Læsetid: 4 min.

Humor og helbred

5. januar 1999

Og en anden gang sagde [lægen i Vangede] til fru Winther, at hun var for fed og måtte spise noget mindre. Sådan sagde han det, lige ud. "Det kan jeg ikke," svarede hun "Jeg kan ikke spise mindre, så besvimer jeg." "Så besvim," sagde han. "Bare fald om! De taber Dem mens De ligger dér og er besvimet."Dan Turéll: Vangede billeder)
Den 16. januar stifter en række nordiske læger et videnskabeligt selskab for humor: Nordisk Selskab for medicinsk Humor. Baggrunden er den enkle, hvis man kan tale om noget som helst enkelt i forbindelse med lægevidenskaben, at man efterhånden fra fagligt hold har erfaret tingenes mere gelinde gang, når denne tilbagelægges med et smil på læben. Den korteste afstand mellem mennesker er smilet, som Victor Borge altid afslutter sine koncerter med at konstatere. Og han må jo siges at være en slags ekspert i humor såvel som i overlevelse. Men nu handler det medicinske initiativ ikke nødvendigvis kun om overlevelse. De lægelige selskabssstiftere henviser til at dødens uigenkaldelige øjeblik også har sine lattermilde sider, og at den bortdragende kan have glæde af humorens gave. Blot alle parter har øje for mulighederne.
Lægerne ønsker forskning på feltet 'humor og helbred' - et initiativ kun ignoranter vil se skævt til. Der var jo tider, ikke ligger så forfærdelig fjernt, da ikke mindst hospitalsoverlægestanden optrådte som dén ophøjede kaste, man ikke uden videre lavede spas med. 'Den store hvide flok', som Informations daværende lederskribent, Poul Meyer, af bitter egenerfaring og vistnok i den forbindelse som den første - navngav fænomenet. Hospitalslæger på stuegang. Jamen! Patienterne lå bogstavelig talt ret i deres senge og turde ikke sige et kvæk, før de udtrykkeligt blev spurgt, hvad de oftest ikke blev. Eventuelle morsomme bemærkninger - ofte på de syges bekostning og i lægejargon, så staklerne ikke forstod et suk - tog overlægen sig af.
Men som regel var der ikke noget at grine af. Overhovedet ikke. Sagen var den rene og skinbarlige alvor, sygdom og allermindst sygdoms overmænd var ikke noget at grine af. Og skulle der endelig døs, skulle der døs - bag en skærm ude på lokum, ingen fis og ballade og finurlige finale bemærkninger.

DER SKAL således ikke herfra lyde platte vittigheder om Selskabet for medicinsk Humor. Tværtimod. For den sags skyld kunne man jo sagtens forestille sig samme idé med at danne selskaber og koble forskning, humor og givne fag udbredt til andre områder med væsentlige samfundsmæssige perspektiver. Hvad med Selskabet for Juridisk Humor, eller Økonomisk, eller Politisk... Meget giver uden videre sig selv.
Når for eksempel en i øvrigt begavet og generelt respekteret politiker som Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech i gårsdagens BT skriver at straffen for vilkårlig vold skal sættes op og i samme åndedrag skoser folk, der hylder menneskerettighederne som et fremskridt i jammerdalen, er dette et levende vidnesbyrd om anvendt politisk humor, som burde udforskes i et videnskabeligt selskab. Alle og enhver - inklusive Birthe Rønn Hornbech, der som sagt ikke kan beskyldes for at være dum - der kan læse indenad og høre efter, ved at strengere straffe ikke hjælper en pind, at voldskriminaliteten ifølge det politi, hvorudaf Rønn Hornbech som en lysalf selv er udsprunget, er i aftagende, og at menneskerettighederne desværre, hvor der vel at mærke er stærkest behov for dem, ikke - som Rønn Hornbech hævder - er hævet over staternes suverænitet lig en fjerde overordnet statsmagt.
Latterbrølene i en kold og umorsom tid burde runge i vintermørket over Rønn Hornbechs generøse sammenblanding af humor, jura og politik. Suverænt.
Teologisk humor kunne man også lancere. Som regel påpeger præsterne, at de sidder med nøglen til lykkeland, hvor alt er fest og glæde. Især det sidste: Glædens budskab. Hvordan det så kan være, at dødbideriet er det fremherskende kirkelige evangelium, kan kun forklares som udslag af enestående teologisk humor.

MEN EGEN stand bør ikke melde hus forbi i falsk beskedenhed. Journalistisk humor, hvad med den! Aldrig før har man kendt til en mere selvforgabt og humorforladt erhvervsgren end den, der udgøres af danske mediefolk. Er der nogen, der ikke tåler så meget som et hævet øjenbryn, er det dem. Især hvis en sjældent forekommende humoristisk brod rettes indefter mod standen selv. Eftersom ikke så lidt af det, der bliver sagt og skrevet i medierne, er noget vrøvl, er mediefolk flest sarte og nærtagende. Og eftersom medierne i samfundet udgør en stadig mere ubrydelig falanks, hvor ingen i markedskræfternes og avancementsmulighedernes navn for alvor tør andet end at tage sig selv og den pt. overordnede højtideligt, er mediefolk påfaldende umorsomme på egne og mediernes vegne. Man behøver blot at tænke på Ekstra Bladets bekymring for folket. Dét er da journalistisk humor, på kanten af det medicinske. Besvim, hvor det er!mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu