Læsetid: 9 min.

Hot or not i den klassiske cd-industri

Klassiske cd-udgivelser leverer meget klang og meget vellyd både i kunstnerisk og teknisk forstand. Nogle steder er klangen og vellyden så meget i fokus at det hæmmer det kunstneriske udtryk eller bare står i stedet for det. Her kommer en flygtig omtale af 20 klassiske cd-er udgivet for nylig
16. januar 2006

Det mest hotte i den klassiske musikverden for tiden synes at være den lette og charmerende stil. 1700-tals-komponister som Rameau og Boccherini dyrkes, den romantiske Weber lanceres i sin engelske ynde, Wagner får et frisk pust, Bach tripper af sted, og Grieg får lyriske kvindehænder.

Er man til svulstige symfoniorkestre, romantisk sovs, foroverbøjede, summende pianister og tykke divaer, er der smalhals.

Skønklang og vellyd er i fokus. Nogle steder så meget, at det hæmmer det kunstneriske udtryk, eller bare står i stedet for det.

Musikanmelderen har taget en stikprøve på 20 cd'er fra det forgangne år og lavet en lille klassisk cd-guide.

Den smukkeste: Concerto Veneziano hedder cd'en som violinisten Giuliano Carmignola har udgivet sammen med Venice Baroque Orchestra dirigeret af Andrea Marcon. Der er værker af Antonio Vivaldi, Pietro Locatelli og Giuseppe Tartini. Og det lyder af Venedig.

Her er der virkelig noget at tude over, måske fordi man til dagligt hærder sit hjerte med at sådan skønhed slet ikke findes. Men det gør den. Som rødhalsesang om vinteren.

Den tiltrækkende: Rameau skrev aldrig nogen symfoni selv, men det har Marc Minkowski og hans Musiciens du Louvre gjort noget ved og sat en symphonie imaginaire sammen af hans balletter og operaer til et klassisk soundtrack. Minkowski holder alle tråde og strenge i sit musikalsk forførende net i perfekt spænding, og man trækkes ind i Rameaus dramatiske og sanseligt forfinede musik. Som Debussy vist nok sagde det: Længe leve Rameau, ud med Gluck!

Den unge han: Yundi Li har indspillet Scherzoer og Impromptuer af Chopin. Han har den pianistisk fornemme evne at kunne præsentere og nærmest blotlægge sit instrument fra første akkord. Ellers holder han kortene tæt til hånden. Yundi Li spiller, hvad der står i noderne, og man skal lede lidt efter, hvad han er for én, men det er smukt, og man bliver nysgerrig.

Den unge hun: Det lyder så smukt og naturligt, når den purunge Nicola Benedetti spiller sammen med dirigenten Daniel Harding og London Symfoniorkester, at man kan kalde det et lille mirakel af en indspilning. Både Szymanowskis første violinkoncert og Chaussons Poème for violin og orkester klæder Nicola Benedetti utrolig godt, og der er tudegaranti ved Brahms' Wie Melodien zieht es mir.

Forsøget: Elvis Costello kastede sig ud i at komponere klassisk balletmusik til Shakespeares En Skærsommernatsdrøm. Og spørgsmålet er, om det er så slemt. Med assistance fra dirigenten Michael Tilson Thomas er det også blevet til en studieindspilning. Et mix af klassisk, pop og jazz. Selvfølgelig er Costello smukkest i den sats, der hedder "The spark of love".

Den intetsigende: Og så er der kommet endnu en indspilning af Chopins Sonate nr. 2. Denne gang med Hélène Grimaud, der stønner så distraherende, når hun spiller, og man ville ønske, man oplevede det samme som hun. Men det gør man ikke. Man irriteres bare over alle de små hikstende ryk, det hele tiden giver i musikken mens der gnubbes ensidigt på tangenterne.

Spar es: Er et navn, der klæder sir John Eliot Gardiner. Der er i hvert fald trumf på, når han dirigerer ouverturen til operaen Oberon og dermed på karismatisk blæret vis får demonstreret, at kongen af den romantiske opera, Carl Maria von Weber, kan være værd at høre på. Operaen var oprindeligt et bestillingsstykke fra Covent Garden og Weber måtte i engelsk skole for at leve op til de engelske standarder, der ikke ville have deres dramaer sovset ind i musik, men som udgangspunkt satte skuespillet over musikken.

Spar es udtalte, da han var her i København for at modtage Sonningprisen sidste år, at Mahler er et modefænomen, og adlede Weber som den retmæssige klassiker.

Den ældste: Sange af Gustav Mahler er ellers, hvad Pierre Boulez blandt andet har valgt at udgive i anledning af sin 80 års fødselsdag. Tidligere udgivede orkesterindspilninger med Lieder eines fahrenden Gesellen sunget af Thomas Quasthoff, 5 Rückert-Lieder sunget af Violeta Urmana og Kindertotenlieder sunget af Anne Sofie von Otter. Men man er tilbøjelig til at give Gardiner ret. Trods al vellyd er der noget bedaget over både musikken og sangernes tilgang til den.

