Læsetid: 5 min.

Hovedværk eller værk uden hoved

Den slovenske filosof og kulturkritiker Slavoj Zizek har skrevet en bog på de rester, perversioner og impulser, der ikke kan samles i de korrekte sandheder. Det er set før, men stadig sjovt
31. august 2006

Det er så let at gøre det rigtige, at man gaber ved tanken og får lyst til at forsvare terrorisme. Det er så let at gøre det rigtige, at det er klart, folk ikke gider: fitness, demokrati, økologiske fødevarer, tolerance, ikke-rygning og det ergodynamisk korrekte løft, hvor man går helt ned i knæ. Vi ved, hvad der er rigtigt, men der er langt fra den viden til handling. Impulser og indskydelser kommer i vejen. En venstreorienteret kritisk tradition vil slå på, at distancen mellem viden og handling skyldes 'undertrykkelse'. Som man siger: enhver fascisme er resultatet af en revolution, der ikke blev til noget. Menneskene må frigøres endnu mere. En anden tilgang vil foreslå, at vores viden ikke er tiltrækkelig. Vi ved nok, hvad vi gør, men vi ved ikke, hvad det, vi gør, gør. Altså er vi belastede af former for 'falsk bevidsthed'. Den ene position vil frigøre, den anden position vil oplyse. Men den frigørende position får svært ved at identificere 'undertrykkerne'. Aktuelle lidelser som depression, afhængighed og anoreksi synes mere forbundet med ubestemthed end autoritær undertrykkelse. Og den oplysende position får svært ved at redegøre for forbindelsen mellem teori og praksis. Vi kan frigøre og oplyse, men ikke fjerne den personlighed og eliminere de impulser, der står mellem det rigtige og det, der reelt sker.

Det er i dette paradoks, at den slovenske filosof, psykoanalytiker og kulturkritiker Slavoj Zizek brillerer. Zizek skriver på et simpelt greb: Han forskyder trivielle modstillinger til paradokser: Det er i den vestlige, liberale konsensus, at vi hylder det enkeltes menneskes selvudfoldelse og lyster, mens vores fundamentalistiske modstandere undertrykker selvudfoldelse og fri seksualitet. Vi dyrker lidenskaber, mens de undertrykker drifterne. Og alligevel er deres fundamentalisme passioneret, mens vores lystdyrkelse er pragmatisk og kedsommelig. I et bestemt perspektiv realiserer vores radikale modstandere vores egen drøm om det lidenskabelige liv, mens vi længes efter forbud, vi kan overskride. Dette betyder naturligvis ikke, at de vestlige liberale demokrater er de sande fundamentalister, men det afslører den dominerende konsensus' obskøne bagside. Zizeks tilføjelse præsenteres ikke som den endelige sandhed, der afslører det, vi lige troede på, som løgn. Tværtimod: Zizek pointerer, at fundamentale anliggender netop ikke kan resumeres i én sandhed: Der er altid et perspektiv mere, som ikke er med i de enkelte sandheder.

Hvis perversion?

Groft sagt: Den store sandhed fortrænger sin egen perversion. Den entydige konklusion efterlader problematiske rester. Zizek afdækker og fremskriver de rester: Nej, de amerikanske soldaters overgreb på fangerne i Abu Ghraib-fængslet var ikke udtryk for sande amerikanske værdier. Men de var heller ikke udtryk for vilkårligt vanvid. De samme ydmygelser, som fangerne blev udsat for i Irak, bruges som optagelseskriterier i hemmelige broderskaber på amerikanske colleges, og opstillingen af fangen med en sort sæk over hovedet ligner et avantgardekunstværk. Overgrebene i Abu Ghraib er således både anti-amerikanske og perverst proto-amerikanske. Det er ikke et enten-eller, men et både-og, hvilket er tesen i den nye bog, som han selv har udråbt til sit nye magnum hovedværk: The parallax view. Titlen betegner et dobbelt blik: "Den 'parallaktiske' kløft er konfrontationen mellem to tæt forbundne perspektiver, som ikke kan mødes på neutral fællesnævner."

Zizek kalder det Kants hævn over Hegel. Den tyske filosof Immanuel Kant pointerede, at der gives modsigelser, som ikke kan forenes i en sandhed; de såkaldte antinomier, som er konsekvenser af, at mennesker ikke kan erkende 'verden' som sluttet helhed. Vi stiller spørgsmål, som vi ikke kan besvare. Det betyder fundamentalt, at tanke og væren ikke kan forenes. Vi er endelige væsner uden adgang til 'tingen i sig selv'. For Kant er det en præmis for vores erkendelse og en betingelse for, at vi kan have en moral. Men Hegel, der kom efter Kant, grundlagde en dialektik, hvor modsætningerne kan ophæves og forenes i fornuftige synteser. Når Zizek kalder sin optik for Kants hævn over Hegel, er det fordi, han i sine læsninger og udlægninger afsøger det, der unddrager sig syntesen og den impuls, der modsætter sig det 'rigtige'.

Klassisk Zizek

The parallax view er et kolossalt værk på 430 tætskrevne sider delt i tre hovedafsnit. Det første afsnit er en filosofisk tour de force over antinomierne og Heideggers ontologiske differens som udgangspunkter for det 'paral-laktiske blik'. Det næste afsnit er erkendelsesteoretiske læsninger af samtidige positioner, og bogen afsluttes med forslag til en ny radikal venstreorienteret politisk optik. Men egentlig er omfanget det mest bemærkelsesværdige ved bogen: Den optik, han etablerer, har han allerede etableret som praksis i sine mange mindre essays. Det er hans egen praksis, der nu præsenteres som en teori. Mange af pointerne og anekdoterne i det afsluttende afsnit er direkte gentagelser fra gamle essay og bøger. Som når han skriver:

"Vi bør ikke bare afvise den lette liberale foragt for populistiske fundamentalister eller endnu værre den nedværdigende beklagelse over, hvor 'manipulerede' de, er. Vi bør forkaste selve forestillingen om en kulturkamp. Naturligvis bør den radikale venstreorienterede på indholdsniveau erklære sig på linje med de liberale (for abort, mod racisme og homofobi osv.), men vi bør ikke glemme, at det er de populistiske fundamentalister og ikke de liberale, der på lange sigt er vores allierede. I al deres vrede er de ikke radikale nok til at gennemskue forbindelsen mellem kapitalismen og det moralske forfald, de jamrer over."

Passagen afslører en tendens hos Zizek til at underminere sin egen teori om det dobbelte blik. Der gives alligevel en sandhed, og både fundamentalisterne og de liberale synes i sidste instans alligevel ramt af falsk bevidsthed: de har ikke erkendt sammenhængen mellem kapitalisme og moralsk forfald. Den såkaldte 'kulturkamp' er i virkeligheden en maskering af 'klassekampen'. Det tenderer en sportsforestilling skrevet i aktivistisk 'vi-form', hvor man skal holde med 'det radikale' og 'det intervenerende' og aktivere det traditionelle modstandsrepertoire fra Marx over Kierkegaard, Lenin, Heidegger og til Lacan. Mellemregninger, de enkelte læsninger og anekdoter er stadig morsomme, afslørende og inspirerende, men på ét punkt er Zizek særdeles konsekvent: Det lykkedes ikke at samle de forskellige lokale perspektiver i en teoretisk helhed, der kvalificerer til betegnelsen hovedværk. The parallax view er derimod et fragmenteret værk uden hoved, der åbner for latter og indsigt i alle de andre hovedløser teser, der præsenteres som politiske sandheder.

n Slavoj Zizek: The Parallax View. 434 s., 260 kroner i Århus Bogcafé. MIT PRESS. ISBN 0262240513

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu