Læsetid: 4 min.

Hva' nu, Graver?

Balladen om Gravesen er kun toppen af virakken. Efter tre år uden pokaler er det tid til noget, man bedst kan kalde en stille revolution for 'konge-klubben'
7. august 2006

Thomas Gravesen er langt fra at være i Fabio Capellos startopstilling i det 'nye Real Madrid'. Han er ikke med på listen. Billeder af en knytnævesvingende infight med den brasilianske letvægter Robinho under træningen i Irdning, Østrig, har ramt alverdens forsider, og mens Graver selv forsikrer, at de fysiske udfoldelser må regnes til fodboldens almindeligheder, indrømmer Capello, at han ikke kan lide danskerens psyke. I øvrigt tilføjer han, at det nok skal ordne sig. Når først altså Real Madrid er kommet af med Graver, og nye indkøb som Cannavaro, Emerson og Ruud van Nistelroy er blevet integreret i verdens mest glamourøse klub.

I mellemtiden puster engelske, skotske og tyrkiske klubber John Sivebæk i nakken. Lige fra Newcastle over Celtic til Galatasaray melder interessen sig. Men ingen tør åbne forhandlingerne. For Graver er stadig for dyr. Premier League ville ellers være et godt alternativ til den sofistikerede og mere højtflyvende spanske stil, som Vejle-drengen aldrig rigtig har fået ind under huden. Tottenham og Manchester City har også været på tale.

Måske ender det med FCK om et års tid? Der kan meget nemt gå Grønkjær i den.

Men sådan kender vi ham jo. Graver, der tog kvælertag på Maltas Michael Mifsud i VM-kvalifikationskampen i juni 2001, og samme Graver, der som ynglingespiller under Ulrik Le Fevres ledelse savede benene væk under en modstander og fluks blev sendt hjem fra træningen.

Balladen handler om en overtændt 30-årig, hærdebred dansker, der så gerne vil gøre det rigtige over for Capello. Den italienske succestræner, der indtil for nylig stod i spidsen for nu tvangsnedrykkede Juventus og tilbage i 1997 var med til at sikre Real Madrids sejr i den hjemlige liga, er kendt for at kræve kompromisløs respekt og ydmyghed fra sine spillere.

Følgelig har Graver skruet op for blusset og kaster sig med ekstra styrke ind i de glidende tacklinger. Sådan noget er ok i Everton eller Celtic, hvor testosteronen gerne må skumme over ligesom dårligt fadøl. I tyrefægtningens og olé-fodboldens hjemland Spanien virker det ude af trit med idealerne.

Genvordighederne i Østrig er kun toppen af virakken. Efter tre år uden pokaler og med kuldsejlede Galacticos-drømme iscenesat af den navnkundige eks-præsident Florentino Pérez er det tid til noget, man bedst kan kalde en stille revolution.

Økonomisk revolution

Den er ikke politisk. Den handler ikke om den mytologiske kamp mellem centralmagtens Madrid og seperatismens Barcelona. I dag er den hadske stemning mellem Real Madrid og FC Barcelona, som har sin egen lange og blodige historie, mest forbeholdt ægte ultras og desuden iscenesat af et massivt mediemageri, som får den halvårlige Clásico til at ligne en blanding af Melodi Grand Prix og en amerikansk valgkamp.

Nej, revolutionen er økonomisk. Hvordan sikres Pérez-linjen, og hvordan kan Real Madrid overhale Manchester United som verdens rigeste klub?

Og kulturel. Det handler om at lukrere på fodboldens nye åbne grænser, hvor spillere flakker troløst rundt og handles til skyhøje priser. Samtidig gælder det om at fastholde de nationale ikoner. Tænk på John Terry i Chelsea, Puyol i Barcelona og Raúl i Madrid. Når de forsvinder, er vejen for alvor banet for Don Ø's markedskræfter.

Hen over sommeren fik Real Madrid sin længe ventede præsident. Det blev Pérez' tidligere væbner, Ramón Calderón. Så ny træner. Her hentede man Capello, der belejligt undslap den pinlige storvask i Italiens skandaleramte Serie A. Og endelig kaprede den tidligere Real-spiller og Champions League-vinder fra 1998 Pedra Mijatovic posten som sportsdirektør. Det betød samtidig et farvel til legendariske Emilio Butragueno.

Her mærkes revolutionen for alvor. Måske slår Emilio pjalterne sammen med et andet koryfæ i klubbens moderne historie, Vicente del Bosque. Også han blev forvist og følte sig efterfølgende ramt af en madrilensk konspiration. Sandheden var dog, at der var alt for lidt globalisering og cool business og alt for meget hyggeonkel og topmave over ham. I dag skal trænere helst se lige så godt ud som Mourinho, snakke småfilosofisk som Arsene Wenger og inkarnere knaldhård metodo-disciplin som Capello.

Spillertruppen slankes

Den nye plan for klubben er soleklar. Man vil stadig ha' de allerbedste, og gerne dem, som også tjener penge til den toptunede marketingsafdeling. Så Beckham, Ronaldo og Raúl bliver.

Næste skridt er at slanke den svulmende spillertrup og styrke skrantende positioner. Med investeringen i den tidligere Juventus-spiller, brasilianeren Emerson, er Gravesens fremtid i Real Madrid for alvor truet. Sammen med verdensmesteren Cannavaro, der skal agere i det centrale forsvar sammen med Sergio Ramos, er Emerson nemlig et vigtigt aktiv i Capellos forstærkning af kongeklubbens defensiv.

Og med Emerson i den bageste midtbanekæde bliver der også rift om pladserne lidt længere fremme på banen. I Capellos foretrukne 4-4-2-system kan modellen på midten hedde Emerson-Baptista-Beckham-Guti, suppleret med offensive variationer, hvor Raúl og Robinho kan vise sig at blive jokere.

Helt i front er nyerhvervede Ruud van Nistelroy tiltænkt rollen som måltyv. Hvorvidt han kan teamworke med Ronaldo, selve inkarnationen af kan-selv-vil-selv, får vi at se. Som Florentino Pérez engang sagde: "I fodbold skal man aldrig sige aldrig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu