Læsetid: 5 min.

Hr. Boe fra A til Z

Den 31-årige instruktør Christoffer Boe har altid skilt sig ud fra den gemene hob
30. september 2005

Det begyndte allerede, da han var barn i Nordsjælland. Mens andre løb rundt og legede, så han film af jurist-faderens yndlingsinstruktører Howard Hawks, Orson Welles, Fritz Lang og Jean-Luc Godard. Og han var kun 12 år gammel, da han begyndte at interessere sig brændende for den omstridte tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

"I stedet for Michael Laudrup var jeg bare interesseret i Nietzsche. Så simpelt er det, og det udartede sig til mange ting. Frem for at tænde for tv åbnede jeg en bog. Dengang læste jeg virkelig meget og havde en målsætning for, hvor mange bøger jeg skulle læse om året," har han udtalt til Berlingske Tidende.

19 år gammel skrev han to længere artikler i det ultra-liberalistiske tidsskrift Libertas, et blad, der trods placering på den ydre højrefløj var anarkistisk nok til at gå ind for Christianias bevarelse.

Artiklernes interesse for individualistens uindskrænkede rettigheder harmonerer godt med, at Boe - da han i 2003 skulle vælge sine yndlingsfilm til visning i Cinemateket - blandt andet slog ned på King Vidors ellers ret upåagtede Ayn Rand-filmatisering Kun den stærke er fri (1949), som han roste som "et fuldstændig kompromisløst forsvar for individualismen og retten til at være sin egen."

Landkort over eksistens

Blandt Boes andre mestre optrådte Jean-Luc Godard (med to film), Andrej Tarkovskij og Ingmar Bergman. Eneste danske film var Tom Ellings totalfiasko Perfect World (1990).

Under et studieophold i USA for at læse jura blev han for alvor indfanget af film og læste især meget om den franske Ny Bølge i 1960'erne. I stedet for jura begyndte han i midten af 1990'erne at læse filmvidenskab ved Københavns Universitet.

I 2003 kommenterede han studie-valget i Weekendavisen:

"Det var erkendelsen af, at en instruktørs arbejde består i at se en masse film og så måske have noget på hjerte. Og så brugte jeg mange år på at se en masse film, og nu er jeg så ved at finde ud af, om jeg har noget på hjerte (...) Det er jo en magi, at man føler, man kommer tættere på livet på trods af, at man faktisk fjerner sig fra det i en kort periode. Sådan har jeg det med alle store instruktører, der synes at etablere sig som samtalepartnere, ikke som privatpersoner, men som den forfatter, der fremstår af filmene. Altså den person som hedder Hitchcock i filmene. Man ser hans film og går i dialog med ham. Det er det samme med Godard og Woody Allen. Dybt intelligente mennesker kan i mesterværker berige seeren med en menneskelig indsigt. Det er landkort over eksistens."

Boe afsluttede studierne med en bacheloropgave om den reaktionære, våbendyrkende Hollywood-instruktør John Milius.

Han gjorde sig også i efteråret 1996 bemærket med en voldsomt polemisk artikel i de studerendes blad The Inquirer, hvor han gjorde op med den traditionelle anmelderform i både dette blad og dagspressen og advokerede for anmeldelser, der frem for handlingsreferater "sætter ord på det ubeskrivelige - indfanger i ord en films atmosfære, stemning og stil, som er udtrykt af instruktøren i billeder og lyd."

Skinsyge og sammenbrud

Han blev optaget på Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 1997 og holdt nu afstand til de kontakter, han havde fået på universitetsstudiet.

Mens filmtrilogier i reglen forbindes med mere modne instruktører, skabte Boe allerede en trilogi på skolen med titlerne Obsession, Virginity og Anxiety. Sidstnævnte var afgangsfilmen. Den blev som Boes efterfølgende film signeret Hr. Boe & Co. som en markering af, at et filmhold stod bag.

Claus Christensen skrev i Information om trilogien: "Alle tre film handler - ligesom Reconstruction - om unge mænd, der er besat af en meget smuk kvinde. Med et fragmentarisk og suggestivt filmsprog, som blander forskellige filmformater og moderne optageteknikker, forvandler Christoffer Boe virkeligheden til et svimlende spejlkabinet af skinsyge og sammenbrud."

I Anxiety spiller Nikolaj Lie Kaas en ung mand, der har mistet sin sjælelige balance på grund af sin ugengældte kærlighed til en skuespillerinde (Maria Bonnevie). I filmens klimaks raver han sammenbrudt rundt på gulvet, mens Bonnevie og en kollega (Pernilla August) ser udeltagende til.

Boe introducerede i Filmskolens katalog filmen med ordene: "Vi skal følge en mand. Han har det ikke godt, men han vil kærligheden. Han vil så hjertens gerne, men hans sind er plaget af tvivl og frygt. Så jeg beder Dem om at holde hånden over ham."

Originalt billedsyn

I samme skrift gav den daværende faglærer på instruktøruddannelsen, instruktøren Esben Høilund-Carlsen, følgende karakteristik af den færdiguddannede Boe: "Færdes helst i de højeste luftlag og må finde sig i, at der ofte sniger sig et lille 'von' ind i omtalen af ham. Kombinerer detaljeret akademisk viden med stor formsans og et yderst originalt billedsyn. Talentet er indlysende, potentialet stort. Spændingen går på, hvilket erfaringsstof han vil føje til sin filmsproglige virtuositet. Hele skalaen er åben - med vibrato i de øverste linier."

Inden Christoffer Boe optog sin først udsendte spillefilm, Reconstruction, lavede han, hvad han har kaldt en slow-motion thriller med titlen Prediction. Den blev optaget på fire uger i sommeren 2002, da starttidspunktet for optagelserne til Recontruction blev udskudt til efteråret. Nu stod Boe og trippede for at komme til at lave film, så han skrev lynhurtigt et manuskript sammen med Mogens Rukov og fik Nicolas Bro til at spille hovedrollen som en mand, der er på rejse gennem Europa for at løse et mysterium. Den lavbudgetterede Prediction blev finansieret af manuskript- og udviklingsstøtte på 197.000 kr. og optaget med DV-kamera.

Alle ruter er naturlige

Umiddelbart efter optagelserne gik Boe i gang med at lave Reconstruction, og produktionsarbejdet på Prediction blev først genoptaget i 2005 med planlagt premiere i 2006.

Boes manuskriptlærer på Filmskolen, Mogens Rukov, er også medforfatter til Reconstruction, der inden for en tidsramme på to døgn gennemspiller et romantisk forløb i tre versioner - en mand og en kvinde, der møder hinanden på en café og forelsker sig. Der springes i tid, mens det rumlige stedfæstes nærmest skematisk med optagelser i fugleperspektiv. Derved accentueres filmens stærke atmosfære af København ved nat. En svensk forfatter optræder som en slags overordnet fortæller, der måske i virkeligheden styrer forløbet. Boe fortalte i Information:

"Jeg forsøger at skildre følelser, som er hinsides logikken, og derfor er billedrytmen og følelsesintensiteten ofte vigtigere end dramaturgien. Det handler om at genskabe noget af den magi, som filmen havde engang. I Reconstruction er alle ruter naturlige, alle rum findes i virkeligheden, og forhåbentlig skaber det en god balance mellem ægte liv og filmisk stilisering."

Reconstruction blev udvalgt til Semaine de la critique på filmfestivalen i Cannes og vandt Caméra d'Or-prisen som bedste debutantarbejde. Med sin første spillefilm skilte Boe sig atter ud - som en vinder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu