Læsetid: 6 min.

At huske på

I disse tider forlanger man mere og mere i kundskabstilegnelsen men frygter for at vise dens frugter. Man må endelig ikke forvente noget af de folk, man henvender sig til
20. august 2005

I Ingmar Bergmans Sommernattens smil fra 1955 besøger Desiree Armfeldt (Eva Dahlbeck) sin gamle mor, Fru Armfeldt (Naima Wifstrand), der bor på et veritabelt slot i Stockholms celebre udkant og modtager datteren på bedste salon-manér siddende i sengen i sit overdådige soveværelse. Det er en af dette mesterværks mange vittige scener. Konversationen mellem de to drejer sig om fortiden, erindringen, kort sagt gamle fru Armfeldts ungdom blandt andet og ikke mindst erindringen om Desirees far - hvem var han, og hvordan traf han fru Armfeldt?

Jo, ham besluttede fru Armfeldt sig jo under dramatiske omstændigheder at gifte sig med, da hendes elsker i vrede smed hende ud af vinduet, men en rask mand nedenfor greb hende i faldet.

"Og ham giftede du dig så med, ham der greb dig, det var far." "Nej, inte als," svarer fru Armfeldt, "jeg giftede mig, förstås, med ham der smed mig ud af vinduet!"

Denne og lignende betragtninger om det forgangne, får Desiree til at foreslå moren, at hun bør skrive sine erindringer, hvortil fru Armfeldt forfærdet bemærker: "Jamen, kære, hvorfor tror du, jeg har råd til at bo på slottet her; det har jeg da for ikke at skrive mine erindringer!"

Det skal man med andre ord være forsigtig med, hvis man gerne vil bo pænt: Skrive erindringer, skønt trangen til at fastholde, hvad man tror, man kan huske, og som af en eller anden uransagelig grund skønnes vigtigt, at andre ikke glemmer, ofte melder sig hos skrivevorne folk, når cifrene på de runde fødselsdage erindrer én om livets ubønhørlige udgang.

Forfatteren Somerset Maughan sagde engang, at det ubærlige ved at blive ældre såmænd ikke er, at de åndelige og fysiske evner svigter, selv om det kan være slemt nok; det værste er byrden af ens erindringer. Denne byrde er måske endnu tungere, fordi man med Oscar Wilde ikke kan opfatte alderens tragedie ved, at man er gammel, men ved at man er ung, hvilket - ligeledes også Wilde - skal forstås således: At sjælen er født gammel, men bliver stadig yngre, og dette er livets komedie, mens legemet er født ungt, men bliver stadig ældre, og dette er livets tragedie.

Før ironien holdt sit endelige indtog som fast forudsætning for sådanne visdomsbetragtninger, sagde Samuel Johnson, at efterhånden som en mand bliver ældre, opnår han, hvad der er bedre end beundring - nemlig dømmekraft til at skatte tingene efter deres sande værdi. Da kommer også med alderen, mener Storm P, de bidende bemærkninger, men egentlig først når man har mistet tænderne.

Apropos alder er det pudsigt eller egentlig ikke så pudsigt, snarere trist, så lidt politikere her i landet anvender dannelsens retoriske redskaber, hvilket kan skyldes, at disse ikke er tilgængelige for de pågældende, eller - hvis man nu skal være håbefuld på topaktørernes åndelige vegne - at de bare ikke tør. I disse tider forlanger man mere og mere i kundskabstilegnelsen, som vi vender tilbage til, men frygter for at vise dens frugter. Man må endelig ikke forvente noget af de folk, man henvender sig til, kun tale ned til dem ligesom i radioens nye P1 og det meste tv. Det efterligner politikerne gladeligt og efterlader opinionsdannere i alle lag sure og mugne og uvillige til at finde sig i det i længden. Skal vi vædde?

Konservative garantier

Kunne man forestille sig Helle Thorning-Schmidt i anledning af hendes mere eller mindre selvåbnede faldlem til efterlønsnederlaget citere Montaigne? Denne store essayist og filosof mener ikke, man bør sende folk i otium før de 55 eller 60 (man skal her betænke den langt kortere levetid i 1500-tallet), men strække deres tjenestetid og beskæftigelse så langt som muligt. Sådan har folk det bedst, at der er brug for dem, mener denne første formulerede praktiske humanist for så mange år siden. Fejlen ligger også i den anden ende, mener Montaigne, at man kræver så utroligt meget af de unge, før man lader dem komme til at leve og virke; man skal jo være over 30 for at kunne dømme om placeringen af en tagrende, som han siger.

Gud ved hvad Montaigne så mon havde sagt til nutidens uddannelseshysteri, herunder den snart sagt konsekvente afskaffelse af barn- og ungdom for de opvoksende små som udtryk for politikernes opfattelse af disse ufuldstændige voksnes manglende kvalifikationer til arbejdslivet? Vore dages opfattelse, jvf. kunsten i Montaignes dage, er stadig mere sammenfaldende med den tids børneopfattelse. Læg også mærke til børns voksenrolle i DR's depraverede og ulækre børnegrandprix. Jamen, de vil jo så gerne, de små pus i lakstøvler og ansigtsløftning inden de er 12!

Det pudsige er, at uddannelse afskibet som befordringsmiddel fra man akkurat kan krybe og gå, og som de politiske partier nu står i kø for at effektuere, er en anden måde at styrke formel erfaring på bekostning af fornuft. De formelle kundskaber som især regeringspartierne og Dansk Folkeparti tilbeder som afguder, kan man roligt i deres regi opfatte som konservative garantier eller ophøjelse af erfaring formuleret i reale krav ved prøver og eksaminer. Hvis dette nu overdrives som følge af rabiate reaktionære, almindelig dumhed og rigelig uoplysthed, hvilket det gør for tiden, udraderes fuldt bevidst intuitionen og fornuften som udviklingsparameter. Den udspringer af ganske andre energier og påkalder sig ofte radikale synspunkter og løsninger på traditionelle problemer; dette er oprøret - ungdommens prærogativ, kunne man også hævde. Det revolutionære har heri sin kim. Typisk for tendensen i tiden fik Dansk Folkepartis kultur- og undervisningsordfører, den tidligere mavedanserinde som dog burde have sans for det skæve, et mindre sammenbrud forleden, fordi et medlem af den daværende Blekinggade-bande viser sig at have ansættelse på rådhuset. Ikke fordi eksoprøreren beklæder stillingen, men fordi han måske i den forbindelse kunne komme i kontakt med børn og unge, og revolutionære må ikke have kontakt med børn og unge. Det kan være farligt, for så kommer der flere Blekinggade-bander, og børnene og de unge skal påvirkes under kontrol af det kontrollerede, som skal kontrolleres af kontrollører, disse politikere kan begribe og acceptere.

Onduleret kunst

Men det revolutionære er også kunsten, inklusive mavedansere hvis nærhed til børn og unge næppe er farlig. Kunsten får man imidlertid onduleret til håndterlig størrelse ved at stuve den hen i den kreative klasse. Denne er også formelt defineret, thi for at tilhøre denne kræves visse betingelser opfyldt, som har noget med eksaminer, værdistigninger på fast ejendom og kreditværdighed at gøre. Der er snart ikke mange ventiler i den trykkoger, som det borgerlige optugtningsflertal og for så vidt også Socialdemokraterne med knæfald for almindeligheder har over blusset.

Erindringen kommer her over den aldrende: De unge og verden bliver ikke bedre og dueligere af at eksamineres og prøves i yderligere formel erfaring vundet ind ved flere eksaminer og tests. Det har vi prøvet engang, og det var ikke godt og slet ikke for de rebelske og intuitive, man tør jo ikke også sige ægte kreative og kunstneriske begavelser, som også dengang fik en narrehat på hovedet og blev sat hen i hjørnet. De folk der nu plæderer for det formelles triumf over rundbordspædagogik, og alle de hånsord man i sin uvidenhed kan vælte af sig, var enten de kedsommelige dengang, der kun kunne lære udenad, frygtede friheden og elskede tugten og at gå til eksaminer. Eller også har de bare en elendig hukommelse, som ikke evner eller vil forholde sig realistisk overfor en rimelig datidsopfattelse men bedrager sig selv og dermed deres medmennesker. Her har regeringen rigeligt stof at øse af for at blive klogere. Hvis man spørger statsministeren om begrebet kreativ bogføring, vil han utvivlsomt med en kunstig kornmark som baggrund i skjorteærmer kunne fortælle en rørende historie fra de varme lande om, at han ikke dengang gjorde noget galt og ikke som en nøgtern selviagttager husker på de moralske krav, man bør stille og erkende, at han ikke burde være statsminister. Sådan må man jo sige, når det presser sig på, og man i øvrigt hverken får noget slot for at skrive eller lade være.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her