Læsetid: 4 min.

I den hule hånd

13. marts 1998

HAN DEMONSTREREDE det allerede på valgnatten, ham præsidenten, landsfaderen eller hvad det nu er, han er avanceret til efter den overraskende valgsejr ved onsdagens folketingsvalg. Poul Nyrup Rasmussen ankom først til den socialdemokratiske sejrsfest i Folketingets Landstingssal på den forkerte side af midnat og forblev der skamløst længe, smilende, skålende og skrålende socialistiske kampsange som Når jeg ser et rødt flagt smælde. Imens smældte og skældte de øvrige partiledere - minus Marianne Jelved - inde hos Uffe Ellemann, hvor de i venten på Nyrups nærvær ved tv's partilederrunde havde fundet sammen om at drikke fad-øl - de kristeliges Jann Sjursen dog sodavand. Nyrup kunne gøre, som det passede ham, og det gjorde han. Først med to timers forsinkelse kom den traditionelle partilederrunde i gang som afslutning på årtiers mest nervepirrende valgdrama.
Med bare ét mandats flertal - sikret af 176 stemmer på Færøerne - har statsministeren nu bragt sig i en situation, hvor han tilsyneladende har det hele i sin hule hånd. Efter en valgkamp, der endte med, at radikale og socialdemokratiske ministre gik rundt i deres ministerier og sagde farvel-og-tak-for-denne-gang, bragte selve valget en helt uventet valgsejr til Socialdemokratiet. Godt nok kun ét mandats fremgang - neutraliseret af de radikales lige så store tilbagegang - men sammentalt med SF's, Enhedslistens, et grønlandsk og et færøsk mandat nok til at sikre blokken til venstre 90 mandater mod den borgerlige bloks 89. I tal præcis det samme som før valget, i alt fald i de situationer hvor løsgængeren Jacob Haugaard kunne regnes som borgerlig. Men alligevel med ganske afgørende forskelle, som nu synes at sikre Nyrup næsten fuld kontrol over situationen.

FOR DET FØRSTE den afgørende forskel, at det borgerlige alternativ ligger i ruiner. Uffe Elleman-Jensens Venstre, som i flere år har ligget til stærk fremgang, fik intet ved valget. Og makkeren, Per Stig Møllers konservative folkeparti, led et katastrofalt nederlag med et frafald af 40 procent af partiets vælgere. Til gengæld gav valget mærkbar fremgang til to borgerlige midterpartier - Kristeligt Folkeparti og CD - som imidlertid ikke kan bruge deres mandater til noget som helst som del af en fast borgerlig blok i mindretal.
Derfor blev der allerede natten til torsdag på det kraftigste inviteret til samarbejde hen over midten. Især fra CD og Kristeligt Folkeparti, men også den groggy Per Stig Møller vil, når han genvinder fatningen, kunne indse, at det er udsigtsløst at lægge sig - som Mimi Jakobsen sagde torsdag - "i baghjulet på Uffe." De konservatives eneste vej tilbage til indflydelse og respekt består i at levere "konservative stemmer der arbejder".
Med denne forventede byden sig til fra K, CD og KRF kan Nyrup manøvrere mellem højre og venstre og skabe sig skiftende flertal i skiftende sager. Med de kristelige tilbage i Folketinget er der genskabt et solidt grønt flertal, der f.eks. kan sikre nye grønne afgifter, forbud mod grimme kemikalier, fremskridt i trafikpolitikken m.m. Med venstrefløjen og med det stadig mere socialt bevidste CD, ja, selv med de svages sande væbner i skikkelse af Pia Kjærsgaard, kan SR-regeringen gennemføre sociale forbedringer. Og med de konservative, CD, KRF og måske Venstre kan man formentlig gennemføre såkaldt økonomisk ansvarlig politik, dvs. upopulære indgreb og stramninger til fordel for bl.a. betalingsbalancen.

NATURLIGVIS ER den parlamentariske situation grundlæggende utryg for den ny Nyrup-regering. Hvis den socialdemokratiske færing Jóannes Eidesgaard bliver sur over Færø-sagens videre forløb eller føler sig for dårligt betalt for sin loyalitet - han er allererde ved at hæve prisen - eller hvis et medlem af Enhedslisten, SF eller regeringspartierne bliver momentant vanvittig eller bare politisk utilregnelig som Jacob Haugaard, ja, så kan flertallet forsvinde som dug for solen.
Så længe mandaterne bliver hvor de er, kan Nyrup imidlertid holde politik-udøvelsen i sin hule hånd. Det er svært at få øje på sager, hvor statsministeren kan finde på at agere så stejlt, at han får et flertal imod sig.
Spørgsmålet er, om denne parlamentariske situation også er egnet til at sikre god politik? I valgkampen fik SR-regeringen mange hug for ikke at besidde visioner. F.eks. klare forestillinger om, hvordan globaliseringens udfordringer kan tackles, eller hvordan de sociale fællesskabers deroute kan bremses. En mandatfordeling, som frister til pragmatisk, opportunistisk kryds-sejlads, er ikke nødvendigvis det bedste afsæt for at udvikle og realisere nye smukke modeller for det socialt og økologisk bæredygtige velfærdssamfund.
Derfor var det med en blanding af svage håb og bange anelser, at man torsdag ved Publicist-klubbens dagen-derpå-møde kunne høre statsministeren varsle en ny tid med, som han sagde, "En ny start". Mon ikke det er lige nu - under de kommende dages fortrolige drøftelser om det ny regeringsgrundlag - at Det radikale Venstres selvransagende bagland skal kende sin besøgstid? jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her