarantier ikke kan indfries.
Sikre og entydige svar kan videnskaben næppe levere på det her område. I hvert fald ikke de første mange år. Jo mere viden, jo flere nye, ubesvarede spørgsmål. Hverken myndighederne eller den enkelte slipper for selv at tage stilling på et usikkert grundlag.
Forskernes slet skjulte formål, da de inviterede pressen til Rigshospitalet for at præsentere den nye, tunge bog, var at sende et signal om flere penge til politikerne. Denne særlige form for ansøgning via medierne kan man jo godt grine lidt ad. Men i dette tilfælde er den nu meget forståelig: Megen lægevidenskab bliver sponseret af lægemiddelindustrien, når de offentlige bevillinger
ikke slår til. Men næppe det her. Så vi stiller gerne lidt avispapir til rådighed – i håbet om at vores uvidenhed kan blive en smule mindre:
Giv dem så de penge!

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu