Læsetid: 7 min.

Et hus i et fængsel

Folk i Gaza tør ikke helt tro på, at de israelske bosættelser bliver rømmet. På den anden side frygter de at blive helt isolerede, både fra Israel og Vestbredden
20. juli 2005

Jeg ville gerne finde en bestemt mand og et bestemt hus i Khan Yunis. Han gjorde et uudsletteligt indtryk, da han i 2002 grædende viste os rundt i sin sønderskudte, sodsværtede lejlighed. Huset lå i anden række over for de israelske bosættelser i Gush Katif og havde fået et par ordentlige træffere, og der havde været så kraftig ild i hans hjem, at der kun var forkullede rester af indboet tilbage.

Da jeg forlegen retirerede med mit kamera, løb han efter mig og råbte anklagende på engelsk:

"Hvad har jeg gjort? Hvorfor gør I ikke noget? I europæere"?

Jeg blev ham svar skyldig. Men havde ikke kunnet få ham ud af hovedet.

Tanken er at besøge de områder, som ligger lige op til de store blokke af bosættelser, som Ariel Sharon under voldsomme protester fra bosætterbevægelsen har lovet at trække sig ud af den 15. august. Vil vi finde forventningsfulde og jublende palæstinensiske menneskemængder?

Brug for betjente

Said fra FN's flygtningeorganisation UNRWA kører for mig. Efter at vi er steget ind i bilen forsynet med hver sin skudsikker vest fortæller han om en søn på 20, som netop har fået job i politiet. Abu Mazen har brug for 5.000 flere betjente ikke mindst for at sikre kontrollen over det område, som de israelske bosættere skal forlade.

Sønnen får 200 dollars om måneden, det er ikke meget, men dog en lettelse, når man har tre studerende sønner og i alt 10 børn. Saids løn er selv på omkring 600 dollars, og han griner og siger, at det ville se helt galt ud i Gaza, hvis man ikke havde FN's særlige flygtningeorganisation.

Vi kører fra Gaza langs havet. Der er små 30 km herfra og ned til Rafah, den sydligste by. Omkring 1,5 millioner palæstinensere bor på et stykke land, der i alt er på størrelse med Langeland. Heraf er næsten en million registreret som flygtninge. Bosættelserne, som blev startet efter, at Israel havde erobret Gaza fra Egypten i 1967, udgør 40 procent af området, men det handler blot om 8.000 mennesker.

Vi passerer et af de karakteristiske runde israelske vagttårne - pillebokse, som en af mine venner altid kaldte dem - og Said forklarer, at inde bagved ligger bosættelsen Netzarim. Med bare 30 familier er det en lille ø midt i fjendeland.

Den absolutte adskillelse

Vi kører igennem flygtningelejren Deir el Balah, som er den mindste i Gaza og heller ikke har været stor nok, for der bor nu flere flygtninge uden for selve lejren end inde i den.

Fatahs gule og Hamas' grønne flag konkurrerer om opmærksomheden, mens vi kører frem mod det checkpoint, som har delt Gaza i to dele gennem så lang tid under intifadaen. I dag er der slet ingen kontrol, og vi kommer nemt igennem. Vi kører under bosættervejen, som fører ind til Gush Katif, den store blok af bosættelser. Langs med vejen for palæstinensere er der pigtråd, beton og stålhegn, til afskærmning ind mod Gush Katif. Det er den absolutte adskillelse mellem naboer, som ikke vil hinanden noget godt.

Khan Yunis ligger ved den gamle handelsvej mellem Kairo og Haifa, og Yunis er netop navnet på det herberg, hvor de rejsende overnattede. Nu er det en by og lejr med 160.000 flygtninge. En af dem er Fuad, som har en overordnet stilling i byen inden for UNWRA.

I skudlinjen

Han vil tage mig på en tur langs med den hesteskoformede periferi, som ligger lige op af Gush Katif, og som derfor gang på gang har været i den israelske skudlinje, når man besvarede raketangreb fra Khan Yunis.

"Jeg er født i Khan Yunis og har boet her al min tid, men min familie kommer fra Jaffa. Min mor og mine to ældre brødre kom i 1948, da krigen brød ud, men min far, som var storkøbmand, blev der et år mere og ansøgte endda om, at familien kunne komme tilbage. Men uden resultat, så han gav op og kom også hertil. Jeg har været i Jaffa og se huset. Der er nu to lejligheder, beboet af irakiske jøder. Flinke folk, som gav os kaffe."

Jeg spørger, om han har tænkt på at anlægge sag for at få erstatning for det mistede hus. Jeg kan se, at tanken aldrig har strejfet ham.

"Hvem skulle jeg anlægge sagen imod? De nye ejere? Den israelske regering? Og det ville jo også være at anerkende erobringen rent politisk."

'Kylling'

Vi er nu helt fremme ved ingenmandsland. Uden for betonmuren, der omkranser bosættelsen, holder en kampvogn. Kanonen afsøger området, så vi ikke er i tvivl om, at der er liv i den, og da Fuad advarer mig mod at gå for langt frem for at få de bedste billeder, husker jeg, at en britisk fotograf blev dræbt for ikke så længe siden. Det forskrækker ikke en gruppe af børn, der tilsyneladende leger 'kylling' med strejftog ud i ingenmandsland, hvor de gør V-tegn.

Vi stopper ved en skole, som jeg også besøgte i 2002. Den var netop blevet angrebet et par dage før, vi kom. En vagt var ramt af en granatsplint. Klasseværelset fyldt med skudhuller. Lærerne forsøgte at berolige børnene.

Nu var skolen forladt. Af gode grunde. Ydervæggen til klasseværelset var væltet indad, og der var murbrokker overalt. Fuad siger, at israelerne påstod, at den blev brugt af de militante grupper, så for et halvt år siden kom de og ødelagde skolen. Vagten ligger i koma på tredje år.

Det må være her

Nu nærmer vi os stedet, hvor jeg gerne skulle finde huset og manden. Fuad kan godt huske selve episoden, for han var også med den gang, og vi bliver enige om, at det må være den halve ruin, som nu er ved at blive revet ned.

Der er palæstinensiske sikkerhedsstyrker på stedet, og de forbyder, at jeg fotograferer. Da vi undrer os, forklarer de, at det er israelerne et par hundrede meter væk, som ikke vil have det. Vi spørger efter den vrede mand, men ingen kan sætte ansigt på ham, og jeg bliver enig med mig selv om, at de fleste her nok er nået til det punkt, hvor den ene ruin ikke er værre end den anden, og hvor menneskelige tragedier har svært ved at skille sig ud som noget særligt, som nogen kommer rejsende for at genfinde efter tre år, hvor det hele bare er blevet værre og værre.

Fuad foreslår, at vi kan prøve at kigge efter 'min mand' i Østrigsprojektet, nogle nye huse, som er opført til erstatning for de ødelagte. Det viser sig at være noget af en grum joke, for de store boligejendomme er totalt vansirede af skudhuller, og der er kun ganske få mennesker i lejlighederne.

De fleste er trætte

Et F16 fly kommer brølende hen over himlen, mens nogle børn spiller fodbold i gru-set og andre leger med drager.

"Det er af de hotteste områder, hvor de militante har skudt fra mod bosættelserne," siger Fuad, og jeg spørger, hvad de stakkels beboere siger til det.

"De har ikke turdet protestere over for de folk, som har våben, men tro mig, de allerfleste er trætte og ønsker ikke mere intifada eller vold."

I Rafah, den sydligste flygtningelejr ved grænsen til Egypten er billedet det samme. Ødelagte huse, sikkerhedszoner. Og uvished. For ingen ved rigtig, hvad der vil blive aftalt mellem Israel og Egypten om grænsen, og hvor frit palæstinenserne vil kunne bevæge sig. Ironisk nok er de fleste bange for, at livlinen til fjenden Israel for alvor bliver klippet, og man i stedet ender som en slags ægyptisk vasalstat. At den eneste dør ud af det, som hele tiden omtales som et fængsel, bliver til det Egypten, der kontrollerede Gaza fra 1948-1967.

"Folk ved ikke noget. De tør på den ene side ikke helt tro på, at bosættelserne bliver rømmet, og på den anden side frygter de at blive endnu mere alene, isoleret fra Israel og Vestbredden, " siger Fuad.

Vi taler om, at de militante efter rømningen vil miste deres fokuspunkt for aggression, og at befolkningen kan risikere at måtte leve med erkendelsen af, at der nok ikke kan ske forbedringer. Den umiddelbare kamp er forbi, de forhadte bosættere er væk. Hvad er der så at håbe på for de indespærrede? Dommen lyder på fængsel på livstid. Alligevel kommer der midt i det hele styrtende en lille dreng ud fra en af lejrens gyder, svingende med et stort palæstinensisk flag. Som om han nægter at købe de dystre profetier.

Ingen fremtid her

Vi passerer den internationale lufthavn. Da jeg for tre år siden sidst så den, var den netop blevet totalt ødelagt. Landingsbanerne lignede et månelandskab og kontroltårnet lå i ruiner i dette flotte symbol på Oslo-aftalerne og en ny fremtid for Gaza. Nu genopbygges den igen for udenlandske penge, men der er intet som tyder på, at israelerne vil tillade, at den bliver benyttet som en dør mod friheden. Heller ikke en havn med fri ind- og udfart, giver man lov til.

Said roder med nogle papirer. Og viser mig, at han er i gang med at søge emigration. Eventuelt til Sverige, siger han. Hele Familien.

"For her er ingen fremtid," sukker han og sætter kursen tilbage mod Gaza by.

Jeg fandt ikke min mand. Men jeg genfandt hans vrede og desperation - og det på et tidspunkt, da jeg troede jeg ville finde glæde og håb.

Og hen under aften bombede Israel igen i Khan Yunis og sårede to mennesker. Men det kunne vi ikke høre femten kilometer væk i Gaza by, hvor solen gik perfekt ned over havet med de små fiskerbåde på vej til en ny nat med sparsomme fangster på de få fiskegrunde tæt på kysten, som fangevogterne har givet dem lov til at benytte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her