Læsetid: 3 min.

Huset der græder

13. marts 1997

DE FIRE næste afsnit af "Riget" kommer først til efteråret. Men i virkelighedens kulisser arbejdes der fortsat hårdt på at overgå fiktionen. Nu foreligger der sågar en rapport fra Rigsrevisionen om, hvor galt det er rent faktisk er gået med styringen af Rigshospitalets pengesager 1991-96.
Sundhedsministeriet, der havde ansvaret i første halvdel af årtiet - da det uregerlige hospital stadig var statsligt - får hård kritik. Og revisorerne er barske ved Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS), der efterfulgte staten som sygehusejer. Imens skiftede hospitalet direktører i et tempo, der har gjort det endnu sværere at placere og fastholde et ansvar. For en sikkerheds skyld kritiserer revisorerne dem alle.
Endnu har ingen givet patienterne skylden, men ellers er der snart ikke den part eller den gruppe, der ikke er blevet skudt efter. Udover staten, HS og direktionen har diverse konsulentfirmaer med McKinsey & Co. i spidsen været udråbt som de store skurke. Også overlægerne har fra tid til anden fået skyld for lidt af hvert. Hvorimod plejepersonalet primært er blevet kritiseret for at være for mange og portørerne for ikke at lave noget.

DE STORE økonomiske kriser og de opslidende opgør om reorganiseringer har imidlertid dybe rødder. Rigsrevisionen sætter naturligt fokus på økonomistyring og produktivitet. Men historien om, hvorfor det store hus gang på gang er på grådens rand, har et bredere perspektiv. I nyere tid blev den helt store fadæse begået i slutningen af 1960'erne, da staten, hovedstadskommunerne og Københavns Amt ikke formåede at planlægge sygehusudbygningen. Københavns Kommune ville have sit eget nye mammuthospital i Hvidovre. Staten byggede de store nye komplekser på Blegedammen og Københavns Amt satte trumf på med Herlev-projektet. En håndfuld store, højtspecialiserede sygehuse blev skabt uden reel samordning.
Sideløbende formåede skiftende regeringer aldrig at sikre en velfungerende styring af Rigshospitalet. Argumenterne for at "flagskibet" ikke kunne underordnes smålige økonomiske hensyn var så stærke og overblikket så dårligt, at statens kassemestre havde kronisk bøvl med deres store hospital.

DA CHRISTIAN Nissen blev direktør for Rigshospitalet i 1991 opdagede han, at effektiviseringer på mange måder var en march på stedet. Fik man reduceret antallet af sengedage pr. patient faldt betalingen fra "kunderne" - amter og hovedstadskommuner - blot tilsvarende. Nissen endte med at planlægge den store reorganisering i ti centre. Planen gik ud fra, at det var det manglende samarbejde afdelingerne imellem, der var hovedproblemet. Da centrene begyndte at fungere, viste det sig, at de ventede rationaliseringsfordele udeblev. Man havde tilsyneladende behandlet det forkerte problem. Men endnu inden omfanget af dette fejlskøn stod klart, havde finansminister Mogens Lykketoft set muligheden for at slippe af med problembarnet. Da Københavns Kommune i 1994 stod i en helt uoverskuelig økonomisk situation, greb staten endelig til handling.

KØBENHAVN måtte tage imod diktat. Ejendomme blev solgt og sygehusene overdraget til HS - sammen med Rigshospitalet og Frederiksberg Hospital. Dermed fik staten sendt de økonomiske problemer videre til den nye HS-konstruktion. Og Riget fik igen nye ansvarlige. Som straks gik i gang med endnu en strukturændring - den der skal samordne specialerne blandt de syv HS-sygehuse.
Set i dette perspektiv er Rigsrevisionens rapport om budgetstyring ikke en brugbar anvisning på, hvad der bør gøres. Man er tilmed hård ved hospitalets effektivitet på et grundlag, der et langt stykke ad vejen er sagligt forkert. Der er ingen logik i at sende de vanskeligste sygdomstilfælde til Rigshospitalet og bagefter klage over, at det er dyrere end på centralsygehusene. Og har der de seneste år været særlige effektivitetsproblemer på Riget, kunne det jo også skyldes tæppebombardementet af strukturændringer.
I amterne vurderer man løbende, for hvilke patienter man vil ofre den dyre behandling på Rigshospitalet. Og en omfattende men vellykket behandling af de svære patienter er fortsat noget, der nok giver tilfredse patienter, men bestemt ikke løser hospitalets problemer.
Grundmiseren er, at der ikke foreligger en plan for, hvordan de meget specialiserede behandlinger foregår på landsplan. Mens amterne slås for deres og Riget slås med dem alle, kan finansministeren glæde sig over, at det ikke handler om hans budget. Men den glæde varer næppe ved. Fundamentet er stadig ikke solidt. Der er nye afsnit af "Riget" på vej.

mol (Jacob Mollerup)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her