Læsetid: 6 min.

Hugo Chávez og ytringsfriheden

Vil Venezuelas venstrepopulistiske præsident begå samme fatale fejl som Castro og bringe alle oppositionelle medier til tavshed? Hans kritikere frygter det, hans tilhængere afviser det, men trist vil det være, hvis 'det 21. århundredes socialisme' skal begå samme fejl som det 20. århundredes, skriver kronikøren, der har været på mission i Caracas for at vurdere ytringsfrihedens stilling
19. februar 2007

Hvordan forholder det sig med det demokratiske sindelag og respekten for ytringsfriheden hos Venezuelas venstrepopulistiske og egenrådige præsident, Hugo Chávez? Tvivl herom nager mange, og tvivlen blev bestemt ikke mindre, da Chávez, der sidste år blev genvalgt med hele 61 procent af stemmerne, for nylig erklærede, at sendetilladelsen for den oppositionelle Radio Caracas Television (RCTV) vil blive inddraget til maj.

"RCTV kan godt gå gang med at lukke nu," drævede præsidenten og tilføjede som for at udelukke enhver misforståelse:

"Det, jeg siger, er, at de godt kan begynde at pakke deres grej."

Umiddelbart før denne udmelding havde informationsminister, William Lara, oplyst, at samtlige sendetilladelser for Venezuelas elektroniske medier er under revision. En tidligere udtalelse fra Chávez kaster lys over hvorfor:

"Mit Venezuela vil ikke tolerere medier, der støtter konspirationer mod folket, mod nationen, mod den nationale uafhængighed og mod republikkens værdighed."

Lukningen af RCTV fik José Miguel Insulza, generalsekretær for den regionale samarbejdsorganisation OAS, til at advare imod faren for censur. Chávez' reaktion faldt prompte. Han kaldte Insulza for pendajo - et 'røvhul' - "der ikke har ret til at blande sig i Venezuelas indre anliggender".

Inspiration fra Jesus

Men ikke nok med det. Chávez har senest fået fuldmagt fra Nationalforsamlingen til at regere via dekret i en overgangsperiode på 18 måneder, bebudet at han agter at slå alle Venezuelas venstrefløjspartier sammen til et enhedsparti og udtalt sin hensigt om at nationalisere en række industrier. Igennem hele dette forløb har han jævnligt påkaldt sig inspiration fra Jesus Kristus som "historiens største socialist", afsluttet sine taler til medlemmerne af Nationalforsamlingen med udråbet "Socialisme eller døden!" og reageret på amerikanske diplomaters bekymring med udtalelser som: "Gå ad helvede til, gringos!"

Da Joel Simon fra den amerikanske presse-ngo The Committee to Protect Journalists foreslog mig at deltage i en fact finding-mission til Caracas, havde jeg mine betænkeligheder. Det havde gjort indtryk på mig, hvor populær Chávez er blandt Venezueleas fattige, og jeg så det ikke som min opgave at grave snavs op, der kunne bruges til at besmudse hans ry, selv ikke i forbindelse med en værdig sag som ytringsfrihed. På den anden side bekymrede det mig, at Chávez havde indført en potentielt undertrykkende lov om 'social ansvarlighed', som vil hindre radio- og tv-stationer i at udsende budskaber, der, som det hedder, "støtter, forsvarer eller indbyder til forstyrrelse af den offentlige orden" eller "undergraver landets sikkerhed." Jeg vidste også, at i 2005 havde Nationalforsamlingen hævet strafferammen for ærekrænkelse og bagvaskelse, hvilket havde ført til flere sagsanlæg imod journalister.

Mediebaronerne

Alligevel var jeg tilbøjelig til at dele Naomi Kleins synspunkt: At "det er absurd at gøre Chávez til den største trussel mod den frie presse i Venezuela. Den hæder tilkommer Venezuelas private mediebaroner".

Hermed sigtede hun til, at RTC og tre andre større private tv-stationer i dagene op til det mislykkede kupforsøg mod Chávez i 2002 fyldte æteren med anti-Chávez-propaganda, kun afbrudt af olieselskabernes gratis 'public service'-reklamer, der opfordrede seerne til at gå på gaden for at støtte kupmagerne. Da det stod klart, at kupforsøget ville gå galt, lukkede RCTV brat for nyhedsstrømmen og sendte tegnefilm i stedet.

Joel fik mig dog overbevist om, at missionen ikke havde skjulte dagsordener. Han fremførte også, at min tilknytning til The Nation (venstreorienteret amerikansk tidsskrift, red.) muligvis ville kunne åbne døre for et personligt møde med Chávez. Dette mislykkedes ærgerligt nok - Chávez var rejst til Nicaragua for at deltage i præsident Daniel Ortegas indsættelseshøjtidelighed, da vi ankom.

Til gengæld mødte vi så José Vicente Rangel, en af Chávez' nære medarbejdere og stadig loyal over for præsidenten, skønt han netop var afsat som vicepræsident. Vi mødte også repræsentanter for oppositionelle medieselskaber foruden folk fra menneskerettigheds- og medie-ngo'er.

Svært at vurdere

Hvad var så vore konklusioner? At jeg havde grund til betænkeligheder, må jeg indrømme. For uanset hvor godt jeg havde forberedt mig, og uanset de mange vi talte med, fandt vi det meget vanskeligt at vurdere ytringsfrihedens stilling i Venezuela på kun seks dage, frem for alt på grund af det stærkt polariserede miljø, vi oplevede. På den ene side forsikrede RCTV os om, at de havde fulgt gældende lov om sendetilladelser. De havde i god tid ansøgt om fornyet sendetilladelse, men Informationsministeriet svarede dem aldrig, og derfor udløb tidsfristen for deres sendetilladelse. På den anden side forsvarede informationsminister Lara inddragelsen med henvisning til, at RCTV i dagtimernes sendeflade har eksperimenteret med udsendelser, som han betegnede som 'pornografiske sæbeoperaer', hvilket ifølge ham var et brud på loven om social ansvarlighed.

Elides Rojas, chefredaktør for den ligeledes oppositionelle avis El Universal hævdede, at lukningen af RCTV er et tegn på, at regimet har indledt fjerde stadie i en "planlagt overtagelse". I første fase angreb Chávez oppositionens medier og disses troværdighed, i fase to angreb han de oppositionelle medier for at være agenter for fremmede magter, i fase tre angreb han individuelle journalister ved navns nævnelse. Fjerde fase skulle så være overtagelse af ejerskabet eller lukning af det pågældende medie. Oppositionelle journalister kunne desuden fortælle os om gentagne tilfælde af nægtet aktindsigt, pålæggelse af 'indholdsrestriktioner' og bagvaskelsessager.

Den tidligere vicepræsident, Eleazar Diaz Rangel, insisterede ikke desto mindre på, at "Venezuela aldrig har haft større ytringsfrihed. Ikke en eneste journalist er blevet sat i fængsel. Ingen medier er eksproprieret. RCTV har politiseret denne sag, fordi de ikke har fået juridisk medhold".

Og han blev bakket op af Teodoro Petkoff, redaktør for det satiriske blad Tal Cual, som sagde:

"Mediebaronerne troede, de ejede landet, men Chávez var smartere og har ud-manøvreret dem."

Grundig proces

Rangel fortalte os, at selv om Chávez havde bekendtgjort inddragelsen af RCTV's sendetilladelse på vanlig bramfri facon, så var den resultat af en grundig, bureaukratisk proces. Hvor er de dokumenter, der beskriver denne proces, og hvorfor er de ikke offentliggjort, spurgte vi så. Rangel kaldte straks på en mand, som angiveligt havde dette som ansvarsområde, og bad ham om at give os adgang til akterne. Men hvis de overhovedet eksisterer, fik vi dem aldrig at se.

Så vi endte med at skrive en pressemeddelelse og holde en pressekonference, hvor vi fremlagde vores foreløbige resultater og fællesudtalelse om, at grundet manglen på en gennemsigtig, offentlig proces med klare retningslinjer, må beslutningen om ikke at forny RCTV's sendetilladelse forventes at få negativ effekt på ytringsfriheden i Venezuela. Det skal dog siges, at denne kritiske udtalelse blev ordret refereret i alle lokale aviser - både dem for og imod regimet - foruden i venezuelansk tv.

Det for mig mest spændende ved vores mission var dog ikke så meget de ret få kendsgeninger, vi fandt frem til, men de spørgsmål, jeg tog med hjem: Var beslutningen om ikke at forny RCTV's sendetilladelse blot venstrecaudilloen Chávez' seneste magtmisbrug? Vil Chávez som Castro før ham vise manglende forståelse for ytringsfrihedens værdi? Eller omfatter hans løfte om at 'give magten til de fattige' og hans dekret-overgangsstyre en plan om at sikre større demokratisk og folkelig adgang til og fælles ejerskab af kommunikationsmidlerne?

Hvis Venezuelas informationsministerium og Chávez ellers har lyttet til vores anbefalinger, vil de næste gang, de skal overveje en sendetilladelse, sætte den i offentligt udbud med det formål at sikre en sand mediediversitet. Nye sendetilladelser bør gå til stationer ejet af kooperativer, til lokale foreninger, til halvstatslige eller små private selskaber eller til stationer som Telesur (der i fællesskab ejes af Argentina, Uruguay og Venezuela). Dette kunne blive et bud på en mere demokratisk mediestrategi, der oven i købet vil kunne blive den amerikanske model overlegen, eftersom denne, al snak om om ytringsfrihed og public service-forpligtelser til trods, reelt er domineret af nogle ganske få megakoncerner.

Modstandere af Chávez ynder at latterliggøre hans snak om 'socialisme i det 21. århundrede' som oppumpet populistisk retorik og tvivler på hans hensigter. Måske ville det indtil videre stadig være bedre at kalde den for 'magisk realisme'. Den er stadig en fiktion, men en fiktion, som man må håbe endnu har chance for at blive opdyrket som eftertragtelsesværdigt ideal.

Victor Navasky er tidligere chefredaktør for The Nation og bestyrelsesmedlem i Amerikansk Pen

© The Nation og Information

Oversat af Ebbe Rossander og Niels Ivar Larsen

Kronikken i morgen:

Ikke rettigheder, men omsorg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her