Læsetid: 4 min.

Et hul med menneske omkring

Susanne Stauns nye roman 'Skadestuen' er en bister, vittig og spændende thriller om prostitution som alt andet end handel mellem ligeværdige partnere
6. oktober 2005

"Ikke et sekund fandt jeg det mærkeligt, at det var selveste ambassadøren, jeg talte med, og ikke en sekretær eller noget helt andet. ... ikke et sekund tænkte jeg på at tjekke noget som helst. Denne mand var så et hundrede procent civiliseret. Det var ægte, det var langt herfra, det var en udvej for os omsider."

Sådan tænker Katarina på 26, hovedpersonen i Susanne Stauns fremragende nye spændingsroman. Katarina er en usbekisk engelsklærerinde, der får arbejde ved ambassaden i Prag. Tror hun. Men i stedet bliver hun kidnappet og voldtaget, hendes pas og tøj konfiskeret og ødelagt, mens hun selv installeres på et tjekkisk provinsbordel med det ironiske navn Skadestuen 'stedet, hvor kvinder kommer til skade, hvis de ikke opfører sig ordentligt, og mænd får plaster på.'

Tanken var ellers, at hun ville sende penge hjem, efter at hun er blevet eneforsørger for sin mor og toårige datter Ellen. Hendes mand Orif er netop blevet myrdet, og hun selv lige så uforklarligt fyret fra sit job.

Men efterhånden går det op for hende, at der ikke som lovet går en rød øre ind på moderens konto derhjemme. På bordellet forhindrer kun solariebesøg og makeup hende i at ligne, hvad hun er, en cellefange, der modtager 15 daglige besøg, 15 daglige pikke på mænd med vidt forskellig renlighed.

Romanen afslører med andre ord, hvad læsere af bl.a. denne avis nok anede, nemlig, at prostitution ikke just er handel mellem ligeværdige partnere, men ved at lade luderen selv fortælle sin historie gør Susanne Staun hende til et menneske med vilje og skæbne.

Katarina overtager nemlig aldrig andres billede af hende som foragtet luder og skammer sig heller ikke. Ud af hendes mishandlede krop, ydre nedværdigelse og knugende længsel efter sit barn stiger tværtimod som en Fugl Føniks hendes alter ego, katten Kat, der sætter kløerne i for at begynde et nyt liv, som planen hele tiden har været:

"Katarina vil hjem til Ellen. Med millioner i lommen. Det skal hun nok komme!"

Da det ser sortest ud, går Katarina dog ned med en depression. Men sådan noget dør man af, får hun at vide, en apatisk luder kører ingen penge hjem til ejerne. Et hul er altså ikke bare et hul, reflekterer hun: "Det skal sidde på et menneske, der skal have eller foregive at have en eller anden følelse."

At gennemskue dét er en del af det forsvar i kvindekrop og -psyke, som udspalter angst til lystens skuespil.

Som Staun lader sin hovedperson tænke: "Det, der berørte hende mest i alt dette, som meget hurtigt blev rutine, var, at de hver gang, langt de fleste, kiggede på hende med samme indtrængende forelskede blik, som Orif havde gjort, dengang, når de elskede, dengang i hendes tidligere liv. Er der virkelig så stor forskel på mænd og kvinder? tænkte hun. De elsker mig jo ikke! De kender mig jo ikke!"

Her når Katarina til kernen i prostitutionens element af mandligt selvbedrag, nemlig den gådefulde mangel på kobling mellem lyst og empati. At samleje overhovedet kan gennemføres, er øjensynlig tilstrækkeligt for at gøre det (jvf. også Jørgen Leths nyeste reflektioner over sin 'ret' til kokkens 17-årige datter).

Staun gør dog langtfra alle mænd ens. Kun en enkelt bagmand er 100 procent kynisk, de øvrige blot til salg for højstbydende, mens de (få) omsorgsfulde luderkunder fremstilles som særdeles menneskelige - små, selviske, usikre, længselsfulde, endda impotente.

Under sin depression tilbydes Katarina en særlig udvej: Hun skal bare liiige medvirke i en snuff-film, hvor hun iført sygeplejerskeuniform får savet arme og ben af med en motorsav, voldtages og til sidst også får hovedet savet af. 'Du bliver bedøvet og mærker ingenting,' trøster hendes vogtere opmuntrende. Kat accepterer - dét eller selvmord.

Men da hun i banken vil sikre sig, at de 50.000 euro går ind på kontoen, opsnapper hun et indforstået blik mellem vogteren og bankkasseren: Det hele er fup, der skal narre den dumme luder. Kun døden er reel, og i et splitsekund lykkes det hende at stikke af.

Herfra finder bogen sig selv som en thriller, der passer til den stemme, Susanne Staun giver overleveren Kat.

På sin flugt havner Katarina/Kat hos nye vogtere og indser nødvendigheden af at overtage bødlernes metoder. For hvad hvis bagmændene for at statuere et eksempel over for andre vil f.eks. ramme hendes barn? Det tjekkiske politi er ingen hjælp, tværtimod har de mistænkeligt gode relationer til kvindehandlerne, foruden den samme bagatelliserende holdning, man chokerende nok også møder i det danske offentlige rum. Nemlig et syn på prostitution som et job, der vælges frivilligt, med åbne øjne, kan forlades igen uden skader - og i øvrigt er både godt betalt og fyldt med (mænds) lyst...

Over for denne liberale noget-for-noget-idyl sætter Staun et særdeles realistisk billede af grov og velorganiseret kriminalitet på højt plan, der samtidig konkretiserer verdens ulighed.

Lad derfor dem, der stadig ser prostitution som udtryk for frisind og lyst, læse Skadestuen. Også for at møde den mest kontroversielle og mindst politisk korrekte actionhelt, jeg har set i romanform. Efter den lidt skuffende Martas hjerte fra sidste år er Skadestuen på niveau med Susanne Stauns bedste Fanny Fiske-romaner, med et fortælledrive, der jager læseren hvileløst fra side til side, og som trods sit barske emne er både opløftende og vittig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu