SURFING og solbrun hud hører naturligt sammen, men nu har tre datalogi-studerende ved Aalborg Universitet sat sig op imod den tilsyneladende naturlov. De er i færd med at fremstille et computerfilter, der forhindrer surfere på Internettet i at se nøgen hud. Inden billedet af blottede kroppe når skærmen, vil det blive analyseret af maskinen og automatisk bortcensureret. Hermed går det nye filter videre end de allerede kendte, der for eksempel søger efter frække ord. Datalogerne forventer, at
billedfilteret bliver en salgssucces blandt de mange forældre, der er bekymrede over børnenes brug af pornografi.
Dagbladet Politiken brugte forleden en del kræfter på at fortælle, at programmet har den bivirkning, at et billede af den omfangsrige bokser Brian Nielsen iført bar overkrop vil få håndklædet smidt i ringen af det strenge og ikke alt for kløgtige netfilter. Nærværende avis vil mene, at netop denne bivirkning undskyld, Brian må være en, man burde kunne leve med. Netfiltre bør dog give anledning til andre alvorlige spørgsmål.
SELVFØLGELIG bør ansvarlige forældre interessere sig for børnenes færden, også når den foregår i cyberspace, som ikke just skorter på sjofle tilbud, hvoraf en del utvivlsomt virker rædselsvækkende på ubefæstede sjæle.
Spørgsmålet er blot, hvilken type ansvarlighed,
forældrene lægger for dagen med et netfilter.
En ting er, at et billedfilter kun vil fange en del af de uønskede billeder. Sadomasochister, der fra top til tå har dækket deres krop med sort gummi, vil sandsynligvis smutte uden om spærreilden og indfinde sig i børneværelset, hvis surferen ellers efterspørger dem tilstrækkeligt ivrigt.
Værre er det vel, at alt for mange stressede forældre kan fristes til at bruge et netfilter som plaster på den dårlige samvittighed, når børnene overlades til sig selv i time- eller endog dagevis foran computerskærmen. En computer, der er gjort stueren med filter, er et farligt teknologisk fix og lige så ringe en barnepige som en videomaskine, der utrætteligt
disker op med sjove film der kan være dømt nok så meget tilladt for alle mens forældrene har travlt med deres eget liv.
Næste skridt i den forkerte retning kan vise sig at være netfiltre installeret i de computercafeer, der er begyndt at køre med slagtilbud i eftermiddagstimerne. Netfiltre her sikrer forældrene rene hænder, når de i stigende grad lader børn gå på computercafé efter skoletid i stedet for fritidshjem, hvor pædagoger jo kan finde på at stille et irriterende krav eller to til børnene.
Børn, hvis åndelige ernæring udelukkende består af pornografi, har et problem, som hverken kan forebygges eller helbredes med filtrering. Almindelige børn tager derimod ikke skade af pornografiske smugkik lige så lidt som de vil tage skade, hvis forsigtige forældre alligevel skulle føle sig mest trygge ved at have netfilter på derhjemme.
STØRRE spørgsmåltegn kan stilles ved den amerikanske praksis, som kredse i Danmark ønsker overført hertillands, at offentligt tilgængelige Internetforbindelser på biblioteker, skoler, beboerhuse og lignende forsynes med netfiltre.
I torsdags afholdtes på blandt andre Red Barnets foranledning en konference om Internettets smudsige sider. Her advarede den indsigtsfulde forening Digital Rights om faren for formynderi, hvis det offentlige sætter grænser for indholdet på nettet, vel at mærke udover hvad loven allerede godt og utvetydigt siger om børneporno og racisme i almindelighed. For hvem kan man ubekymret betro opgaven i detaljer at bestemme, hvad andre skal forhindres i at se og læse?
Filtre mod for megen hud er som sagt på vej i Danmark, og filtre, der stopper sider med bestemte ord som sex eller bryster, er allerede i brug. Får censorerne magt, som de har agt, kan man se frem til en sand stjernekrig, hvor stadig flere forbudte ord skal opfanges af filtrene, og stadig nye omskrivninger vil finde sted.
Liderlige kvinder bliver til sild, hvorved fiskeriets hjemmesider går i sort endnu en ulykke for det hårdt plagede erhverv. Så bliver sild måske til skår, hvorved sorteper blot ryger videre til glarmesterbranchens hjemmesider. Fundamentet vil være støbt til et orwellsk sandhedsministerium, hvor en hærskare af lingvister, billedanalytikere og lægmoralister skal lappe hullerne i nettet, der strammes om utugten.
EU har afsat 200 millioner kroner til bekæmpelse af cyber-kriminalitet, oplystes det på konferencen, og en del af pengene er afsat til udvikling af netfiltre.
Tør man foreslå, at EU for at spare gik i samarbejde med Echelon-folkene, der skulle have stor erfaring i overvågning af samfundstruende ytringer?