Læsetid: 2 min.

Husejere bestemmer selv pensionsalder

En dansker med gennemsnitlig indkomst skal arbejde i 15 år for at tjene, hvad husejere på Frederiksberg har scoret på boligprisernes himmelflugt på fem år
30. september 2006

Husejerne i Danmark har tjent så mange penge på de stigende huspriser, at de selv kan bestemme, hvornår det er på tide at gå på pension. Derfor betyder det økonomisk set ikke det store, når politikerne forsøger at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet ved eksempelvis at hæve pensionsalderen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har netop udgivet en rapport, der slår fast, at husejerne har tjent styrtende på få år.

"De store gevinster betyder, at mange mennesker er ret ligeglade med, om pensions- og tilbagetrækningsalderen sættes op eller ned. Boligejerne kan altså i princippet selv beslutte, hvornår de ikke gider at arbejde mere," siger økonom Martin Windelin fra AE.

Han tilføjer, at folk vil få mest ud af både at arbejde og bruge gevinsten fra stigningen i huspriserne, og understreger, at undersøgelsen ikke skal få folk til at droppe pensionsopsparingen til fordel for at investere i drømmeboligen.

Cheføkonom Jens Christan Nielsen, Danica Pension, er enig i den betragtning.

"Det vil være en meget risikabel strategi udelukkende at satse på, at friværdien stiger og dermed spare op til en aktiv og lækker tredje alder. Men det er da rigtigt, at man godt kan afblæse regeringens netop gennemførte velfærdsreform, hvis man har været heldig at hoppe på boligtoget i tide. De fleste i denne gruppe vil uden tvivl have råd til at trække sig tilbage i god tid," siger Jens Christian Nielsen.

Og der har ifølge AE's analyse været rigtig mange penge at hente for boligejerne i løbet af de seneste fem år. De høje priser på boligmarkedet har givet store friværdier, der kan lånes penge i. Samtidig står banker og realkreditinstitutter i kø med tilbud om lån til at realisere drømmen om jordomrejser eller samtalekøkkener.

Den største gevinst har været på Frederiksberg, hvor ejere af en bolig på 130 kvadratmeter siden 2001 har tjent 2,7 mio. kr. Et beløb, som et gennemsnitsmedlem af LO vil være 15 år om at tjene. Halvdelen af befolkningen ejer deres bolig, og det kan ifølge Martin Windelin få betydning, når det er på tide at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

"En stor gruppe pensionister har flere penge i boligen, end de har i pensionsopsparing. Nogle af dem vil have så mange penge i pension og friværdi, at de vil have mere til forbrug end almindelige lønmodtagere. Der vil være en enorm forskel på tilværelsen som pensionist afhængigt af, hvorvidt man ejer sin bolig, og nogle går alderdommen i møde med enorme friværdier," forklarer Martin Windelin.

Jens Christian Nielsen peger på tre forklaringer til de høje boligpriser

"Der har været medvind på boligmarkedet de sidste ti år som følge af rentefald, en liberalisering af realkreditlånene og skattestoppet," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her