Man har altid haft fornemmelsen af, at Sharon Stone kunne passe på sig selv. Hun har ikke fået noget forærende, hun er gået den hårde vej, hun har ventet, til chancen bød sig.
Klicheerne står i kø, men hvad de virkelig betyder, er, at Sharon Stone har overvundet udnyttelse, ydmygelse og direkte hån på sin vej til stjernestatus. Hun havde et på samme tid sejt og muntert smil, der syntes at vise, at hun forstår sin egen aftale med djævelen, uden at bede om vores sympati - eller hjælp.
Men ikke desto mindre er Basic Instinct 2 nok til at tørre smilet af ethvert fjæs.
Som San Franciscaner har jeg et blødt punkt i forhold til Sharon Stone. Den originale Basic Instinct foregik i vores by - for 14 år siden - og på en eller anden måde var det betryggende at tænke på at sådan en gal, rasende sexkilling, med en issyl liggende klar under sengen, sov i vores nabolag. Hun flyttede hertil. Hun giftede sig med Phil Bronstein, der udgiver byens avis. Jeg har spist søndagsmiddage på stille restauranter og kigget på hende, blot et par borde væk; tit var hun sammen med sin mor. Og hun var smuk.
Jeg kendte folk, der kendte Sharon Stone, og de fortalte mig, at hun var sjov at være sammen med, voksen, usentimental, helt bevidst om den rejse, hun havde været på på sin vej til stjernerne - og hvor hurtigt den kunne blive afbrudt og blive til aske i en alder af 40 år. Hun arbejdede for velgørenhed. Hun havde en unik tøjsmag. Hun havde mere sans for humor end et par håndfulde skuespillerinder tilsammen. Og så spillede hun én stor rolle, nok til at vise, at hun var andet end blot en smuk kvinde. Det var som Ginger i Martin Scorseses Casino - en jaget tæve, en junkie, afhængig af smykker og penge, én der fik ordet 'fuck' og alle mulige varianter deraf ind i hver eneste sætning. Der findes ikke ret mange store kvindelige roller i Scorseses film, og Ginger virker bedre og bedre som årene går. Hverken filmen eller hendes rolle var morsom, men beskeden var tydelig - Sharon Stone kunne spille intelligent komedie, og hun var ivrig efter at komme til at gøre det.
Uforskammet tillidsbrud
Men desværre, den amerikanske filmindustri har mistet evnen til at lave dem - komedier med stil, film hvor klasse, sex, smag, penge og stil alle spiller en rolle. De film, der får os til at huske Katharine Hepburn, Irene Dunne, Barbara Stanwyck og Carole Lombard. Man kan forestille sig Sharon Stone i alle deres roller. Jeg tror, hun vidste det og gjorde alt hvad en karriere i manipulation havde lært hende at gøre for at få sådanne roller. Men der skete intet, bortset fra Basic Instinct 2.
Ok, Sharon Stone er 48. Men i mine øjne ser hun forrygende godt ud, selv om anmelderen i The New York Times bemærkede, at hun i den nye film har en tendens til at benytte bestemte ansigtsudtryk. Hendes ansigt er ikke så bevægeligt som Gingers i Casino. Og det kan da skyldes plastikkirurgi, der sjældent kan tåle kameraets uvenlige snagen. Hun har også glimrende nøgenscener i filmen, der afslører, at Catherine Trammell ikke har taget ret mange gram på siden 1992, og hendes pen er heller ikke blevet blasert.
Og der findes da dårligere film end Basic Instinct 2 - tror jeg nok.
Hvad det virkelig handler om, er, at Basic Instinct i 1992-udgaven var funderet på de samlede testosteronkræfter hos Joe Eszterhas, Paul Verhoeven og Michael Douglas - mænd med jern på. Filmen var et trash-mesterværk, berusende opfindsom, dybt ukorrekt og opmuntrende overbevist om sin egen dårlige smag. Det helt store kup - scenen, hvor Sharon Stone under en afhøring lægger benene over kors - var et uforskammet tillidsbrud, understreget af Sharon Stones tydelige kropssprog, der viste, at hun var blevet narret. Det var lige netop, hvad dumme, sexgale forbrugere fortjente, og filmen blev et kæmpe hit.
Offentligt blameret
Det var en satsning, og den skulle ikke gentages. Michael Douglas, der i dag er et respektabelt familiemenneske, ville ikke røre Basic Instinct 2 med en ildtang. Men Sharon Stone havde ikke andre steder at gå hen. Ingen gider grine over den joke én gang til, ingen gider at se den nye film. Men alle ser nu ned på Sharon Stone som det fjols, der satte folk i stand til at lave en efterfølger. Den sexede eventyrerske er blevet begravet i en handling så fuld af banal falskhed, at intet synes virkeligt. Alle skuespillerne var skarpe og menneskelige i 1992. I dag er de en mat og bleg afspejling af dengang - i den forbindelse er det skammeligt at se den glimrende David Thewlis tvunget ud i sådan et stykke arbejde.
Og for første gang i sit liv er Sharon Stone blevet offentligt blameret. Nu er det svært at se, hvor hun skal gå hen - måske til den slags roller, Joan Collins spillede, da der var noget, der hed soap opera på tv.
Var det det, hun var så bekymret over sammen med sin mor de søndag aftener?
© The Independent og Information
Oversat af Ebbe Rossander
