Læsetid: 4 min.

Hul gennem tiden

Niels Brunses roman fra den engelske revolution blander SF og historisk roman og Robinsonade og meta-roman
22. august 2005

En god, gammelkendt, veltjent idé bærer Niels Brunses nye roman. Tids-rejsens idé. Drømmen om gennem et hul i tiden at dratte ned i et fremmed århundrede med mulighed for at opleve historien som hverdag på sin krop. Vi kender ideen som selskabsleg: i hvilken tid og hvilken kultur ville du gerne have levet? Historiske romaner og film bygger på en lignende leg, og drømmen om at rejse gennem tid er vigtig ingrediens i moderne massekultur-turisme: SON ET LUMIERE.

Danske John Vivilt, kulturmedarbejder ved Danmarks Radio, 35 og barnløs, sejler en sommerdag alene ud fra Skagen og havner, nøgen og fortumlet, men selvfølgelig ret glad for at blive reddet, på en engelsk fiskerbåd.

Hans nye venner er flinke og rare, men de går klædt i noget mærkeligt tøj og taler et engelsk, der forekommer ham underlig arkaisk. Er han blevet løftet ind i et rollespil, et kostumeparty, en filmoptagelse af en slags? Nej, det er alt sammen såre virkeligt.

Jordisk gudsstat

Vi er i 1647, under den engelske borgerkrig, hvor puritanerne og parlamentet kæmpede mod kongen og hans tro royalister, hvor Charles den Første blev henrettet og Oliver Cromwell tog magten som såkaldt Lord Protector, oprindelig med det projekt at oprette en jordisk gudsstat på puritansk basis med størst mulig lighed og frihed for alle, og hvor utopien som bekendt endte med et højst diskutabelt rædselsregime. To år efter Cromwells død vendte kongedømmet tilbage, med Charles den Anden.

Det når John nu ikke at se, han bliver (formentlig) hængt inden da, men han når da at deltage i slaget ved Preston, og diktatoren kommer han tæt på. Hvor tæt han kommer, vil jeg ikke afsløre her, kun nævne, at han får en chance for at ændre historiens gang.

Selv forestiller helten sig, at skæbnen har moret sig med at tage hans optagethed af "gamle dage" på ordet og ladet John Gammeldags, som han blev kaldt på gymnasiet og siden på universitetet, få syn for sagn, så det forslår.

John Gambledays

I løbet af sine 10 år i revolutionens England når John at opleve adskilligt. Han bliver soldat, skibsværftsarbejder og skriver, ja, han bliver tilmed elsker og far. Når folk spørger, hvor han kommer fra, disker han op med historien om John Gambledays fra Norge, som han efterhånden får til at lyde nogenlunde plausibel. Den egentlige forklaring er dog, at han uforvarende er blevet 'krononaut' og deltager i et storstilet sovjetrussisk forsøg på at gennemføre den proletariske revolution 270 år før tiden ved at fremkalde hul gennem tiden og skænke dampmaskinen til puritanerne i det tekniske fremskridts og den ortodokse marxismes ånd. Da John hører dette, begynder det virkelig at svimle for ham: Tænk hvis verden, her og nu, bliver lavet om, så den tid, han kom fra, aldrig vil indtræffe!

Genremæssigt former Havmanden sig som en prægtig blanding af historisk roman, science fiction, computerspil ("Du er selv hovedperson i historien"), kærligheds- og rejseroman i traditionen fra Robinson Crusoe. Metaroman kan den også kaldes, eftersom den fortælles i et fængsels lukkede rum, hvor den talende alene er henvist til sin rekonstruerende erindring, til et rekapitulationsrum, et fortællerum, som han siger. En "parallelverden", om man vil, litteraturens og fantasiens.

Det tabte Paradis

Niels Brunses konstruktion, der er sindrig og intelligent uden at være fortænkt, spidser æstetisk til i den scene i slutningen af værket, hvor John, der i studietiden læste, ja, gennempløjede sin navnebroder Milton, bringes med til litterær soiré hos den blinde mester og fremsiger berømte vers fra Paradise Lost, linjer, som på det tidspunkt bare findes i digterens hoved!

Egentlig kunne man unde Havmanden at blive oversat til et nuancerigt engelsk. Det ville give en ekstra dimension og mulighed for komiske verbale effekter. I den foreliggende originalversion noterer vi os, at Brunse, stilbevidst som han jo er, lader John bruge godt med "nudanske" gloser og f.eks. sige sparringspartner, hit, opdatere, realtid.

Det får læseren til sprogligt at fornemme tidsrejsens problem: hvad går der for sig i hovedet på én, der får sit "vaneslør" revet til side og pludselig tvinges til at forholde sig konkret til det fremmede i dets anderledeshed?

Elske historien

Politisk og socialt har romanen sit perspektiv i drømmene om en anden bedre verden, de drømme, der dengang som nu nemt risikerer at ende med drømmens dæmoniske modsætning. Man husker her Niels Brunses gamle digte fra slutningen af 70'erne og de tidlige år af 80'erne, hvor han med aktuelt afsæt i Polen og Solidaritet filosoferede over historien:

Måske er det Vorherre selv,

der skriver den sande historie

ved en pult i sin himmel,

langsomt og pertentligt

med en fjerpen, han har pluk-

ket

af en tjenende engels vinge?

Nej, mest af alt tror jeg på

at historien skrives

uhåndgribeligt og upersonligt

et utilgængeligt sted

og ikke ved en pult,

men på en computer:

Et sted i et lille kontor

i rummet mellem den tolvte

og sekstende dimension

udspyr en linieskriver

i rasende fart historien

- milliarder af ord, læst af ing-

en,

men ubestridelige tilsammen.

Digtet, "At læse historien" (i Historien standser aldrig, 1981), slutter med at konstatere, at historien uophørligt skriver på sig selv, og at hverken diplomaterne med deres noter eller pengefyrsterne med deres talkolonner, endsige vi, der "lægger sten på sten / og ord til ord, / kan læse hvad der skrives / netop nu."

Mærkeligt nok indebærer sådan en afmægtig konstatering et modigt håb på dagens og morgendagens vegne. Og hvad angår fortiden, kan der være en glæde i at kvitte drømmen om at lave verden om fra grunden af. Hvad Havmanden da kan lære os, er på en måde at elske historien. Herunder historien, som vi får den fortalt af en digter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu