Læsetid: 4 min.

Hul på bylden

20. maj 1997

"Jeg forestiller mig en ordning, hvor man arbejder med forskellige puljer - eksempelvis danske virksomheder, økologiske investeringer eller investeringer med størst muligt afkast - som medlemmerne af Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) kan vælge mellem. Det kan selvfølgelig betyde, at nogle vælger en pulje, som giver mindre afkast end andre. Men det er i så fald ens eget valg."
Hans Jensen, Formand for LO,
Landsorganisationen i Danmark

GARVEDE LÆSERE af denne avis må spærre øjnene op ved ovenstående citat, der genfindes i en reportage på side 4: Siger den nuværende LO-formand virkelig det? Tager Hans Jensen nu lige pludselig kampen op for Økonomisk Demokrati?
Den store ØD-samfundsvision, som hans navnkundige forgænger Thomas Nielsen i halvfjerdserne som daværende LO-formand sloges for med forbitret energi. Indtil han i erkendelse af sit nederlag gik af med den allerede bevingede konstatering: "Vi har sejret - ad helvede til." Hvorefter historien om grundlæggende samfundsændringer gik i stå og nyliberalismen triumferede med sin globale deregulerede markedsøkonomi på kapitalistiske betingelser.
Er dette helvede blevet Hans Jensen for hedt? Indtryk har det i hvert fald gjort, hvad tillidsmand Hans Jørgen Levesen fra asfalt- og tagpapvirksomheden Phønix i Vejen sagde her i bladet i begyndelsen af året: "Da vi i sin tid fik indefrosset vores dyrtidsportioner, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at disse penge ville blive brugt til at slagte vores egen virksomhed og nedlægge vores egne arbejdspladser. Vi havde heller ikke forestillet os, at det beløb, der hver 14. dag trækkes på vores lønsedler til ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension), skulle bruges til det samme."
Endnu større indtryk gjorde det, da Hans Jensen blev slæbt i TV-avisen for at forklare lønmodtagerkassens investeringer i Cheminova.
Tidens modeudtryk som 'den politiske forbruger', 'den politiske virksomhed', 'etiske regnskaber', 'virksomhedernes sociale og økologiske ansvar' er mere end tidsåndens mondæne luner; de er udtryk for en ny modstandskraft, der nok endnu er uden sammenfattende teori og overordnet fællesbetegnelse, men alligevel ikke er til at komme udenom. Heller ikke for LO's formand.

LØNMODTAGERKAPITALISMEN kaldte efterkrigstidens største danske økonom, Thorkil Kristensen, hvad vi i realiteten er rendt ind i, ikke bare her i landet. En samfundsindretning, som hverken konservatismens profet Edmund Burke eller liberalismens profet Adam Smith eller socialismens profet Karl Marx eller velfærdsstatens profet John Maynard Keynes havde forudset: Under fastholdelse af fantomer som 'den private ejendomsret', 'arbejdsmarkedets modstående parter', 'arbejdsgivernes ret' til at forlede og 'arbejdstagernes ansættelses- og afskedigelsesvilkår', 'modsætningen mellem højrefløj og venstrefløj' - har proletariatet overtaget den rå kapitalmagt og via stemmeretten den formelle stats- og lovgivningsmagt. Så godt som.
For ingen har rigtig villet være ved det! Den uforudsete revolution stred i den grad mod profeterne og de indarbejdede vaner med dertil knyttede privat- og organisationsinteresser, at de lærde på universiteterne, de magthavende på arbejdsmarkedet, de politiske ideologer på Christiansborg og de glansfulde mediepampere i menings- og underholdningsindustrien kunne lade som ingenting.
Konflikter som Phønix- og Cheminova-sagerne og globaliseringens eksport af arbejdspladser og fremskyndelse af mange andre arbejdspladsers robotisering gør sammen med miljøbevidstheden dog i pludselige ryk de ellers så afideologiserede lønmodtagere opmærksomme på deres faktiske (kapital)magt. Også den risikerer at blive omsat til tidens nævenyttige individualisme, hvis ikke den i tide fører til - Økonomisk Demokrati. Med rette føler Hans Jensen, at demokratiseringen nu er på høje tid.

OMTALEN I DAGENS AVIS af de andre fagforeningslederes udenomssnakkende reaktioner på LO-formandens dristige udspil viser endnu engang, at demokratiet er stærkt truet af indarbejdede magtinteresser. Og af udarbejdede forestillinger om, at de vestlige demokratier i længden kan overleve på markedskræfternes kapital- og organisationsmagter, mens nationalstaterne smuldrer og borgerne individualiseres.
Steen Gade har ret i, at skal kampen for økonomiens demokratisering lykkes, må den omfatte et bevidst forsøg på at gennemføre, hvad hans parti, SF, kalder glokalisering: lokalisering af det fælles ansvar for at globaliseringen ikke fører til social og økologisk opløsning. Det sker ikke ved individuel afkrydsning af investeringsønsker, men ved at lokale foreninger og udviklingsselskaber målrettet viser, at 'størst muligt afkast' ikke længere kan vurderes af 'de hysteriske kællinger' på valuta- og investeringsmarkederne, fordi deres horisont er alt for snæver. Så snæver, at de ombølget af tidsåndens virak opfatter den som en glorie.
Den må pilles af dem af folk, der kan indse, at hvad skal en stor alderdomsforsørgelse til, hvis naturen og samfundet i mellemtiden er blevet - et helvede?
Det er i dag helt tydeligt, at den traditionelle kapitalmagt ikke magter at investere i de arbejdspladser, der skal sikre både konkurrenceeve og hensyn til de truede miljøer og befolkningsgrupper. Det bliver et slagsmål uden lige at finde ud af, hvordan både LD og ATP og arbejdsmarkedspensionskasserne i samarbejde med offentlige såvel som private virksomheder og hele vores uddannelses-, oplysnings-, kunst- og kulturliv standser den kapitalistiske markedsøkonomis globale totredjedels- og enfemtedelssamfund og naturødelæggelse.
Men det er et slagsmål, der igen vil gøre de politiske skel nærværende og inspirerende.

el (Ejvind Larsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu