Læsetid: 12 min.

Houellebecq: Verden er udfoldet lidelse

27. august 2005

Når Michel Houellebecq tager imod i Paris, foregår det i en hotellejlighed, for han har ikke længere fast bopæl i Frankrig. Kendte man ikke hans særlige personlighed, kunne man forvente, at en succesforfatter, der har modtaget et forskud på en million euro for sin nye roman og for sit forlagsskifte fra Flammarion til Fayard, ville tage imod i et palads. Men Houellebecq foretrækker "at opsøge situationerne" og iagttage de scenarier, han beskriver som forfatter. Og på sin omflakkende færd vælger han - "i hvert fald i Europa" - at indlogere sig i hotellejligheder. Det er ikke glamourøst, men det er i sådanne ydmyge og spartanske boliger, at han føler sig bedst tilpas.

"Jeg kan sagtens nøjes med et arbejdsværelse, et soveværelse og et lille tekøkken".

Houellebecq er høfligheden selv. Han sætter kaffe over, bjærger et rent askebæger fra opvaskebaljen, ifører sig sorte lædertøfler og erklærer sig rede til at blive interviewet. Som en forfatter, der nyder umådelig bevågenhed og er vænnet til udlægninger, der ofte kan tangere det ondskabsfulde, er han på vagt. Han belægger sine ord med omhu. Efter hvert spørgsmål tager han sig tid. Tænker. Ryger et par hvæs på sin cigaret, sukker, siger nogle få ord og tier så igen i en rum tid, før han svarer. For en interviewer kan denne samtaleform virke staccatoagtigt blokerende, men efterhånden charmeres man af dens særlige rytme. Man kommer let til at synes om Houellebecqs skæve smil og hans mine af ikke at ville lade sig overrumple.

Efter årelang tavshed forekommer han dog ikke slet så udfarende og provokatorisk, som man husker ham. Det har kostede ham som bekendt en masse besvær og en retssag (Houellebecq blev tiltalt for at 'opildne til had' efter at have udtalt, at "islam er den dummeste religion af alle religioner". Han blev pure frifundet, red.).

- Din fjerde roman - 'La possibilité d'une île' (En ø's mulighed) - som udkommer 31. august har som hovedpersoner Daniel, der virker som en skikkelse, der er taget fra vores egen tid - og så hans kloner, som du kalder 'neohumanoider'. Har du skrevet en science-fiction-fortælling?

"I fortællingen om Daniel1 foregriber jeg en ikke så fjern fremtid. Men f.eks. tror jeg ikke, at det magasin, Lolita, hvor Daniels veninde arbejder - ville blive accepteret af tidsånden i dag. Og jeg tror heller ikke, at de muslimske fundamentalister vil komme til at virke så latterligt fortidige for alle lige med det samme. Det kan sagtens komme til at vare en del år endnu. Jeg vil sige, at jeg i fortællingen om Daniel1 prøver at forestille mig, hvordan verden kan se ud om 10 år. Resten af bogen - herunder afsnittene om klonerne og den nye menneskeart, er dog ren science-fiction - dvs. en foregribelse uden garanti for virkeliggørelse."

- Men når man læser bogen, tænker man ved sig selv, at sandsynligheden for at dette kunne blive virkelighed er til stede og stor?

"Visse ting er irreversible, tror jeg. Alt det, som videnskabens nye erkendelser gør teknisk muligt, vil også blive virkeliggjort før eller siden. Helt uanset, om det vender op og ned på de grundopfattelser, vi i dag har af, hvad der er etisk ønskeligt, og hvad det vil sige at være et menneske."

"Det har taget mig lang tid at indse, men filosofien er en litterær genre. Og det, som litteraturen udsiger, er ikke sandheden. Kun videnskaben udsiger sandheden, og det er en sandhed, som vil ende med at blive tvunget ned over os alle."

"Science-fictiongenren har jeg dyrket med stor lidenskab. Men efter at den er begyndt at fokusere mest på informatikkens muligheder, er min begejstring aftaget. It er for mig at se ikke nær så interessant som bioteknologi, når det gælder menneskehedens fremtid. Det var, da jeg havde skrevet om Lovecraft (sf-forfatter, red.), at jeg tabte interessen. Jeg har ofte konstateret, at jeg taber interessen for emner, jeg ellers er gået meget op i, når jeg har skrevet om dem. Sådan var det med Lovecraft. Der skulle gå lang tid, før jeg igen læste ham. Og ligesådan har det været med swingerklub-fænomenet, ja selv med Thailand. Jeg overvejede engang at slå mig ned i Thailand, men efter at have skrevet Platform tabte jeg lysten. Og ligesådan er det med den bog, som nu udkommer. Da jeg skrev den, interesserede jeg mig levende for de ejendommelige sekter, der er tilhængere af kloning. Men nu er det forbi. Jeg har en fornemmelse af, at jeg kun interesserede mig for disse emner, fordi jeg ville ----skrive om dem. Det kan undertiden være en ubehagelig konstatering, at jeg kun finder interesse i ting, i det omfang jeg kan skrive om dem. Mens jeg skrev La possibilité d'une île, boede jeg i Spanien. Jeg elsker at skrive ud fra faste holdepunkter i virkeligheden. Nu har jeg så forladt Spanien."

"Men faktisk er science fiction begyndt at interessere mig igen. Jeg skylder at nævne en roman, som i en tid næsten har haft fast ophold ved mit natbord: City af Clifford Simak. Forfatteren reflekterer her over storbyernes fremtid. Vil mennesker blive ved med at stimle sammen i store byer, eller vil de gå over til at kommunikere virtuelt?"

- Det spørgsmål besvarer du selv i din nye roman...?

"Ja, neohumanoiderne kommunikerer kun virtuelt, og gennem flere kloninger har de efterhånden mistet flere af menneskehedens kendetegn: latter, tårer, humor osv. I bogen skildrer Simak for øvrigt hunde på en måde, der appellerer til mine schopenhauerske sider: Han forestiller sig, at det er hundene, der har opfundet menneskene for at finde en forklaring på deres egen oprindelse..."

- Er det Schopenhauer, som vakt dit mishag mod Nietzsche - og mod Hegel, som du har kaldt 'imbecil'?

"Ja, helt klart. Jeg er glødende scopenhauerianer og heraf følger selvsagt, at jeg må være antihegelianer. Hvad Nietzsche angår, står han som en vedvarende blokering for en genopdagelse af Schopenhauer. Som de fleste læste jeg også Nietzsche før Schopenhauer, som jeg først opdagede ret sent. Faktisk var det på grund af Nietzsche, at jeg for første gang tog offentligt til orde. Det var i gymnasiet i Meaux. I tysktimen. Vi var læste Det sidste menneske, som Nietzsche skoser for at være tilfreds med sit lille liv og ikke mere gide skabe verdenshistorie, da jeg rejste mig og fremførte det synspunkt, at det sidste menneskes ankomst tværtimod var noget, vi skulle ønske. Jeg blev sat uden for døren og forlod klassen med en martyrs værdighed. Og så gav jeg mig til at læse Nietzsche. Selvfølgelig gjorde han indtryk på mig. Men siden opdagede jeg så Schopenhauer og indså, at Nietzsche kun fylder en lille del af Schopenhauers tænkning: For at være mere præcis kan Nietzsche reduceres til at være en systematisk modsigelse af en meget forsimplet version af Schopenhauers tænkning."

- I din foregående roman, 'Platform', tilstræbte du tilsyneladende en meget enkel fortælling. 'La Possibilité d'une île' er langt mere kompleks. Er det - som du har udtalt - fordi du betragter 'Platform' som mislykket til trods for dens store succes blandt læserne?

"Ja, til en vis grad. Platform var til at begynde med et langt mere ambitiøst projekt end den roman, som bogen endte med at blive. I sidste ende er det jo bare en historie. Ja, i alt for høj grad bare en historie."

"Jeg kan bedst lide de romaner, som er mere end en historie. Som er mere end en sluttet fortælling, og som rummer flere stemmer og synsvinkelskift. Jeg holder meget af at bryde ind med kommentarer, og det jeg gør hyppigt i den nye bog, hvor der er kommentarer til overflod. Men ejendommeligt nok - for jeg kalkulerer ikke med det på forhånd - så falder mine romaner altid ud i tre lige store afsnit. Der er også altid et helt nyt element, som griber ind i begyndelsen af andet afsnit: I den nye bog er det Esther-figuren. Og hvad det tredje afsnit angår, er det altid mere meditativt og mindre handlingspræget."

- Du har flere gange sagt, at du ville elske at kunne skrive uden at være helt vågen?

"Jeg har mindre selvcensur, når jeg befinder mig i halvvågen tilstand. Jeg er bedre, friere og mindre kontrolleret. Jeg retter altid igennem bagefter - ja, selv når jeg får korrekturarkene fra forlaget, kan jeg finde på at skrive hele passager om. Men jeg elsker, når mine første udkast bare er skud i tågen."

- Men hvordan kan du både hylde automatskrift og samtidig give André Breton et skudsmål som en 'kretiner' (tåbe, red.), som du gør i romanen?

"Det er bare et ord. Selv om jeg finder surrealismen opreklameret og søgt, foragter jeg den ikke. Men tanken om 'egenkærlighed' forekommer mig absurd. For mig står kærlighed og frihed i et radikalt modsætningsforhold til hinanden. Alligevel vil jeg ikke finde på at sige, at man skal give afkalde på kærligheden..."

- Du skriver om dine to kvindelige hovedpersoner, at den ene ikke holder nok af sex og den anden ikke nok af kærlighed.

"Ja netop. Og jeg vil fastholde, at 'egenkærlighed' er et oxymoron - en selvmodsigelse. Og at kærlighed altid er en fremmedgørelse - både for jeget og den person, det elsker."

- Og den hundeagtige kærlighed, som ser ud til at blive tilbage hos neohumanoiderne - er det også en fremmedgørelse?

"Der er jo tale om hundens kærlighed til sin herre. Men for hunden findes frihedens problem ikke. Og ønsket om at være en hund, ønsket om afhængighed, er vel også til at forstå, ikke sandt?

- I begyndelsen af din bog fra 1991, 'Rester vivant' (At holde sig i live) skriver du, at, "verden er en udfoldet lidelse" - er det ikke en slags motto for det, du siden har søgt at udforske med dine romaner?

"Jo. Lige netop. Men også med øjeblikke af lykke, selvfølgelig. Der findes et Schopenhauer-citat, som det desværre ikke lykkedes mig at finde plads til i min roman, skønt jeg holder meget af det: Muligheden for at finde lykken burde bestå - i det mindste som en art lokkemad."

"Jeg forstår udmærket, at jeg har fået tilnavnet 'professor i fortvivlelse', og at flere finder mig åndsbeslægtet med Schopenhauer. I så fald er jeg ikke den eneste. Jeg kan påberåbe mig flere blændende forgængere - Maupassant, Conrad og Thomas Mann f. eks. Jeg ved godt, at min stærke negativitet kan vække mishag, ikke mindst blandt kvinder. Kvinder har det svært med det negative."

"Da jeg skrev Udvidelse af kampzonen, min første roman, var jeg overbevist om, at den ville forandre verden. Sådanne prætentioner har jeg selvsagt opgivet nu. Som romanforfatter er man altid nødt til at have en form for sociologisk storhedsvanvid, men for mig stak det dybere. Jeg var sikker på, at min bog ville påvirke virkeligheden direkte."

- Din nye bog kan man læse som en art 'Sidste nyt fra kaos'. Der er megen humor i bogen, mange lattervækkende passager - men det er en latter, der må forurolige...

"Bogen beskriver en forandringsproces. I sin skildring af neohumanoiderne leverer den en indirekte kritik af buddhismen. For at formulere en ægte kritik, burde jeg have skrevet et essay, men det ville blive et meget komplekst projekt, for det er langt sværere end at kritisere islam. Nu har jeg så skrevet en roman, hvor neohumanoiderne lider under at have givet afkald på al begær og menneskelig kontakt."

- Så neohumanoidernes erfaringer er i sidste ende historien om et nederlag...?

"Ikke helt. Bogens slutning er tvetydig. Den person, der hedder Marie23 bryder op og søger mod et sted, hvor man siger, at "de vilde endnu overlever..."

- Men hun har jo også bevaret noget menneskeligt. Hun bryder vel op i håbet om at finde en smule menneskelighed?

"Javist. Men Daniel25 følger med hende uden at tro på dét projekt. Det står ikke helt klart, hvorfor han tager med. Måske er det, bizart nok, fordi han ellers ville savne Marie23. Eller måske fordi han trives i naturen med sin hund Fox, en fjern klon til Daniel1's Fox.

- Hvem er så denne Højeste Søster - dette bizarre højeste princip - som dukker op i bogen. Hvorfra kommer hun?

"Ærligt talt - jeg ved det ikke. Måske er grunden bare, at jeg kunne lide de associationer, som den ordsammenstilling vakte. Jeg syntes, det lød godt. Hun er en destruktiv kraft, som nægter at hjælpe menneskene, en slags ulykkebringende gudinde, men jeg søgte ikke blandt mytologiske referencer, da jeg fandt på hende. Medmindre da det skulle dreje sig om vage reminiscenser, som ikke selv står mig klart."

- Du debuterede som forfatter med nogle digte i tidsskriftet Revue de Paris. I din sidste roman er der ofte indbrud af poesi, som du mener, "går forud for litteraturen". Hvad mener du med det?

"Man må konstatere, at der eksisterer billeder, følelser og poetiske situationer, forud for at de sættes på sproglig formel. Og som ofte giver anledning til klicheforestillinger, der jo aldrig er velsete. F.eks. forestillingen om, at tåge er poetisk. Men ellers er jeg meget enig med litteraturteoretikeren Jean Cohens pointe om, at poesien skaber en verden, hvor modsætninger er mulige. I litteraturen befinder poesien sig i øvrigt ikke bare i digte - det er indlysende."

"For mig bliver de mere gådefulde krimiromaner til poesi, når de når dét punkt, hvor alle mennesker tager sig skyldige ud, eller hvor farerne er allestedsnærværende, og rationaliteten bliver radikalt desorienteret. I La Possibilité d'une île havde jeg lyst til at udforske poesien i dens klassiske og stramt kodificerede form. Til at skrive digte kort sagt."

- Og for at hylde Baudelaire åbenbart...

"Når jeg føler mig på toppen og er rigtig stolt af mig selv, giver jeg mig lov til at citere et digt af Baudelaire. For mig er og bliver han den største digter og dermed den største forfatter, da jeg fortsat mener, at poesien er den ypperligste genre og står højest i hierarkiet - æstetisk."

- Men når det gælder sandheden, er det videnskaben, der står højest i hierarkiet?

"Ja, og det er jeg ked af. Jeg er også ked af det på Schopenhauers vegne, for ham beundrer jeg. Men det er nu engang videnskaben, der udsiger sandheden. Basta."

- Men hvis du ikke mener, at litteraturen udsiger sandheden om verdenen, hvorfor skriver du så romaner i stedet for at stå i et laboratorium og lede efter sandheden?

"Øh, tja... jeg tror altid man ender med at foretage sig det, man er bedst til. Men kunst forsøger for mig at ikke at nå nogen sandhed. Den prøver at give livet en æstetisk vision. Det er på sin vis trist nok. Men sådan er det."

- Du er blevet udsat for mange beskyldninger - nogle gange ret selvmodsigende. Du er blevet kaldt fascist, stalinist, racist, islamofob osv. Nu vil du sikkert igen blive beskyldt for at være tilhænger af menneskekloning og for selv at ønske at blive klonet. Dybest set er det, dine kritikere har noget imod, vel, at du viser dem verden, som du ser den udvikle sig, uden at du kritiserer og engagerer dig i at forandre den eller yde modstand?

"Helt korrekt. Det, man bebrejder mig, er, at jeg skildrer den gennemsnitlige menneskehed. Og som jeg sagde i begyndelsen af interviewet - alt hvad der er teknisk muligt vil også blive realiseret, uanset om det strider imod vores menneskebillede eller ej. Kloning vil blive en kendsgerning."

"Om jeg selv vil klones? Det er jeg ikke sikker på, jeg har lyst til. Måske. Under alle omstændigheder vil jeg ikke bryde mig om at møde min klon. Jeg må først være død, før den kommer til verden. Men dybest set tror jeg, at vi har at gøre med en irreversibel teknologi. Det er helt sikkert, at menneskekloning i fremtiden vil afstedkomme voldsomt depressive tilstande og forfærdelige neuroser. Som nogen altså ikke bryder sig om, at jeg tager forskud på nu."

© Le Monde og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu