Læsetid: 3 min.

Hovmod

21. december 2002

STÅR som alle ved for fald, men har i sin oprindelige form fra tysk hochmut også den modsatte betydning, nemlig højt sindelag, ædelmodighed. Nu betyder hovmod overdreven stolthed, selvfølelse, der giver sig udslag i overmod, ringeagt og overlegenhed over for andre. (ODS bd.8, sp. 555.)
Ordet har at gøre med hov, hof og mere end antyder fænomenets forbindelse med magtudøvelse. En hovmodig, der bedriver denne idræt uden at have noget at have sit hovmod i, er jo en nar. En hovmodig med magt er måske ikke mindre en nar, men unægtelig mere ubehagelig for omgivelserne eller direkte faretruende.
Eksempler på hovmod har normalt i det moderne Danmarks politiske liv ikke været legio. Magten pilles gerne ned her til lands. Den, der udstiller sin magt med hovmod, bliver til grin og udløser drillesyge sanktioner fra omgivelserne. En minister med trang til at demonstrere sin indflydelse er som regel blevet mødt med mistillid og har rendt sig staver i livet. Det forventes at en toppolitiker optræder med den passende ydmyghed, som svarer til titel af folkets tjener – vel at mærke hele folkets.

Den nuværende regerings medlemmer har for fleres vedkommende og med statsministeren i spidsen brudt denne lange nationale civilisationstradition. Når for eksempel landets kulturminister står over for kompetente forsamlinger i branchen, understreger denne ungkonservative politiker, der i og for sig ikke udmærker sig ved bemærkelsesværdige egenskaber ud over sin betroede position, at magten er investeret i hans hånd, at nu er det ham, der bestemmer, at tingene skal gøres, som han vil, og at folk må rette sig efter denne kendsgerning, ellers... Ja, ellers bruger han sin magt, hvilket statsministeren som bekendt allerede har vist at regeringen gør, når nogen blot kan tænkes i en højst uvelkommen sagligheds navn at anfægte regeringens og folketingsflertallets anskuelser, planer og handlinger.
Afskedigelsen af råd og nævn kan tages som et udtryk for hovmod. Allerede statsministerens bebudelse af massakren i dennes første nytårstale var udtryk for leksikalt og praktisk hovmod i ringeagt og overlegenhed over for andre. Statsministeren ulejligede sig ikke med at belægge sine påstande om disse vagt definerede eksperters smagsdommeri i dokumenterende eksempler. Det behøvede han ikke, han har jo magt til at ophøje en fordom – formentlig gødet af en mindreværdsfølelse som er hovmodets fætter – til lov. Fra Dansk Folkeparti, som i deres nyvundne magtposition fra dag ét udviste hovmod over for deres modstandere og triumferede i deres udslagsgivende mandattal, lød selvsagt ingen protester.
Ved den her skildrede adfærd, som snildt kan suppleres af kirkeministeren, der jo burde være fremmed for hovmod, afspejler regeringens ministre en ny holdning til politisk magt. En magtkultur, om man vil, som beror på magtens selvbevidsthed, let forvekslelig med hovmod. Tankevækkende, at folk der påberåber sig valgfrihed og øget individuel selvbestemmelse på samme tid indskrænker mulighederne for at diskutere magtudøvelsen og indsnævrer feltet af divergerende opinionskilder. Det er overmod, ringeagt og overlegenhed over for andre. Det er hovmod.
Formentlig kan man finde eksempler på, at tidligere regeringer og ministre har udvist hovmod – uden tvivl. Det nye er at flere af den nuværende regerings medlemmer og parlamentariske støtter har valgt det som livsform uafladelig at gøre opmærksom på magten og viljen til uden hensyn til mindretal at udøve denne. Det er overmod, ringeagt og overlegenhed over for andre. Det er hovmod.

SÅDAN gør folk, der ikke tænker langt, hvilket man til dato ej heller har grebet regeringen i at gøre på en række områder, hvor de tværtimod bruger magten som begrundelse for beslutninger, samt afskediger sagkundskaben som grundlag for at handle. Miljøforvaltningen eksempelvis hvor ministeren afskriver sig den viden, der ikke passer til en i øvrigt uunderbygget ideologisk forestilling om verdens beskaffenhed. Det er overmod, ringeagt og overlegenhed over for andre. Det er hovmod.
Et andet eksempel er retspolitikken. Et blot beskedent indblik i kriminalitetens problemstillinger godtgør, at strengere straf ikke har gavnlig effekt. Alligevel siger justitsministeren: De kriminelle har selv valgt det. Såfremt man har behov for at udstyre ODS med nye eksempler på hovmod, ligger denne bemærkning lige til højre fod. Ministeren behøver ikke tage hensyn til nogen argumentationstradition. Hun kan sige, hvad hun føler, og gøre, hvad hun vil, hun har magten, og hun mener sig derfor i sin fulde ret til optræde på slap line. Det er overmod, ringeagt og overlegenhed over for andre. Det er hovmod. Det står for fald. Det må man håbe.

*Dette er den første af en række ledere, som de følgende seks avisdage tager udgangspunkt i dødssynderne. På mandag drejer det sig om griskhed

mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu