Læsetid: 4 min.

Hvad nu hvis...

21. marts 2003

KRIG ER SKÆBNE. Sådan kan det opleves, når først kamphandlingerne er begyndt: Udfaldet lå på forhånd i kortene, intet stod til at ændre; snak om fredelig løsning var blot spil for galleriet. Sådan skrives historiebøgerne typisk også bagefter – ud fra de faktisk foreliggende kendsgerninger og indtrufne begivenheder. Historie er jo en konkret videnskab, ikke sandt?
Og dog. Et eller andet sted i den menneskelige erfaring ligger, at blodig strid ikke nødvendigvis behøver at indtræffe. Den kan afværges ved fremsyn – ved at handle, før handlemulighederne snævrer sig ind til kun én.
Den prøjsiske jernkansler og magtspiller Otto von Bismarck (1815-98) grundede over manøvrerummet for stormagters ledere og nåede frem til: De flyder på »tidens strøm«, som de »hverken kan fremkalde eller lede«, men hvor de kan »styre med større eller mindre evne og erfaring«.
Ikke tosset, Otto von. En strøm, der er uafvendelig, men en plads til snild navigation.

AT SPØRGE »Hvad nu hvis...« Altså gennemtænke, hvad der ville have været et sandsynligt forløb, hvis historien undervejs havde taget en lidt anden drejning, er en syssel, der kendes som »kontra-faktisk« historieskrivning, for den er jo imod fakta og dermed imod historikertraditionen og således useriøs.
Eller hvad? I dag har denne avis gjort kontra-faktisk historie til tema for sit tillæg I2. Det gør vi netop med anledning i krigsudbruddet. For – som det hedder i tillægget:
»Måske er det sorteste øjeblik i virkeligheden tidspunktet, der er bedst egnet til at tænke i nye billeder, nye veje historien kan formes ad. Fordi nuet og dagens verdensbillede ikke rummer nogen tillokkelse som varig tilstand.«
Dermed sigter vi selvsagt til den tilstand, hvor én magt er klodens altbeherskende og ikke udøver denne stilling »med barmhjertighed mod alle og nag mod ingen« – for nu at citere det ædle mål, som USA’s 16. præsident, Abraham Lincoln, fremhævede i sin anden tiltrædelsestale i marts 1865 – en måned inden han blev snigmyrdet.
Verden ville ikke nødvendigvis have været et bedre sted, hvis én af de andre stormagter havde formået at styre snildere på tidens strøm og manøvrere sig til ene-supermagt. Det fremgår af de kontra-faktiske indberetninger, tillægget bringer fra Rusland, Japan, Frankrig og Storbritannien. Man kan gøre sig sine egne tanker om udfaldet, hvis Kina eller Tyskland var kommet forrest i feltet.

ELLER HVIS de gør det i en nærmere fremtid, hvor Kina nok snarere end Tyskland har muligheden for at fortrænge USA. Imperier er en flygtig forekomst; de kan vare flere hundrede år, som oldtidens romerske, men falde fra hinanden gør de før eller siden.
Et stort, nu forglemt, kejserrige var det habsburgske i 1600-tallet. Det omfattede i sin velmagt vore dages Østrig, Ungarn, Italien, Holland, Belgien, Luxembourg, Burgundiet, Spanien, Portugal og hele Sydamerika.
Historikeren Paul Kennedy har i sit værk fra 1987 Stormagters opstigen og fald nærmere gransket habsburgernes skæbne. Han konstaterer, at deres herlighed forgik af dét, der almindeligvis er imperiers dødsårsag: Kejserlig overforpligtelse.
Habsburgerne skulle forsvare alle interesser og alle grænser alle vegne mod alle fjender og holde egne undersåtter nede – og var ikke villig til at betale, hvad det kostede. Og haps opslugte historiens strøm habsburgernes vestlige riger. De østlige, der forblev sammenflikket i en skæv konstruktion, fremkaldte Første Verdenskrig og gik til bunds i dens kølvand – efterladende sig sin statsborger A. Hitler som kommende aktør på verdensscenen. Også han bukkede under for kejserlig overforpligtelse, da han erklærede krig mod både Sovjet og USA.

HABSBURGERNES umulige situation – at være omgivet af fjender og undergivet af uvillige undersåtter og ikke magte at rejse pengene til at holde forpligtelserne kørende – kom til at kuldsejle nok et imperium, nemlig det sovjetiske.
Man kan diskutere hver enkelt af de mange på listen over USSR’s dødsårsager – der var flere, end nogen i samtiden havde gjort sig klart. Og jovist, den moderne kommunikationsteknologi var et tveægget sværd. Sovjetsystemet kunne ikke undvære den, hvis det skulle gøre sig gældende i konkurrencen med Vesten. Samtidig umuliggjorde den alle forsøg på at holde befolkningen nede i undertrykkelse, uvidenhed og afsondrethed. Men til syvende og sidst var det finanserne, der forblødte Sovjets ambitioner. Det kunne ikke polstre sine udenrigspolitiske klienter, holde sin egen befolkning på et tåleligt velstandsniveau og samtidig følge med USA ind i nye svimlende højder af oprustningsspiral.

MED ALT DETTE in mente er det værd at kaste et granskende blik på 2003-supermagten USA. Den gennemfører på én gang verdenshistoriens største skattelettelse og verdenshistoriens dyreste oprustning. Og er – ikke overraskende – på vej mod verdenshistoriens største underskud på de offentlige finanser. Samtidig støder USA fra sig de allierede og venligtsindede, der ville være med til at bære byrderne i en ny verdensorden – hvis altså den ikke bare var et andet navn for amerikansk selvtægt.
Fra historiens strøm bruser det: Kejserlig overforpligtelse. Og det er ikke kontra-faktisk.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her