Læsetid: 3 min.

Hov hov Hovmand

29. november 2003

SIG NAVNET. Frem til i forgårs hvem kunne da på stående fod erindre, hvem der er landets skatteminister? Svend Erik Hovmand er ikke en mand, der gør meget væsen af sig selv. Eller hvis han gør det, er der i hvert fald ingen, der lægger mærke til det.
Men nu er Hovmand blevet mere kendt, end han nogensinde kunne ønske sig. Blandt de mange egnede kandidater er han blevet den første minister i Foghs regering til at blive genstand for en undersøgelseskommission. Ikke en gang en undersøgelseskommission, som et svovlende folketing har forlangt. Nej én, statsministeren pr. straxen selv fandt på at nedsætte. Som et led i det, som spindoktorer kalder ’skadekontrol’. Fogh var allerede røget i maskinsaksen, og nu gjaldt det for ham om at redde mest muligt af pelsen.

DRAMATISK LYDER det, og dramatisk er det. Statsministeren var nemlig kommet til at sige noget lodret usandt i Folketinget.
Så sent som forrige onsdag var Fogh i spørgetiden presset af Socialdemokraterne i en rigtig grim sag om et gabende hul i statskassen. En giga-fidus udnyttet af det amerikansk ejede firma TDC, der førhen var statsligt-nationalt og hed TeleDanmark og endnu tidligere var det hyggelige Kjøbenhavns Telefon Aktie Selskab.
Fidusen gik ud på, at TDC for nogle år siden omdannede et tysk datterselskab til et kommanditselskab og derved forvandlede selskabets opsamlede goodwill til såkaldt ’erhvervet goodwill’, der kan trækkes fra i den danske del af sambeskatningen med Tyskland, hvad ’erhvervet goodwill’ ellers ikke kan, fordi der ikke til den er knyttet reelle indtægter eller udgifter.
For at sige det ligeud: TDC-trylleriet er ikke bare en fidus. Det er fup og fidus. Det har indtil nu kostet den danske statskasse et tab op mod milliarden. Til belysning af borgerskabets diskrete charme tjener, at de tidligere finansministre Dyremose og Heinesen – og mange fine folk med dem – pryder selskabets ledelse.

NU KOMMER det spørgsmål, som Fogh svarede forkert på. Det lyder: Hvornår vidste hans regering noget om hullet?
Fogh var omhyggelig med at oplyse, at han holdt sig til oplysninger fra Skatteministeriet, da han svarede, at myndighederne først blev klar over fidusen, da TDC i maj 2002 anmodede Ligningsrådet om bindende forhåndstilsagn om dens anvendelse.
Socialdemokraterne svarede, at det kunne de ikke forstå, for deres tidligere skatteminister Frode Sørensen stillede allerede i 2001 et lovforslag, der bl.a. gik ud på at lukke hullet. Det lovforslag bortfaldt imidlertid på grund af valget, og da Foghs regering i februar 2002 fremsatte et tilsvarende forslag, var proppen til hullet pist væk. Og at Hovmand tilmed havde forklaret Skatteudvalget, at proppen var væk, fordi man overvejede sambeskatningshuller i det hele taget.
Fogh holdt imidlertid stærkt på sit – irriteret i tonen, men stadig under omhyggelig henvisning til Skatteministeriets oplysninger. Så meget medgav han dog, at »man selvfølgelig skal gribe ind, når man bliver opmærksom på, at der er et hul i en lovgivning«.

NU GÅR DET GALT. For i onsdags bliver Statsministeriet officielt underrettet af Skatteministeriet om, at Skatte- og Toldstyrelsen i hvert fald i oktober 2000 var klar over, hvad TCD gik og bagte på. Panik for lukkede døre. Tjup! en undersøgelseskommission om sagen. »Så den ikke kommer for en folkedomstol eller en folketingsdomstol,« forklarede Fogh i går.
En kommission om en skatteministers viden har det næppe været statsministeren nogen fornøjelse at nedsætte. En sådan var han selv udsat for i sin skatteministertid, og dens 1992-konklusion om, at han ikke havde informeret Folketinget korrekt om ministeriets ’kreative bogføring’, førte til, at et flertal forlangte hans afgang.
Men kommissionen var altså, hvad statsministeren mente nødvendigt for at tuske sig til fred. Efterhånden har han mere end sin halve regering siddende på lånt tid, og hans uvilje mod at tage konsekvensen af ministerfadæser rejser alvorlig tvivl om hans egen dømmekraft.
Ved udnævnelsen af sin regering for to år siden sagde Fogh skolemesteragtigt truende:
»Ministrene er ikke udpeget til at sidde og drive den af. Der vil blive vogtet over, at man passer sit arbejde.«
Ehem! Det har Hovmand jo så åbenbart ikke gjort. Forklaringen på hans uvidenhed om det hul, som forgængeren ville stoppe, kan aldrig blive flatterende. Enten forstod han ikke problemet, eller også regnede embedsmændene det for uoverkommeligt at forklare ham det. Eller der lyves.
I går sagde Fogh kækt:
»Jeg føler ikke, at denne sag på nogen som helst måde berører mig.«
Wé do wa, bette Anders! Du har udnævnt en flok inkompetentiusser til ministre, I har ladet penge fosse ud af statskassen til TDC – og I er ude i det rene hov-hovsa. Og du véd det.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her