Læsetid: 5 min.

Hurra, freden er forbi!

Kasper Bech Holten gør tiltrængt vold på vores alle sammens Carl Nielsen og Ludvig Holberg. Nogle gange trænger man til en lussing. Og så er den endda syngende, så man vågner af søvnen og kan begynde at drømme
3. november 2006

"Den mest danske af alle operaer," siges det igen og igen i forbindelse med Kasper Bech Holtens iscenesættelse af Maskarade. Det gentages så ofte, at man begynder at opfatte, at det er der en helt speciel grund til. Men umiddelbart hører man de forelskede synge "Nu brænder flammen", og man forestiller sig Jeronimus med allongeparykken begræde: "Ingen the og sukkerlade, intet kaffekompagni: Maskarade, maskarade! Freden er forbi!" Men det er den virkelig: Freden er forbi: Kasper Bech Holten vil ikke lade os have Carl Nielsen og Holberg i fred. Han vil udfordre det mest danske. For hvad er det egentlig? Er det mest danske i 2006 en 100 år gammel opera med hvide pudderkvaster, kniplinger og skørter? Operaen vil ikke være et frilandsmuseum for en danskhed, der aldrig har eksisteret. Således vågner Leander (Niels Jørgen Riis) og Henrik (Johan Reuter) op med tømmermænd blandt gamle pizzaæsker, tomme colaflasker og snavset vasketøj. Gulvet er løftet på højkant, så vi ser Marie í Dalis fantasifulde scenografi som et stilleben over en ungkarls sløvsind. Og scenografien bliver ved med at være spektakulær gennem hele forestillingen.

All stars gummisko

Henrik og Leander iklæder sig all stars gummisko og moderigtige casual outfits, mens de leverer Holbergs vers med en sådan naturlighed, at man spørger sig selv, hvorfor man dog aldrig har opdateret Maskarade før? Især Johan Reuters drengerøvede optræden som den festlige Henrik skal fremhæves som særdeles vellykket. Når rollen kommer i hans krop, virker det, som om den aldrig har hørt til andre steder end i brystet under en kropsnær t-shirt med print. Selv når man lukker øjnene og blot nyder lyden, er Johan Reuters opdatering af Henrik overbevisende.

Første akt går med hiv og sving gennem samtalekøkken, minimalistisk kromprydet badeværelse og stue med sofahjørne. Det eneste, der synes bevaret i det forventelige udtryk, er Jeronimus' kontor. Her leger lysdesigner Jesper Kongshaug med mørket og fremhæver sammen med Christian Christiansen Jeronimus' stokkonservative livsindstilling. Her har vi den legemliggjorte nostalgi. Kasper Bech Holten lader Jeronimus (Christian Christiansen) bevæge sig kejtet gennem hele denne frigjorte verden. Han hører ikke til, og han ved ikke, hvordan han skal forholde sig til alt det nye, der sker. Han vælger at søge tilbage mod gamle tider, men han forbliver en karikatur på noget, der ikke har eksisteret.

Kejtet patriark

Men alligevel har han en magt. Med sin høje figur udstråler Christian Christiansen en patriarks majestæt, men kun når han står stille. Når han bevæger sig, er det med kejtet gestik, der helt sikkert ikke er tilfældig. Et morsomt billede på hvor svært det er at bevæge sig frit, når man konstant står med en fod plantet i den porøse fortid.

Leander og Henrik og sågar Jeronimus' kone Magdelone og gode ven Leonard vil hellere til maskerade. Leander har nemlig forelsket sig i en pige, som han har byttet ringe med, skønt han er lovet bort til Leonards datter Leonora. Han vil møde hende igen til maskeraden og trodse sin fars ønske. Jeronimus nægter selvfølgelig og giver alle husarrest. I anden akt sættes tempoet ned, ikke mindst i forhold til scenografien, der har været så sprudlende i første akt. Det er en skam, for det får akten til at virke unødvendigt langt. Men heldigvis er aktens finale værd at vente på. Leander og Leonora (Gisela Stille) - som selvfølgelig viser sig at være den pige, som Leander har forelsket sig i - hejses op i en seng, for sådan er nu engang kærligheden: Hævet over det hele. Her synger de så "Nu brænder flammen" så smukt, som det kan gøres. Men de to får det først rigtig sjovt i tredje akt - 'Opløsningen' som Carl Nielsen kaldte den. I Kasper Bech Holtens fortolkning er der nærmere tale om forløsning, for da alle selvfølgelig alligevel får sneget sig ud til maskeraden, står der i en lyskegle på tæppet "Bliv din drøm" med store bogstaver.

Drøm og virkelighed

Nu bærer de medvirkende ikke længere den klassiske ansigtsmaske, som de har båret i alle hverdagsscenerne. I stedet bærer de alt muligt andet. Én er klædt ud som håndboldspiller, en som præst, en som soldat, en som Einstein, en som Marilyn Monroe, en som astronaut, én som konge. Alt hvad man nærmest kunne forestille sig, at man kunne drømme om at være. Her bæres ingen masker. For er det i virkeligheden i hverdagen, vi bærer en maske. Under den gemmer sig et andet jeg, en drøm om hvad man kunne være, hvis man ikke var tynget af traditioner, etiketter og standarder. Bliv din drøm! Magdelone bliver gengivet imponerende sympatisk og komisk af Susanne Resmark. Hun drømmer i al hemmelighed om at vende tilbage til skoleballet i 1958, hvor Leonard med brillantine i elvis-frisuren gjorde stormkur. Og Henrik og Pernille drømmer selvfølgelig om drinks ved poolen i det caribiske hav. Den eneste drøm, der virker plasticagtig og tom, er Leander og Leonora. De har Weber-grillen fremme foran det nykøbte parcelhus, der er afbilledet på scenen som en 'home'-reklame. Sammen virker de affekterede og polerede. Men nuvel, det er vel sådan, man forestiller sig det lykkelige familieliv. At det så for det meste bliver en drøm, kan man jo ikke ændre ved, mens det stadig ikke er blevet virkelighed. En lille skjult kommentar fra Kasper Bech Holtens hånd til vores materialistiske samfund, der forsøger at erstatte gamle tiders identitetsbærende traditioner og historier med nye indslag fra reklamerne. For det dur jo heller ikke. Vi skal genopfinde, hvad det vil sige at være dansk. Genopfinde vores klassikere, så de ikke bliver statiske museumsgenstande.

I Operaen gør de en brav indsats. Skønt det hele bliver en anelse forvirrende i tredje akt, da der udspiller sig små drømmesekvenser mellem samtlige personer på scenen. Det Kongelige Operakor er stødt til under kyndig ledelse af Danmarks Carl Nielsen-dirigent nummer ét, Michael Schønwandt. Så på scenen render nu omkring 40 mennesker rundt mellem hinanden. Som sagt en smule distraherende. Men drømme kan vi jo alle. Og nu er alle som bekendt lige.

Kasper Bech Holten udvider grænserne for operaen. Bogstaveligt talt: Han erstatter de klassiske dansere i tredje akt med en trup cirkus-artister, der svinger i trapez hen over publikum. I det hele taget udnytter han ultimativt den kontakt, der altid er til publikum i salen, og lader Jeronimus træde ud over orkestergraven og ned til publikum, hvor han, efter også at være blevet betaget af maskeraden (og øl), besynger en kvinde placeret blandt publikum sin kærlighed.

En ny fortolkning af Carl Nielsen og Holbergs Maskarade var tiltrængt. Budskabet er jo universelt. Det kunne vi risikere at glemme, hvis scenen var fyldt med allonge-parykker. De gik jo heldigvis af mode på et tidspunkt.

* Maskarade, 1. november, Operaen, Store Scene. Instruktion: Kasper Bech Holten og co-instruktør Morgan Alling. Musikledelse: Michael Schønwandt. Scenografi: Marie í Dali. Solister: Christian Christiansen, Susanne Resmark, Niels Jørgen Riis, Gisela Stille, Johan Reuter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her