Miss Pussy har udgivet en cd med forbudt opera, Opera Proibita. Der er tale om arier af G. F. Händel, Allesandro Scarlatti og Antonio Caldara. På coveret poserer hun gennemblødt i Fontana di Trevi som Anita Ekberg i La Dolce Vita. Pointen er noget med, at Händel og dem, ligesom Fellini, var frækkere, end paven tillader. Cecilia Bartoli kan også sin missekat, som det hedder, og er derudover stadig mester i det klassiske repertoire. Hendes bedste cd siden Arie Antiche. Manden bag, der leder orkesteret og gør gennemblødt, hedder Marc Minkowski, igen.

Den spanske: Boccherinis Fandango-kvintet for blandt andet guitar og kastagnetter er kammermusik der med sin tætte forbindelse til spansk folkemusik får én op af stolen. Man bliver nødt til at danse og klappe lidt som en kikset, men glad charterturist. Ny og dejlig indspilning med Le Concert des Nations ledet af Jordi Savall.

Et kønt par danner pianisten Leif Ove Andsnes og dirigenten Antonio Pappano i en indspilning af Rachmaninovs 1. og 2. klaverkoncert sammen med Berliner Filharmonikerne. Det er som at køre i en dyr bil. Italiensk design, tysk teknik og norsk olie. Alene lydkvaliteten er en eksklusiv oplevelse. I et organisk samarbejde får parret indkasseret de ekstatiske højdepunkter, musikken rummer.

Den brune: Den russiske pianist Boris Berezovsky har med den unge dirigent Dmitri Liss og Orchestre Philharmonique de l'Oural indspillet Rachmaninovs 2. og 3. klaverkoncert på en meget brun cd. Gid lydkvaliteten havde været lige så super high tech som på Andsnes' cd! For Berezovsky er en interessant pianist. Langt hen ad vejen holder han en dejlig uromantisk stil, og er i det hele taget ikke lige én, der smider skjorten. Til gengæld risler der ind i mellem meget følsomt spil fra hans hænder.

Kæledæggen: Anna Netrebko synger rollen som Violetta i La Traviata med Wiener Philharmonikerne og Carlo Rizzi i en live optagelse fra Salzburger Festspillene. Verden bliver så glad, når en sangerinde både kan synge og se godt ud. Det kan være svært at høre ordentligt efter under alle lagene af glamour og glittet salgsmateriale, men det lyder faktisk hysterisk godt. Der er også knald på den mexicanske tenor Rolando Villazon (Alfredo), som bliver næsten komisk i sin stemmerus. Her er en stemme, der må kunne holde både husmårer og narkomaner på lang afstand.

Kastraten: Andreas Scholl synger arier oprindeligt komponeret til den italienske sanger Francesco Bernardi, også kaldet Senesino. Det er som sædvanlig ren stemmelæbemassage, men kan det være, at han er en smule uinspireret? Måske kastreret af sit pladeselskab, der kun vil have sikker-succesplader? Spørgsmålet er, om Scholl ikke snart skulle have lov at lave en pop-cd at stive sig af på?

Lær at sige Tanejev: Sergej Tanejev var komponist og pianist. Han var elev af Tjaikovskij og lærer for Scriabin og Rachmaninov. Vadim Repin, Ilya Gringolts, Nobuko Imai, Lynn Harrel og Mikhail Pletnev spiller hans kammermusik på en ny cd. Hvis man, som jeg, ikke kendte denne musik, er det som at finde et land bag en skabsdør, man aldrig har taget i før.

Den letbenede:: Bachs Klaverkoncerter kan lyde meget forskelligt, og der er ingen grund til at sværge til én indspilning. Angela Hewitts indspilning med Australian Chamber Orchestra er et sundt bud. Det er dugfrisk barok, og kondien er helt utrolig. Angela Hewitt bliver aldrig forpustet, til gengæld slipper hun heller aldrig helt jorden, men løber støt i stedet for at svæve. Jeg er ikke helt med på den slanke linie endnu, men det kommer måske. I hvert fald en indspilning, man skal have i sit musikbibliotek.

Den danske: Marie Rørbech blev bedt om at indspille Edvard Griegs Klaverkoncert sammen med DR Radiosymfoniorkesteret under ledelse af Okko Kamu og fik selv den gode idé også at spille Wilhelm Stenhammars 2. Klaverkoncert. Hvis man er vant til de mere svulstige udgaver af Griegs Klaverkoncert, skal man lige have renset ørerne for at kunne blive mæt af Marie Rørbechs mere lyriske version. Hun spiller meget omhyggeligt og klangmæssigt pligtopfyldende, men man får både tørt på og bliver aet på kinden. Respekt.

Den bedste tenor: Det er stadig Placido Domingo, som har været i studiet og sunget Wagners Tristan og Isolde sammen med den norske sopran Nina Stemme. Domingo har aldrig og vil heller aldrig synge rollen på teatret, da det ville være mere end hvad hans stemme ville kunne holde til. Men nu har man bidt hovedet af al skam og kostet det, det koster, som er meget, på en studieindspilning. Og det er fantastisk, for i stedet for en sportspræstation kan man høre en smuk og varm og ubelastet Tristan og Isolde med overskud fra alle parter. Det føles næsten som en nådegave at få så meget sollys lukket ind i de ellers så mørke Wagner-sale.

Skønklang: Dirigenten Paul McCreesh og Consort Players har lavet en indspilning af Glucks Paris og Helena med Magdalena Kozená og Susan Gritton. Det er ikke stemmerne, der er noget i vejen med, heller ikke dirigenten eller orkestret, der spiller på originalinstrumenter. Klangen er i top. Man keder sig bare lidt. Måske havde Debussy ret.

Den parfumerede: Der skal jo være noget for enhver smag, og hvor tit hører man klavermusik af Richard Strauss? Jean-Yves Thibaudet spiller burleske for klaver og orkester med Gewandhausorchester Leipzig under ledelse af Herbert Blomstedt på en cd med valsemusik fra Rosenkavaleren. God at støvsuge til.

Concerto Veneziano, Giuliano Carmignola, violin. Venice Baroque Orchestra. Andrea Marcon

Antonio Vivaldi: Concerto for Violin and Strings in B flat major, RV 583. Concerto for Violin, Strings and Continuo in E minor, RV 278

Pietro Antonio Locatell: Concerto for Violin in G major, op. 3 no. 9.

Giuseppe Tartini: Concerto for Violin, Strings and Continuo in A major, D. 96. Archiv Production, Deutsche Grammophon

Jean-Philippe Rameau: Une Symphonie Imaginaire. Les Musiciens du Louvre. Marc Minkowski. Archiv Production, Deutsche Grammophon

Frédéric Chopin: Scherzi no. 1,2,3,4 - Impromptus 1,2,3 Yndi Li, piano.

Deutsche Grammophon

Nicola Benedetti, violin. The London Symphony Orchestra. Daniel Harding

Karol Szymanowski: Concerto for Violin and orchestra No. 1, Op. 35

Camille Saint-Saëns: Havanaise in E for Violin and Orchestra, Op. 83

Ernest Chausson: Poème for Violin and Orchestra, Op. 25

Jules Massenet: Meditation from Thaïs

Johannes Brahms: Contemplation

John Tavener: Fragment for the Virgin. Deutsche Grammophon

Elvis Castello: Il Sogno. London Symphony Orchestra. Michael Tilson Thomas. Deutsche Grammophon

Hélène Grimaud: Frédéric Chopin: Piano Sonata no.2 in B flat minor, op. 35. Berceuse in D flat major, op.57. Barcarolle in F sharp major, op. 60.

Sergei Rachmaninov: Piano Sonata no. 2 in B flat minor, op. 36.Deutsche Grammophon

Carl Maria von Weber: Oberon

Hillevi Martinpelto, Jonas Kaufmann, Steve Davislim, m.fl. Orchestre Révolutionaire et Romantique og Monteverdi Choir. John Eliot Gardiner. Philips

Gustav Mahler: Lieder. Thomas Quasthoff, Violeta Urmana, Anne Sofie von Otter. Wiener Philharmoniker. Pierre Boulez. Deutsche Grammophon

Opera Proibita. Cecilia Bartoli

Les Musiciens du Louvre - Grenoble. Marc Minkowski. George Frideric Händel, Alessandro Scarlatti, Antonio Caldera. DECCA

Luigi Boccherini: Fandango, Sinfonie & La Musica Notturna di Madrid

Les Concert des Nations. Jordi Savall. Alia Vox

Sergei Rachmaninov: Piano Concertos 1 & 2. Leif Ove Andsnes, piano

Berliner Philharmoniker. Antonio Pappano. EMI Classics

Sergei Rachmaninov: Concertos pour piano 2 & 3. Boris Berezovsky, piano Orchestre Philharmonique de l'Ourai. Dmitri Liss. Mirare

Guiseppe Verdi: Violetta. Arias and Duets from Verdi's La Traviata

Anne Netrebko, Rolando Villazón

Wiener Philharmoniker. Carlo Rizzi

Deutsche Grammophon

Arias for Senesino. Andreas Scholl

Accademia Bizantina. Ottavio Dantone

Sergej Taneyev: Chamber Music

Vadim Repin, Ilya Gringolts, Nobuko Imai, Lynn Harrell, Mikhail Pletnev

Deutsche Grammophon

J.S. Bach: The Keybord Concertos 1 & 2. Angela Hewitt, piano. Australian Chamber Orchestra. Richard Tognetti

Marie Rørbech, piano. Danish National Symphony Orchestra. Okko Kamu

Wilhelm Stenhammar: Piano concerto no. 2.

Edvard Grieg: Piano concerto

Richard Wagner: Tristan und Isolde

Placido Domingo, Nina Stemme, m.fl. Chorus and Orchestra of the Royal Opera House, Covent Garden, Antonio Pappano.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu