Læsetid: 4 min.

Hotel Søvnløs

Med sin romandebut transponerer Kristina Stoltz sit mytiske univers fra billedrig lyrik til nøgtern drømmeprosa
20. april 2006

Kristina Stoltz har udgivet to digtsamlinger, men debuterer nu med romanen Turisthotellet, som skaffede mig en søvnløs nat på halsen. Og selvom det skal indrømmes, at jeg er en kylling, vil jeg påstå, at romanen virkelig er uhyggelig. På en måde, der lever eksemplarisk op til Freuds definition af uhyggen som det u-hjemlige: åbenbaringen af det hemmelige som det hjemlige, det ukendte som det velkendte, og vice versa. Den kommer måske ikke ligefrem ind under genren horror eller gyser, men helt klart under genren drøm.

Det fremmedgjorte blik på det velkendte etablerer Stoltz ved at lade romanens hovedperson og synsvinkelbærer være en eksildansker, der vender hjem til København. Jazzsangerinden Nadja har indlogeret sig på et hotel ved Hovedbanegården, hjemvendt til sin farmors begravelse fra USA, hvor hun ellers bor med mand og datter. Som en fremtidsskygge af sit tidligere jeg vandrer hun rundt på Vesterbro og iagttager fra gader og stræder og caféer sin barndoms univers: Sønder Boulevard, farmoderens kælderantikvariat, faderens behandlingsklinik for narkomaner. Hun bliver et distanceret vidne til den slægt og den by, hun er født af, og opfylder dermed en drøm, mange sikkert kan nikke genkendende til: drømmen om at være på transit i egen by, turist i eget liv. For hendes søvnløse jet lag-blik vender København sig på vrangen og viser sine overgangszoner og hemmelige huler frem: banegårdscafeterier, luderhoteller, kirkekrypter, arabiske tehuse, skumle lejligheder.

Romanens dominerende form er dialogen; Stoltz lader historien udvikle sig gennem personernes fortællinger, som serveres i replikkens form. Og en stor del af replikkerne er skrevet på engelsk, idet Stoltz har valgt at lade Nadjas guide gennem natten, den amerikanske eksdanser Victor, formulere sig på sit modersmål. Det virker på den ene side meget selvfølgeligt, på den anden side får det ind imellem Victors replikker til at lyde lidt for meget, som om de er skrevet til en Hollywoodfilm, med alt hvad det indebærer af pseudo-eksistentiel visdom.

Mytisk

Det er ikke fordi, romanen dvæler ved mærkværdiggørende beskrivelser af sine lokaliteter; det, der gør dem drømmeagtige, er nogle få, genkommende rekvisitter (dukke og rød kjole) samt først og sidst de personer, der befolker dem. I banegårds-cafeteriets transitzone møder Nadja Victor, som er syg af aids og fuld af visdomsord, samt hans protegé Sofia, der nu hellere vil være forfatter end danser, og den slørklædte arabiske kvinde Leyla, hvis raslende armbånd (for)fører Nadja til lesbiske drømme og natlig haremsdans. På hotellet møder hun en grovkæftet luder, en foretagsom thaikvinde og et indespærret traffickingoffer. I kirkekrypten møder hun en lille pige, der er en kopi af hendes egen datter og navnesøster til Djuna Barnes, hvis roman Nightwood citeres generøst af Victor. I et natteåbent butikslokale møder hun en syerske, der forsyner hende med urtebryg og kjoler.

Hvis Nadja aldrig kommer tæt på den familie, hun er taget hjem for at møde, plejer hun til gengæld nær omgang med dette galleri af mere eller mindre mytiske personer: læremesteren, hjælperen, den vanvidslokkende sirene, den lille pige, luderen, kunstneren, den eksilerede, den elskende. Som Freud siger, er alle personerne i en drøm drømmeren selv. Således kan også alle disse mytiske eksistenser betragtes som spejlinger af Nadja, af hendes kunstnerrolle, hendes eksil, hendes seksualitet, hendes indre barn - af alt det hun må forsones med i sig selv, for at forsones med den traumatiske begivenhed, der står og lyser i små kursiverede (og en anelse påklistrede) erindringsbrokker.

Personvision og antiplot

Kunstnerens selvspejlinger kan igen læses som forfatterens selvspejlinger, og den tematiserede forfatterfigur, den purunge Sofia (gjort af solidt porcelæn) bliver i en central dialog (mellem hende og Nadja i en tydelig spejlingsrelation) talerør for romanens egen poetik. For det første taler hun om den næsten hallucinatoriske personvision som den bærende kraft i hendes skriveri. For det andet fortæller hun, hvordan hendes plot er en slags anti-plot: en historie om at finde noget helt andet end det, man søger; en historie om at én historie bliver til en anden. Den hallucinatoriske personvision er ikke bare et tema i Stoltz' roman (den lille Djuna), men også en karakteristik af dens gennemgående persontegning. Og dét at en historie bliver til en anden, er på samme måde både noget, romanen tematiserer, ved gennem sin replikform at lade forskellige personer fortælle vidt forskellige historier om samme fænomen (om Leylas vanvid, om Victors kærlighed), og noget, den gennemspiller ved at fremkalde forventninger om action og forsoning, men i stedet give os flere replikker, flere personvisioner, i et kalejdoskop af mulige historier, der i sig selv skal være knudens løsning.

Jeg har stor sympati for Stoltz' opgør med traditionel story telling, hendes iscenesættelse af Nadjas indre rejse som et kalejdoskop af forskellige mulige historier frem for en vulgærterapeutisk optrevling af den 'egentlige' historie. Fascinationen af personhallucinationen har jeg sværere ved at dele; for en gammel freudianer som mig er der lidt for meget jungiansk arketype over det teatralske, stiliserede persongalleri. På den anden side kan jeg jo ikke nægte, at romanen ramte mig voldsomt lige dér mellem søvn og vågen, hvor jeg kom for skade at have den liggende til godnatlæsning. Om det så siger mest om romanens kraft eller min porøsitet, er svært at afgøre.

Kristina Stoltz: 'Turisthotellet', 305 sider, 279 kr. People-s Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu