Læsetid: 5 min.

Huskeseddel til Fogh inden EU's topmøde

Et par socialdemokratiske råd til Foghs talepunkter ved EU-formandskabets møde i dag kunne være den britiske EU-budgetrabat og Storbritanniens superliberale tilgang til servicedirektivet. Ellers er Danmark meget enig med Blairs prioriteringer og opfordringen må være, at formandskabet lader handling følge ord
26. oktober 2005

Blair har valgt at gøre 'Europas sociale model' til hovedemnet for sit et-dages topmøde-seminar i morgen på Hampton Court lige uden for London.

Regeringscheferne er også blevet bedt om at forholde sig til globaliseringens muligheder og udfordringer og til EU's rolle i verden. Ikke nogen lille mundfuld for en enkelt arbejdsdag hvor der udover Tony Blair og José Manuel Barroso og Josep Borrell (som rådsformand, kommissionsformand og parlamentsformand) også skal komme 24 regeringschefer til orde.

Man kan frygte at det hele er en af de sædvanlige 'ud af vinduet Blair i retorisk topform' sammenkomster. Ikke lige det Europa har brug for nu. Store ord er ikke Europas største mangelvare.

Blair har altså besluttet sig til at lade de umiddelbare udfordringer for det britiske formandskab hvile ved Hampton Court-topmødet i morgen.

Det er et uheldigt valg. Det engelske formandskab har hidtil været markeret af en markant mangel på fremdrift som står i stærk modstrid til Blairs blændende programtale i juli i Europa-Parlamentet og hans selvsikre optræden ved det sidste møde i Det Europæiske Råd. Budgettet og de finansielle retningslinjer til 2013 som især blokeres af Storbritanniens bizarre rabatordning, ville være et oplagt emne at tage op på topmødet.

Og det ville også være klogt at drøfte svære sager som WTO-strategien, krisen i klimapolitikken, servicedirektivet og REACH (EU's kemikalieforslag), hvor man netop kunne opfylde det oprindelige formål med topmøderne - demonstration af ledernes politiske beslutsomhed. Men det lader Blair desværre ligge. Det gælder desværre også en realistisk analyse af forslaget med aftalen om EU-forfatningen.

Det mislykkede forsøg med den europæiske forfatning viste tøven i de europæiske befolkninger over for en Europæisk Union som en føderalistisk skal omkring et superliberalt markedsprojekt.

Vores gode sociale model

I stedet ønsker de fleste europæere - er jeg overbevist om - et stærkt europæisk fællesskab til at løse fælles problemer med arbejdsløshed, forurening, kriminalitet, terrorisme, unfair konkurrence og illegal indvandring samt sikre en effektiv fælles optræden i verdenspolitikken. EU udgør verdens stærkeste økonomiske enhed og trods vigtige forskelle er der alligevel et betydeligt værdi- og interessefællesskab mellem medlemslandene. Men disse vigtige konklusioner bliver ikke draget i Hampton Court.

Om denne analyse tror jeg ikke, der er fundamentale forskelle mellem VK-regeringen og Socialdemokratiet. Det er klart, at regeringen har et mere hengivent forhold til markedsmodellens lyksaligheder og en mindre tro på fælles politikker end socialdemokraterne. Og statsministerens faderbinding til Bush giver reelle konflikter i relation til en fælles EU- udenrigspolitik. Men i det store og hele er der konsensus. Og i alt fald er der enighed om, at EU-samarbejdet hurtigt skal understøttes af konkrete beslutninger, der løser problemer og viser evne til at handle.

Men hvad bør statsministeren så pege på i sine fem minutters taletid om de tre gigantiske emner: Europas sociale model, globaliseringen og EU's internationale rolle?

Her er et par socialdemokratiske råd til hans talepunkter: EU-formandskabet må udfordres med hensyn til budgettet og de øvrigt udestående spørgsmål. Bortset fra den britiske budgetrabat og Storbritanniens superliberale tilgang til servicedirektivet er Danmark jo meget enig med Blairs prioriteringer og opfordringen må derfor være at formandskabet lader handling følge ord.

Med hensyn til den sociale model kan statsministeren med en vis stolthed henvise til de danske strukturer. Ganske vist har han og hans parti især slået sig igennem på at bekæmpe velfærdssamfundets opbygning, men mon der i dag ikke er enighed om at sige: En arbejdsmarkedsmodel med stærke organisationer og en lang tradition for samarbejde kombineret med høj tryghed (erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i form af dagpenge), stor fleksibilitet, en aktiv arbejdsmarkedspolitik med vægt på uddannelse og omstilling samt overenskomstbestemte arbejdsmarkedspensioner giver en beundringsværdig konkurrenceevne trods et højt pengelønsniveau. Med til modellen hører en velfungerende infrastrukturmodel med f.eks. gode uddannelsesinstitutioner og rigelige børnepasningstilbud.

I Danmark er der nu snart pladsgaranti overalt, mens Tyskland f.eks. kun har en dækning for vuggestuebørn på to pct.

Den danske model er effektiv, men den er bestemt ikke gratis. Den forudsætter et højt skatteniveau (talerne om skattestop må blive i vestlommen), og derfor er en af de vigtigste opgaver ved bevarelse af Europas sociale model og konkurrencekraft, at skattebasen bevares.

EU-Kommissionens idelige forsøg på at underminere moms og andre forbrugsskatter (f.eks. på biler) må der sættes en effektiv stopper for, ligesom der må fastsættes et skattegulv for selskabsbeskatningen i Europa. Skattedumpning bør straffes som enhver anden form for statsstøtte.

Hvad angår 'aldringen' af Europa, bør statsministeren fremhæve de danske arbejdsmarkedspensioner, der uden om statskassen finansierer en væsentlig del af pensionsomkostningerne. Desuden bør der laves reformer, så de ældre reelt får indpas på arbejdsmarkedet. I takt med den stigende levealder bør tilbagetrækningsmønstret ændres. Det kræver først og sidst, at der er jobs til de ældre.

Reel frihandle

Med hensyn til tilgang til arbejdsmarkedet må åbenhed stå i forgrunden, men det skal ske efter værtslandets løn- og arbejdsvilkår. Servicedirektivet for eksempel bør hvile på dette princip samtidig med, at man radikalt fjerner barrierer fra markedet, der kun tjener beskyttelseshensyn. Sættes EU i lønmodtagernes bevidsthed lig social dumping, så uddybes skellet mellem mennesker og marked i Europa-samarbejdet.

Fremtidens job kræver investeringer i nutiden, både hvad angår uddannelse og forskning. Her behøver statsministeren ikke at nævne et dansk eksempel. Som bekendt sakker vi agterud i forhold til vores nordiske nabolande Finland og Sverige og placerer os tæt ved Middelhavet i det samlede EU-billede. Men uddannelse og forskning klarer ikke tricket alene.

Der skal også satses på løsningen af den store dobbelte udfordring med klimaforandring og afhængighed af dyr olie- og gasimport. Derfor skal EU satse massivt på energieffektivitet og vedvarende energi. Igen kan Danmark fremvise et imponerende eksempel på jobskabelse gennem energi-effektivitet og VE, og statsministeren kan passende love bod og bedring over sin regerings totale passivitet på disse nøgleområder de sidste tre år.

Endelig synes vi, at statsministeren bør pege på at globaliseringen - hvor Danmark som et frihandelsland som udgangspunkt er positiv - er eller burde være a two way street.

De store udviklingslande som Kina, Indien og Brasilien (sammen med de små naturligvis) burde med os indgå en 'global aftale' om adgang til vore markeder, teknologi og bistand - mod at de også påtager sig ansvar med hensyn til miljø, arbejdsvilkår, menneskerettigheder, god forvaltningsskik og indsats mod kriminalitet og terror. En første chance er i Hongkong i december.

Ja, emnerne på EU-topmødet på Hampton Court er alt for store og alvorlige til korte præsentationstaler, men statsministeren har noget at byde på - hvis han vil. Og tør.

Svend Auken er MF og EU-ordfører for Socialdemokraterne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu