Læsetid: 4 min.

Hva' fanden er meningen?

13. januar 2006

I Seinfeld på TV3 kan man stadig nå at se ind i et af nyere sociologis skarpeste forstørrelsesglas

Hvorfor opfører vi os som vi gør? Hvorfra kommer sociale normer? Hvad er normalt? Det er spørgsmål som især amerikansk sociologi har tradition for at stille.

Erving Goffman beskrev vores rollespil i hverdagen og undrede sig over hvorfor vi anstrenger os for at ikke at se på hinandens kønsorganer i en nudistlejr. Og Harold Garfinkel lavede eksperimenter, der skulle afsløre den sociale ordens natur. Han tænkte, at hvis social orden virkelig er et objektivt faktum - som den klassiske sociolog Durkheim mente - så må det være muligt at bryde de sociale regler ved at opføre sig totalt meningsløst. I et eksperiment bildte han derfor sine forsøgspersoner ind, at han havde lavet en studenterrådgivning. Én forsøgsperson fortalte intetanende om sin tvivl omkring at gifte sig med sin kæreste. På den anden side af en skærm gav Garfinkel et tilfældigt svar: "ja" eller "nej" - og uanset hvad han svarede, var responsen altid noget i stil med "det er sjovt at du siger det, men jeg havde netop tænkt på at ..." Konklusionen var, at uanset hvor meningsløst man opfører sig, så vil den anden altid finde en god grund til, at man er sådan.

Vi dømt til skabe mening, hvor der ingen mening er. Dette hul af ingenting i den sociale malstrøm, som slynger os socialt fordømte subjekter rundt i et kompliceret spil af fraser, pligter og ritualer kan man iagttage igennem et af de skarpeste forstørrelsesglas i nyere sociologi: Den amerikanske sitcom Seinfeld, som i USA kørte fra 89 til 98 - the series about nothing - og som stadig kan fanges på hverdagsaftner på TV3.

Vi studerer dagliglivets banale detaljer gennem den overfladiske komiker Jerry Seinfeld, hans nærige og smålige taberven George Constanza - seriens medforfatter Larry Davids alter ego - Jerrys kæphøje veninde Elaine - der bygger på Davids ekskæreste - og endelig Jerrys grænseløse nabo Kramer, som i virkeligheden er en nabo, David engang havde i New York - og som i dag lever af vise sig frem som den 'virkelige' Kramer. I hver episode bliver vi gnedet ind i storbylivets mylder af irritationer.

Som når George forsøger at sikre sig, at en pige ved, at det er ham, der betalte for hendes salat, da hele gruppen er ude og spise. Da hun opdager, at han gerne vil have, at hun ved det, er forsøget på at fremstå som generøs gået i vasken. Eller da Jerry bliver taget i tilsyneladende at pille næse af modellen, som han dater, og gør hvad han kan for at overbevise hende om, at han "did not pick" - forgæves. Eller da Elaine bliver nødt til at slå op med en kæreste, da hun finder ud af, at han tror på, at hun skal i helvede, hvilket hun ikke kan leve med - selvom hun ikke selv er kristen. Hvert afsnit udfolder menneskelivets komplicerede selvpåførte narrative strukturer, som det er umuligt nedfælde udtømmende.

"The Chinese restaurant" er afsnittet, hvor serien fandt sin form. Jerry, George og Elaine venter på et bord på en restaurant. George prøver at ringe til en pige, men får ikke fat i hende. Jerry undrer sig over, hvem damen i den stribede skjorte er. Elaine er ved at dø af sult og prøver at bestikke sig vej til et bord, men får det ikke - og til slut må de forlade restauranten sultne. Der sker ingenting. Og alligevel sker der alt dét, som er det eneste der egentlig sker på en normal dag i en normal by.

Serien siger noget relevant om noget tilsyneladende irrelevant: Den fortæller, at vores status som subjekter er, at vi hele tiden skaber vores sociale orden, når vi forsøger at tolke vores situation og leder efter en grimasse, der kan passe: Den eneste mening, der er, er den, vi skaber, når vi leder efter den. Det finurlige er så, at vi ikke kan sige vores tolkning højt. Vi må spille spillet. Det er kun med vores venner, at vi kan tale højt om vores private tolkninger.

Derfor kan Jerry og hans slæng eksplicit tale om alle de regler, som det er forbudt at meddele ikke-venner: Man kan ikke sige til en person, at han står for tæt på, når han taler. Eller at en kæreste burde få en næseoperation. Eller spørge direkte, om den lækre pige har kunstige bryster. Men alligevel vil vi vide det. Vi vil have svar på spørgsmål som: "Hvornår er man egentlig kærester?" (hvis hun har efterladt toiletsager hos dig, og I en har stående aftale på lørdage), "må man dyppe snacken to gange i dippen?" (nej! - det betyder at du er en 'dobbelt dipper'), "hvornår er man en bums?" (i det øjeblik man tager en kage op fra toppen af skraldespand - også selvom den er næsten urørt). Påtrængende spørgsmål, som former vores liv - men alligevel kan vi ikke spørge direkte, hvad fanden meningen er.

Når vi så alligevel gør vores patetiske forsøg på at gøre os forståelige for hinanden, så bliver vi latterkrampende sjove i al vores dobbeltspillende absurditet. Ligesom i Seinfeld...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu