Læsetid: 5 min.

Hulemanden spøger stadig

VK kommer til at opgive skrappe reformer
20. maj 2006

Onsdagens massedemonstrationer landet over har vist, at Anders Fogh Rasmussens mangeårige anstrengelser for at begrave hulemanden ikke er lykkedes til fulde.

Protesterne illustrerede, at mange tusinde mennesker fortsat forbinder VK med en politik, der handler om nedskæringer og forringelser af forholdene for manden på gulvet. Et billede, som Anders Fogh Rasmussen ellers ihærdigt har forsøgt at knuse, siden han overtog formandsposten fra Uffe Ellemann-Jensen.

I dag er status, at Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kappes om at lytte mest til 'folkets røst' og være det parti, som får luget flest tidsler ud af regeringens velfærdsforslag. En yderst skrabet reform, som formentlig bliver resultatet af de igangværende forhandlinger, vil derfor udstille, at Anders Fogh Rasmussen ikke er lykkedes med sin strategi for, hvordan jorden gødes langsomt for omfattende og kontroversielle reformer. Tryghedskontrakten har ikke virket helt efter hensigten.

Under de seneste valgkampe har Venstres strategi været at slå Socialdemokraterne på velfærdsbanen. Vælgerne skulle overbevises om, at de kunne være fuldstændig trygge ved, at hulemanden ikke ville springe frem og vise tænder, når først valget var vundet. Der ville ikke komme ubehagelige indgreb over for lejere, pensionister eller arbejdsløse.

For at skabe tryghed fremsatte Fogh bastante løfter, som da han i december 2000 forklarede i et interview om at få ledige i job:

"En anden og langt mere drastisk måde at tvinge dem ud på arbejdsmarkedet kunne være at skære i dagpengene og kontanthjælpen. Det ville samtidig kunne fremskaffe store offentlige besparelser. Men det kommer ikke på tale med en borgerlig regering. Der er ikke mange penge at slå til Søren for på en overførselsindkomst. Det hænger ikke sammen socialt at skære ned her. Det siger jeg nu - og det siger jeg også efter et valg.

Under selve 2001-valgkampen var et af de centrale opgør i valgkampens slutspurt Venstres planer om at halvere dagpenge og kontanthjælp for unge 25-29-årige.

Nøjagtigt samme forslag, som indgår i regeringens nuværende velfærdsudspil, men som efter alt at dømme må pilles af bordet.

Dengang afviste Anders Fogh Rasmussen hårdnakket, at Venstre kunne finde på noget sådant. Fogh anklagede ligefrem Poul Nyrup Rasmussen for at tale usandt, når Socialdemokraternes daværende formand fastholdt, at Venstre havde planer om dagpengeindgrebet over for mennesker i 20'erne. Indgrebet fremgik af Venstres eget finanslovsforslag, men det var ikke rart for Venstre at få hevet det frem i lyset få dage før, danskerne skulle afgøre, om Nyrup skulle overlade Statsministeriet til Fogh. Derfor nægtede Fogh.

Ingen reform uden S

I en af slutspurtens afgørende tv-debatter i weekenden før folketingsvalget afviste Venstres formand pure, at der var noget om snakken. Kun hvis ledige ligefrem afviste tilbud om job eller uddannelse, risikerede de unge at få hjælpen beskåret, forsikrede Fogh. Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg kom imidlertid for skade at indrømme over for Jyllands-Posten 19. januar 2001, at Venstres plan faktisk var at halvere dagpengene til de unge. Men den indrømmelse fik Venstres top hurtigt sat en stopper for. Ifølge Dagbladenes oplysninger sørgede Foghs daværende spindoktor Michael Kristiansen for, at sagen blev lagt død i dagene op til folketingsvalget. Vibjerg skulle ikke gøre yderligere opmærksom på Venstres politik på det område.

Op til 2005-valget var det atter magtpåliggende for Anders Fogh Rasmussen at berolige den del af vælgerkorpset, der frygtede, at hulemanden ville stikke en finger op af graven og vejre morgenluft.

Tryghedsstrategien udfoldede sig ved, at statsministeren ved en række lejligheder opstillede præcise kriterier for, hvordan eventuelle velfærdsreformer skulle gennemføres. Forudsætningerne var, at virkningerne første skulle træde i kraft på den anden side af endnu et folketingsvalg. At reformer af for eksempel efterløn skulle indføres gradvist, så folk kunne nå at indstille sig på de nye vilkår. Og endelig, at omfattende velfærdsreformer ikke ville blive gennemført uden Socialdemokraterne. Vælgerne kunne altså føle sig trygge ved, at hvis Venstre en dag ville lave måske upopulære reformer, skulle Socialdemokraterne sige god for indholdet.

Kravet om et bredt forlig er blevet understreget ved flere lejligheder.

Første gang, det blev fremsat, var på Det Radikale Venstres Nyborg-Strand-stævne i januar 2005, hvor Anders Fogh Rasmussen lancerede sin køreplan som udtryk for "moderne politisk ledelse":

"Sådanne politiske aftaler skal hvile på et bredt flertal i Folketinget. Det vil jeg definere således, at et sådant flertal som minimum skal omfatte Socialdemokraterne," sagde statsministeren i Berlingske Tidende. Et par dage efter supplerede Venstres politiske ordfører Jens Rohde:

"Vi har sagt, at vi ikke vil lave grundlæggende velfærdsreformer uden Socialdemokraterne, og det står vi ved."

På sit sidste ugentlige pressemøde forud for folketingsvalget i februar 2005 præciserede Anders Fogh Rasmussen, at han generelt gik ind for brede forlig, når det handlede om store reformer. Men at han direkte stillede det som en betingelse, at Socialdemokraterne kom med, når det drejede sig om velfærdsreformer.

"Jeg vil meget gerne, at så snart vi taler om store reformer, at der så er brede flertal bag. Men der, hvor jeg har sat det op som en betingelse for mig, det er, når vi taler om gennemgribende velfærdsreformer, der har betydning for folks privatøkonomi og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet," sagde Fogh på pressemødet.

S har ikke længere veto

Dagen før folketingsvalget var det Venstres næstformand, indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der beroligende slog fast, at "der skal ikke justeres i efterlønnen uden brede flertal." Siden folketingsvalget har Venstre imidlertid talt sig langt væk fra den veto-ret, partiet udstyrede Socialdemokraterne med. På de seneste pressemøder har statsministeren bedyret, at det kun er journalister, der har givet Socialdemokraterne vetoret i velfærdsforhandlingerne.

Nu taler Fogh i stedet om, at et bredt forlig er "en god ting", og at det fortsat er noget, regeringen "stræber" efter.

"Det er dig og jer, der hele tiden bruger ordet veto. Det, jeg har sagt, er, at vi skal stræbe efter at få en bred aftale," sagde statsministeren for nylig, da han blev spurgt, om Socialdemokraterne fortsat har vetoret.

Ved samme lejlighed understregede han, at regeringen "slet ikke går ind i spekulationer om, hvad der skal ske, såfremt det ikke lykkes".

I velfærdsforhandlingernes afgørende fase har Dansk Folkeparti nu genoplivet den vetoret, som Fogh synes at have glemt. For at presse Socialdemokraterne har DF drillet med, at S da bare kan skrotte sit eget reformforslag - så vil DF følge trop.

Fogh er med andre ord oppe imod et parlamentarisk grundlag, der vil have lavet så få ændringer som muligt - og som ikke har lyst til at genere 'manden på gulvet' for at hjælpe en regeringschef, der netop har slået fast, at DF ikke kommer med i regering efter næste valg.

Socialdemokraterne kan - den seneste lange krise taget i betragtning - have brug for at skrue prisen op for en aftale, så partiets eksistensberettigelse står lysende klart. Og Fogh er oppe imod det gamle hulemandsspøgelse, der i onsdags åndede demonstranterne i nakken. Som 3F-formand Poul Erik Skov Christensen sagde:

"Jeg tror ikke, Anders Fogh Rasmussen bekymrer sig om de danskere, der er allermest på spanden. Det er uværdigt og usselt, at de folk, der har slidt i et langt liv, skal stå med hatten i hånden."

Helle Ib er politisk journaalist tilknyttet Dagbladenes Bureau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her