Læsetid: 1 min.

Hundreder frygtes druknet efter forlis

Et færgeforlis i Det Røde Hav frygtes at have kostet mange hundrede mennesker livet. Færgen havde cirka 1.400 passagerer. Kun 100 er reddet
4. februar 2006

Myndigheder i Egypten og Saudi-Arabien frygter at mange hundrede mennesker er omkommet ved et færgeforlist i Det Røde Hav natten til fredag. Færgen 'al-Salam 98' havde omkring 1.400 personer om bord, da den af ukendte årsager sank i Det Røde Hav ved midnatstid natten til fredag.

Sent fredag eftermiddag havde redningsmandskab kun fundet lidt over 100 overlevende, og redningsfolk tvivler på, at der findes flere overlevende efter forliset, der dermed er et af de værste i historien i fredstid.

Færgen skulle være ankommet til den egyptiske havneby Safaga fredag morgen, men den kom aldrig frem. Fredag middag bekræftede de egyptiske søfartsmyndigheder de værste anelser og sagde, at færgen var gået ned på turen fra Duba i Saudi-Arabien til Safaga. De overlevende var reddet op fra redningsbåde.

1.272 af de ombordværende var passagerer, sagde det egyptiske nyhedsbureau MENA, der oplyste, at 1.158 af dem var egyptere.

Årsagen er uvis

De mange egyptere var arbejdere på vej hjem fra Saudu-Arabien. På denne tid af året kan der også have været pilgrimsrejsende, som var på vej hjem fra Mekka.

En embedsmand sagde, at færgen sidste gang havde kontakt med land torsdag aften ved 22-tiden. Siden da har ingen hørt til 'al-Salam 98', og det var fredag eftermiddag endnu uklart, hvad der var årsag til forliset. Ifølge nogle rapporter var der stærk storm i området og op til 10 meter høje bølger, da færgen gik ned. Andre rapporter sagde, at vejret ikke var så alvorligt, men at færgen var ramt af tekniske problemer.

Færgen gik ifølge MENA ned ca. 57 sømil (omkring 92 kilometer) fra det egyptiske feriested Hurghada.

Adel Shukri, administrationsleder i selskabet el-Salam Maritime Transport Company, der ejer den forliste færge, sagde, at færgen ikke udsendte SOS. Eller der blev i hvert fald ikke modtaget nødsignaler på land. En embedsmand fra den saudiarabiske grænsekontrol sagde i Jeddah, at man ikke vidste, hvad der var sket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her