Læsetid: 5 min.

Et humoristisk sorgarbejde

Hvorfor er nordmænd til utopier? Og hvorfor reagerer mange stærkt på en film om dengang, medlemmer af Arbeidernes Kommunistiske Parti drømte om væbnet revolution i landet? Hans Petter Moland fortæller om sin film sin Dag Solstad-filmatisering 'Kammerat Pedersen'
17. november 2006

En humoristisk historie om en alvorlig bevægelse. Det er taglinen til den norske instruktør Hans Petter Molands Kammerat Pedersen, der fortæller om den nyuddannede lektor Knud Pedersens involvering i Arbeidernes Kommunistiske Parti anno 1968 og flere år frem. Egentlig havde Knut forestillet sig et fredeligt liv i middelklassen, men en forførende agitator og et forførerisk kvindeligt AKP-medlem får ham op af sofaarrangementet og med på at mobilisere masserne og sågar deltage i planerne om en væbnet revolution. Han er høj på utopien, men efterhånden falder de mange store tanker, følelser og planer fra hinanden.

Da Hans Petter Moland under Copenhagen Film Festival fortæller om sin film, kommer det i høj grad til at handle om utopier. Der er mange meninger på bordet, men de leveres med afvæbnende humor frem for kategoriske udmeldinger. For uden humor går det ikke. Hans Petter Moland har tidligere taget fat i norsk politik som instruktør af et afsnit af antologifilmen Folk flest bor i Kina, der med en lille sekvens om hvert af landets politiske partier tog pulsen på, hvordan et mindretal i verden som nordmændene egentlig går og har det.

Problematisk projekt

Molands film om Arbeiderpartiet (med manuskript af Ellend Loe) skildrede en flok gamle mænd, der hjælper en ung kvinde op af en mose. Hun går lykkelig videre i livet, men nu sidder de fast. Sammen istemmer de 'Internationale', mens de synker. Et storslået, sorthumoristisk syn, og kortfilmen foregriber på mange måder Kammerat Pedersens historie, som blandt andet formidles med en morsom brug af revolutionær kormusik som samlingspunkt og drivkraft.

Hans Petter Moland beskriver selv sin lyst til at gå humoristisk til det politiske som en barnlig glæde over at pille lidt ved gravalvorlige mennesker. Han var aldrig selv med i AKP, men kender flere, som var, og han så spændende muligheder i Dag Solstads roman med den lange originaltitel, Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vores land. Ikke mindst i beskrivelserne af AKP's fascination af svært omsætteligt tankegods fra Maos Kina.

"Jeg synes, at hele projektet var dybt godnat. Det byggede på en menneskefjendtlig, usund tankegang og var som en religiøs sekt. Filmen reflekterer, at der ikke kom noget godt ud af projektet i forhold til graden af det menneskelige engagement, som gik ind i det. Mange mennesker med ædle motiver involverede sig for at give noget til et projekt, som var større end deres egen komfort eller karriere. Det er jo ikke foragteligt, og man kunne ønske sig mere af den type engagement i dag, hvor der jo ikke er mindre grund til det end for 30 år siden. Men hvis man virkelig ønsker at bevæge verden i en bedre retning, så er der bedre virkemidler og brug for større kløgt, end der var i AKP's utopiske projekt, som nok mest gavnede magtglæden hos dem, der sad centralt."

Naturens tyranni

Kammerat Pedersen skildrer, hvordan AKP ikke kun vil forbedre vilkårene for masserne, men også har planer om en væbnet revolution. Netop dette element adskiller ifølge Hans Petter Moland den norske bevægelse fra de danske og svenske pendanter på samme tid.

"Min film vil ikke sige, at Norge kunne være blevet et kommunistisk diktatur, men den tager fat i tidens tankesæt. Der var tale om en fanatisme, som var så autoritær og overbevist om sin egen retskaffenhed, at der var nul tolerance for meningsmodstandere, og det er aldrig sundt," siger Hans Petter Moland og fortsætter med sin private teori om, hvorfor nordmænd har større hang til utopier end danskere og svenskere.

"Det særegne med Norge er, at vi - bortset fra de seneste 30-40 år - har været et fattigt land med en utroligt tyranniserende natur. Naturen har hele tiden mindet os om, at man går til grunde, hvis man ikke pløjer og sår og luger og gør alt det, der skal til. Altid tænker frem. Aldrig nyder øjeblikket. For hvis man ikke går på jagt og høster sine bær, så dør man til vinter. Derfor ligger der i norsk sindelag en vis svaghed for utopiske tanker. Tanker, der kan frigøre os fra det her tyranni. Danmark har været et handelsfolk med kontakt til omverdenen og større rigdom, og Sverige har været en stormagt med et meget mere voldsomt klassesamfund end det norske. I Norge har vi i det store og hele været et slæng af fattigfolk med arbejde i primærerhverv, og vi har haft behov for utopier."

I filmen fornemmer man formmæssigt utopiernes møde med virkeligheden i brugen af det lille Larvik kontra drømmene om de store masser og ikke mindst brugen af medrivende kormusik.

"Larvik er et typisk lille industrisamfund, men samtidig puttenuttet idyl. Det er et overskueligt samfund, og jeg har arbejdet med det absurde i at ville mobilisere masserne et sted, hvor der ikke er masser. Jeg har brugt store billeder og store arenaer med et utroligt potentiale for vækst til at skildre aktiviteterne. Noget af det paradoksale er jo, at ordene og idealerne kommer fra Kina med en milliard mennesker, og så transplanterer man det til et tilfældigt lille samfund."

"Filmens brug af musik skal på samme måde spejle følelsen af at blive beruset af en utopi. Det fantastisk flotte ved at stå i et fællesskab og synge i kor. Af at man sammen skaber noget, som er større end én selv. Jeg har prøvet at finde musik, som virkelig kan få én til at rette sig op og ville være med. Tidens norske protestsange er så dårlig musik og så politisk korrekte. Jeg ville have musik, som gør historien emotionelt forståelig, så man måske sidder i salen og er 25 år og får lidt gåsehud over, at det faktisk er lidt fedt."

$SUBT_ON$Voldsom debat

Filmens hovedrolleindehavere, Kristoffer Jorner og Ane Dahl Torp, er to af Norges største navne lige nu, og med dem i centrum har filmen både appelleret til et ungt publikum og fået folk med minder fra filmens skildrede epoke i biografen. Ifølge Hans Petter Moland har Kammerat Pedersen overvejende mødt positiv respons, men tiden og emnet er til gengæld blevet flittigt diskuteret.

"Nogle klager over, at filmen gør AKP for ufarlige. Andre, som selv var aktive, mener, at den bagatelliserer AKP's betydning. Folk har svært ved at løsrive sig fra deres eget ståsted, og der har været gang i en fascinerende debat, hvor man har kunnet mærke, at der er et stort sorgarbejde, som ikke er blevet foretaget for 20 år siden," siger Hans Petter Moland med et smil, men skifter med det samme til en alvorligere tone.

"Eller måske er der i virkeligheden meget had, rent ud sagt. Mellem gamle partihøvdinge, som skriver om, hvor fantastiske de var for den fremtidige politiske debat og giver deres meningsmodstandere samme behandling som dengang - og så netop meningsmodstanderne, som bliver provokeret, men nu har stemmer til at sige deres mening. Der er på ingen måde kommet en konklusion ud af det, men der har været godt gang i debatten, og det virker, som om, at det har været tiltrængt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu