Læsetid: 3 min.

Humanitær krise i Sri Lanka

Op imod 40.000 er drevet på flugt af den srilankanske hærs luftangreb på tamilske områder. Lokale NGO'er opfordrer til resolut international indgriben
28. april 2006

Krisen i Sri Lanka er løbet ud af kontrol. Efter onsdagens luftangreb imod byen Muttur i den østlige provins Tricomalee er tusinder på flugt. "Alt er kaos, så det er svært at få sikre oplysninger ud af området, men vejene er fulde af mennesker på vej derfra, mens andre vælger at overnatte i junglen i angst for nye angreb," fortæller Mirak Rahmee fra det uafhængige menneskeretscenter, CPA, i Colombo.

Oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE) siger, at der nu er mindst 40.000 på flugt, primært tamiler og muslimer. FN's flygtningemission i landet kunne i går ikke bekræfte tallet. "Men der er tale om en meget betydelig udvandring," siger UNHCR's talsmand, Lyndon Jeffels til det britiske BCC.

Landets præsident, Mahinda Rajapakse, annoncerde i går, at han ville sætte en mio. dollar af til "nødvendige forsyninger" til flygtingene.

Angrebet

Flygtnigestrømmen er en reaktion på de srilanske styrkers koordinerede bombe-angreb i de seneste dage i regionen Tricomalee. De Tamilske Tigre melder om 18 dræbte civile og over 100 hårdt sårede i Muttur, og kalder den militære kampagne for 'folkemorderisk'. FN meddelte i går, at de sidste dages kampe har kostet over 100 mennesker livet. Den srilankanske regering afviser, at der har været civile ofre.

Hæren kalder angrebene nødvendige efter et selvmordsbombeangreb i hovedstaden Colombo tirsdag, som den tilskriver LTTE. En kvinde smuglede forklædt som gravid sprængstoffer ind i det militære hovedkvarter, dræbte 10 og sårede landets hærchef, Sarath Fonseka, alvorligt.

"Hæren vil vise, at den har både styrken og viljen til at slå til i de tamilske områder. Angrebet på hærchefen var en kærkommen anledning til at sende den besked," siger Mirak Rahmee. LTTE, der i 20 år har kæmpet for en uafhængig stat for landets tamilske mindretal, kontrollerer idag store dele af det nordøstlige Sri Lanka.

Raheem mener, at hærens angreb har bragt konflikten til et højere niveau. "Der har været flere drab på civile fra hærens hånd, men det er første gang siden våbenhvilen i 2002, at de finder det tun-ge skyts frem og åbent angriber tamilske mål," siger Raheem.

Ifølge nyhedsbureauet Ritzau meddelte Sri Lankas hær i går morges, at bombeangrebene er blevet indstillet, men den understregede, at "nye angreb ikke kan udelukkes". I går dræbte en mine to marinesoldater i Tigerkontrollerede Jaffnaprovins, men hærens talsmand forsikrede, at det ikke vil føre til hævnangreb. En kilde ved UNICEF's kontor i Trocomalee fortalte i går, at der var roligt, men "alle forholder sig afventende".

Reaktion ønskes

Lederen af den norske fredsmission, udviklingsminister Erik Solheim, mener ikke, at den eskalerende vold betyder enden på våbenhvilen fra 2002. "Vi arbejder døgnet rundt på at gøre hvad som helst for at få parterne tilbage til forhandlingsbordet," siger han til britisk BBC.

Mirak Raheem ser ikke så lyst på fredsudsigterne. "Det vi nu ser, er så tæt på åben krig, man kan komme, uden at erklære den. Glem den eksisterende aftale. Det, der er brug for nu, er en akut våbenhvile." Han mener ikke, at Norge kan få parterne til forhandlingsbordet uden hjælp. "Der er brug for resolut og bredt funderet international indgriben," siger Raheem.

Også LTTE har opfordret til internationale reaktioner. "Det internationale samfund vender det blinde øje til, mens Colombo åbent har erklæret krig og gennemfører skændige mord på civile tamilere," udtalte ledelsen i går til hjemmesiden Tamilnet. Men LTTE er ikke indstillet på forhandling. Efter et møde med den norske fredsmægler, Jon Hanssen-Bauer, i starten af ugen, udtalte LTTE, at bevægelsen ikke vil deltage i fredsforhandlingerne, før "normale tilstande er genoprettet".

Det var planen, at parterne skulle mødes i Genève i sidte uge, men LTTE meldte fra i sidste sekund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her