Læsetid: 3 min.

Hul i hovedstaden

4. april 1998

RIGETS HOVEDSTAD er ved at gå op i limningen. Det område, hvor over en trediedel landets indbyggere bor, døjer med arbejdsløshed, trafikproblemer, skæv økonomi, dårlig sygehusforvaltning, forfald af byer og landskaber. Der er måde med opsvinget.
En del af tristheden er selvforskyldt. Området har ikke en indretning af sin administration, der er egnet til at løse problemerne. Kaos er ikke et stærkt ord: Der er 50 kommuner, fem enheder med amtsstatus, og en mangfold af særmyndigheder med staten som deltager, nogle af dem forklædt som private foretagender. Det kan kun gå galt. Det siger aktørerne også selv - med galgenhumor, når de selv kikser, med skadefryd, når de andre gør det.

BEHOVET FOR en samlet styring af hovedstaden har været erkendt i hundrede år. To gange har der været gjort noget ved det. Første gang i 1901, da Brønshøj, Damhussøen, Valby, Vigerslev, Kongens Enghave og Sundbyerne på Amager blev indlemmet i Københavns Kommune.
De næste årtier troede man på Rådhuspladsen, at det var ved gradvis opslugning af ydersognene, den fælles ledelse skulle sikres. Store skønne planer blev lagt for det østlige Sjælland, så de var i klar i skuffen til den dag, hvor...
Den dag kom som bekendt aldrig. Socialdemokratismen i Københavns Kommune gjorde andre partier bandsat på, at den ikke skulle have lov til at brede sig. Selv socialdemokratiske kommuner på Vestegnen fik efterhånden selvværdsfølelser.
Det andet store fremstød fandt sted i 1974. Belært af 1960'ernes tumultudvikling oprettede Folketinget ved lov Hovedstadsrådet. Det skulle være den overordnede planlæggende og styrende myndighed for Københavns og Frederiksberg kommuner (der også har amtsstatus) og for Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter - og for områdets 50 kommuner. Hip, hip!
Der var bare den skavank, at alle de bestående myndigheder fik lov til at... bestå. Hovedstadsrådet fik ikke ret til selv at udskrive skat. Dets medlemmer blev ikke demokratisk valgt, men udpeget af amterne og kommunerne. Med de indkodede handlingslammelser var det oplagt, hvem der måtte give efter i magtsammenstød. Helheden tabte, nærmest planmæssigt.
VKR-regeringen drog i 1989 den ulogiske konsekvens, at det var Hovedstadsrådet, der var den overflødige myndighed. Tilbage til det rene kaos.

NYRUP TRÅDTE reformivrig til i 1993 og nedsatte endnu en hovedstadskommission. Den ivrede for en ny overordnet myndighed, men overlod størrelsen til politikerne: Skulle også Frederiksborg og Roskilde amter økses, så man fik "et stort storamt"? Eller skulle man nøjes med "et lille storamt" bestående af Frederiksberg og Københavns kommuner og Københavns Amt?
Det kunne regeringen - og mange andre partier, for den sags skyld - ikke enes om. Nyt fallissement.
For at skjule fiaskoen nedsatte Nyrup i 1996 nok en lærd forsamling: Opgavekommission, der skulle se på den kommunale opgavefordeling i hele landet. Når den har afgivet betænkning i december 1998, har vi grundlag for igen at se på hovedstaden. Sagde regeringen. Og gentog så sent som sidste uge indenrigsminister Thorkild Simonsen. Han pegede på 2000 som året for handling. Der åbner Øresundsbroen, og svenskerne har allerede rustet sig administrativt til dens velsignelser.
Men hir, hir! Dette blad kunne i onsdags afsløre, at Opgavekommissionen slet ikke beskæftiger sig med hovedstadens særlige forhold. Og heller ikke agter at gøre det. En reform af hovedstaden behøver slet ikke at afvente kommissionens betænkning, bekræftede kommissionsformanden. En politisk tildækningsmanøvre blev således afdækket. "Hvad dælen nøler I etter?" som Tordenskjold råbte, da svenskerne ikke kunne bekvemme sig til overgivelse.
Under foregivende af at vente på det, som den altså ikke behøver vente på, er regeringen i gang med en listig ekspedition. Den vil sammenlægge Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) med Københavns Amts Sygehuse. "En første fase i en egentlig hovedstadsreform" hedder det i regeringsgrundlaget.
Forståeligt nok fyger protesterne ind fra Københavns Amt og fra oppositionen. Det er lusket at bruge den herskende opstandelse over hospitalerne som løftestang. Sådan kan man ikke lempe en kvart hovedstadsreform igennem. Endemålet skal være kendt på forhånd. Ellers går det galt en gang til. Også her skulle de radikale skamme sig over funktionssvigt.
De sidste par dage er Nyrups ny regering begyndt at ligne en generation, der snublede i starten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her