Læsetid: 4 min.

Hovedet i Iraks sand

27. juni 2005

Ovenstående er overskriften på en leder i Los Angeles Times sidste fredag og strudsen, der specifikt refereres til, er ingen ringere end USA's vicepræsident Richard Cheney. Det var ham, der fornylig på tv-kanalen CNN hævdede, at det væbnede oprør mod Iraks folkevalgte styre og de amerikanske og internationale styrker i landet befinder sig i "en dødskamp". De vedblivende terrorattentater mod irakiske civile, politi og militær og de daglige angreb mod amerikanske styrker skulle ifølge Cheney være de sidste krampetrækninger, inden oprøret kollapser. "De sværeste kampe (for amerikanske styrker i Anden Verdenskrig, red.) i Europa og Stillehavsområdet fandt sted nogle få måneder inden afslutningen. I Irak står vi i en lignende situation, hvor de vil ... gøre alt muligt for at afbryde processen (den demokratiske, red.). Men efter min mening er vi stærke nok til at besejre dem," sagde vicepræsidenten.

Ingen kan selvfølgelig a priori udelukke, at Cheney får ret. At forudsige fremtiden, især i en asymmetrisk krig af denne type, er et risikabelt foretagende. Men vi har hørt Cheneys argument før. Inden de frie valg til Iraks parlament den 30. januar i år forudsagde Bush-regeringen og de amerikanske generaler i Bagdad, at optrapningen af volden var et midlertidigt fænomen, som ville blive deflateret, så snart oprørerne erkendte, at de i kraft af den høje valgdeltagelse havde mistet deres folkelige legimitet. Og ganske rigtigt: I en kort periode efter valget faldt antallet af daglige angreb markant. Denne udvikling blev skildret i bombastiske og triumferende termer af amerikanske regeringstalsmænd. Men i de sidste par måneder er attentatfrekvensen vendt tilbage til det samme niveau som i perioden inden parlamentsvalget. Amerikanske styrker bliver angrebet 60 gange dagligt. I sidste uge blev mindst fire kvindelige soldater dræbt og snesevis lemlæstet af en selvmordsbomber i sunni-byen Fallujah, hvis pacificering sidste år er blevet udstillet som et mønstereksempel på amerikanske styrkers kapacitet til at eliminere oprørsbevægelsen lokalt og genoprette sikkerhed og stabilitet i et miljø inficeret af 'terrorister'. Denne plan har tilsyneladende lidt et knæk i Fallujah. Men i andre byer kontrolleret af oprørere er det lykkedes for amerikanske militære enheder i fællesskab med irakiske styrker at genoprette ro og orden. Problemet er, at Iraks nye hær endnu ikke er kampklar, og at USA råder over for få styrker til efterlade en tilstrækkelig militær tilstedeværelse i nyligt 'befriede' byer i sunni-områder.

Der er ingen tvivl om, at almindelige irakere - især i Bagdad, Mosul, Kirkuk og byer i sunnitrekanten - er fuldkommen desperate over situationen. Under Saddam Hussein blev politiske modstandere udryddet konsekvent. I det nye demokratiske Irak ved ingen, hvem de næste ofre for volden bliver, og ingen kan præcist identificere oprørerne. Irakernes desillusionerede og resignerede holdning synes efterhånden også at deles af den amerikanske befolkning. Over 1.700 amerikanske soldater har mistet livet, og 11.000 er blevet såret i Irak i de sidste to år. Bombeangrebene fortsætter ufortrødent. Det skorter ikke på selvmordskandidater, hvoraf mange er frivillige fra Iraks arabiske nabolande. De daglige pressemeldinger om faldne amerikanere gav sig udslag i et markant ryk i meningsmålingerne i maj. Siden invasionen i marts 2003 har et solidt flertal bakket op om krigen. Nu mener 56 procent, at beslutningen ikke har været prisen værd. Seks ud af 10 amerikanerne ønsker en fuld eller delvis tilbagetrækning snarligt af de 138.000 amerikanske soldater i Irak.

Det bemærkelsesværdige er, at den voksende modstand mod præsident Bushs krig ikke er blevet udløst af Washington-politikeres kritik. Tværtimod. Efter parlamentsvalget i januar blev demokratiske partiledere mutte. Bevægelsen mod krigen i den amerikanske opinion - og vel at mærke inden for USA's væbnede styrker - er indtil videre førerløs. Det vil dog ikke vare længe, inden meningsskredet udkrystalliserer sig i en organiseret form. I den forløbne uge meldte førende republikanske senatorer og konservative kongresmedlemmer sig i skeptikernes fold. Forsvarsminister Donald Rumsfeld blev udsat for et skarpt forhør i begge Kongressens kamre, og den militære øverstbefalende for styrkerne i Mellemøsten, general John Abizaid, måtte meget mod sit ønske dementere Cheneys påstand, at det væbnede oprør befinder sig i en dødskamp. "Deres styrke er den samme som for et halvt siden. At bekæmpe oprøret er stadig en enorm opgave," sagde Abizaid under en senatshøring. Fredsbevægelsen har desuden fået et afsæt i meningsmålingerne og planlægger en massedemonstration i Washington i september. I denne vanskelige politiske situation vælger Bush - ligesom Lyndon Johnson under Vietnamkrigen - at holde skansen. Hans budskab er enkelt: Vent blot på en ny forfatning i Irak i januar! Det vil undergrave oprøret. Det argument godtog amerikanerne sidste vinter, men det gør de næppe denne gang. Kun strudsen Bush stikker hovedet i Iraks sand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her