Læsetid: 4 min.

Hvad for noget?

25. februar 2004

VI ØNSKER ikke et kynisk samfund, hvor man kun giver, hvis man kan få noget igen,« erklærer regeringen, samtidig med at den kalder sin nye plan »noget for noget«. Men hvis man ikke kun giver noget, når man får noget, så giver man jo ikke noget for noget, og hvor bliver så det noget af, som man skal have for noget? Noget sludder er det!
For selvfølgelig betyder noget for noget, at man kun giver, hvis man får noget igen. Og at det ikke kun er semantikken, men også dem, der ikke har noget at give, der rammes af regeringens plan, kan man overbevise sig om ved at studere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens udlægning af teksten. Berlingske Tidende spørger ham i planens anledning, om ideen med at påskønne en ekstra indsats, når statens bidrag til kommunerne ikke samtidig vokser, ikke vil betyde, at borgerne i kommune X kommer til at betale til borgerne i kommune Y, fordi den tilfældigvis har en ildsjæl ansat, der yder en ekstra indsats. »Jo, jo,« svarer beskæftigelsesministeren, »men i dag fungerer det jo omvendt, fordi den gode kommune betaler til den dårlige kommune, og spørgsmålet er, om det er et bedre princip«.
Når man nu ved, at dårlige kommuner er dem med færrest arbejdspladser, dårligst økonomi og som derfor har sværest ved at skaffe folk i arbejde, så skulle svaret på beskæftigelsesministerens spørgsmål egentlig give sig selv: »Ja.« Men det mener han ikke. Og tror man, der er tale om en lapsus, kan man blot sammenholde med ministerens øvrige udtalelser.
»Noget-for-noget handler mest om, hvordan vi kan belønne dem, der kan og vil, og dermed dem, der viser vejen for dem, der vil, men ikke kan,« forklarer han med besnærende logik. Dem, der ikke kan, skal kunne. Og kan de ikke, kan de kigge i vejviseren efter ’noget’, for de skal gøre som dem, der kan. Det er ganske vist noget sludder, men åbenbart i regeringens øjne noget holdbart sludder. Hr. Frederiksens tågebanker er næppe fortalelser. For når ’fattig’ hedder ’noget’ og rig hedder ’noget’, så ser ligningen noget for noget ligelig og fair ud, og så fortoner omkostningstunge medmenneskelige hensyn sig.

MAN KAN FREMFØRE, som det er blevet gjort, at regeringens noget-for-noget blot er et andet udtryk for det, Socialdemokraterne kalder ’rettigheder og pligter’, og det skal ikke anfægtes her. Vi springer også let hen over, at et gennemgående træk i noget-for-noget-planen er mindre kontrol. At eksempelvis virksomheder, der har ydet en stor indsats og har styr på miljøet, skal kunne aflæse resultatet af deres indsats i form af mindre kontrol. Men hvordan kontrollerer man, at en virksomhed har styr på miljøet uden kontrol, og hvordan kontrollerer man, at virksomheden fortsat har styr på miljøet uden løbende kontrol? Og hvad vil det i øvrigt i den forbindelse sige at »have styr på miljøet,« spørger Kristeligt Dagblad med rette.
Alt det springer vi imidlertid over for i stedet at forsøge for en gangs skyld at sætte spørgsmålstegn ved selve tankegangen.

JAMEN ER det ikke rimeligt, at en ekstra indsats belønnes? Er det ikke rimeligt, at folk på offentlig forsørgelse yder et stykke arbejde til gengæld?
I dagens debat synes svaret på spørgsmålet givet på forhånd. Det er selve det ultimative argument, holdningen opfattes som den uanfægtelige sandhed om godt medborgerskab.
Men hvis det er tilfældet, lever vi faktisk allerede i det kyniske samfund, regeringen siger, den ikke ønsker. Så er dét problemet.
Skal man tro en anden af gårsdagens nyheder, politikforskeren Hans Jørgen Nielsens undersøgelse af danskernes fremmedfjendskhed, lyder en central konstatering, at danskerne ikke er racistiske. Nej, det »handler om almindeligt fedteri, at folk synes, indvandrerne giver for store udgifter, og at de skal yde en indsats,« mener Hans Jørgen Nielsen. Og han finder den samme holdning i 1990’ernes socialpolitik, hvor arbejdsløse og bistandsmodtagere blev sendt i aktivering. »Ikke at det altid virkede, men holdningen var, at man skal yde, før man kan nyde.«

NOGET-FOR-NOGET-tankegangen giver ham ret. Det er almindeligt dansk fedteri, at der skæres ned på ulandshjælpen. Det er almindeligt dansk fedteri, at 14 procent af danskerne mener, indvandrere skal smides ud af landet, hvis de bliver arbejdsløse osv. osv. Blot er det svært at se, at det gør sagen bedre. Hvilken beroligelse ligger der i, at der ikke er tale om racisme i biologisk forstand, som Hans Jørgen Nielsen fremhæver, hvis man finder det moralsk uangribeligt at behandle folk skidt, blot man kan argumentere med, at de ikke yder tilstrækkeligt?
Det er denne moralske afstumpethed, regeringens plan ikke anfægter, men tværtimod baserer sig på. At lede efter racisme er i den forbindelse som at lede under lygtepælen, fordi det er der, lyset findes. Mens bjærgsomhed og fornæret selvretfærdighed boltrer sig i skyggen.

ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her