Læsetid: 4 min.

Hvem andre end FN?

9. september 2000

Det kan måske forekomme alt for ambitiøst at pege på alle menneskehedens udfordringer og fremlægge en handlingsplan, men hvis De Forenede Nationer ikke søger at sætte en kurs for verdens folk i dette nye årtusindes første årtier, hvem skulle så gøre det?

FN’s generalsekretær Kofi Annan før åbningen af Millennium-topmødet i New York i denne uge.

150 statsoverhoveder og regeringschefer blev på behørig vis påmindet om, hvor lang afstanden er mellem forblommede løfter og den virkelige verden, da tre af FN’s flygtningemedarbejdere blev myrdet i koldt blod onsdag – dagen for åbningen af en særlig indkaldt generalforsamling i New York i anledning af det nye årtusinde. Udåden blev begået af militsgrupper på Vest-Timor i det indonesiske ørige og vi ved endnu ikke, hvad deres egentlige hensigt var. Hvad man derimod kan tage til efterretning er, at den indonesiske hær og politiet – som det ofte var tilfældet under krisen på Øst-Timor sidste år – stod passivt bi, mens modstandere af øens uafhængighed skejede ud mod uskyldige humanitær-arbejdere. Dét til trods for, at de indonesiske myndigheder flere gange har afgivet sikkerhedsgarantier til FN.
Denne tragiske affære illustrerer endnu engang, hvor utroligt trægt det går med at få styrket FN-medarbejderes sikkerhed i krisezoner. Årsagerne er mange – ikke mindst suveræne staters uvilje mod at lade internationale tropper operere på deres territorier. Liv kunne være blevet reddet, dersom FN’s fredsbevarende styrke på Øst-Timor havde fået lov at beskytte FN-personel og
ca. 100.000 flygtninge bosat midlertidigt i lejre på Vest-Timor. Men sådan skulle det ikke være, fordi det civile styre i Djakarta ikke vil indrømme over for verden, at de væbnede styrker er uden for dets kontrol. Det ville være urimeligt at klandre FN for sikkerhedsproblemer af denne karakter. Organisationen gør sit bedste under næsten umulige arbejdsbetingelser. Udstationerede i krisezoner udfører et modigt stykke arbejde. Derfor skylder vi (verdens regeringer) dem en forpligtelse til at gøre mere.

Samme forpligtelse har vi over for FN’s fredsbevarende styrker og de uskyldige civile, som FN-soldater skal beskytte. Vi ved alle, hvor galt det gik i Bosnien, da serbiske militser tog FN-soldater som gidsler i 1993 og ydmygede dem til hele verdens skue – eller da hollandske FN-soldater ikke havde mandat til at forsvare den muslimske befolkning i Srebrenica i 1994 og lod tusinder blive massakreret. Folkedrabet i Rwanda kunne som bekendt være blevet forhindret, hvis FN-styrken UNIMIR havde fået et bredere mandat til at gribe ind. I Sierra Leone blev 500 dårligt udrustede FN-soldater fornyligt taget som gidsler og den fredsbevarende opera-
tion i det borgerkrigshærgede vestafrikanske land risikerer at bryde sammen, fordi der ikke har været tilstrækkelig vilje i USA og Europa til at bakke op om en kraftigere og mere effektivt fungerende styrke. Af frygt for at synke ned i Sierra Leones kviksand lod Vesten i stedet FN overse en politisk aftale, som udnævnte en notorisk krigsforbryder til vicepræsident i en provisoriske regering – en sikker opskrift på katastrofe. Om føje tid skal FN-soldater indsættes i Congo og på det Afrikanske Horn med deltagelse af bl.a. et dansk kontingent. Det er derfor på høje tid, at FN’s Sikkerhedsråd gør noget konkret for at reformere sine fredsbevarende operationer. Ellers risikerer Rådet at miste sin troværdighed som institutionen, hvis opgave det er at overholde fred og sikkerhed i verden.

Man bør således hilse Kofi Annans kritiske rapport om FN’s kontor for fredsbevarende operationer velkommen. Den blev offentliggjort to uger før denne uges topmøde, og samtlige 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet gav offentligt udtryk for deres billigelse på et ekstraordinært møde i New York torsdag. Nu gælder det blot om at opnå enighed om at føre reformforslagene ud i livet og finde de ekstra penge til øge et årligt budget på 3 mia. dollar. Her kommer USA forhåbentlig til undsætning. Amerikanerne har i længere tid nægtet at betale en gæld på 1,4 mia. dollar, så længe man i FN’s medlemskreds afviste at nedsætte USA’s budgetkvote fra 30 til 25 pct. Nu tyder alt på, at man er tæt på et kompromis, ifølge hvilket verdens mest folkerige land Kina accepterer at betale mere end sin gamle kvote på 1,2 pct., der stammer fra 1972 – dengang kineserne var ludfattige. I Sikkerhedsrådets resolution – eller rettere i annekset til resolutionen – fik FN mandat til at udruste og træne sine soldater bedre og til at oprette en permanent overkommando i hovedkvarteret med vide beføjelser for at undgå strid om beføjelser landene imellem.
Når stats- og regeringschefer samles, bliver der altså trods alt gjort fremskridt. Det er betryggende. Ingen besidder en tryllestav til at løse alle verdens problemer. Man fornemmer dog en stigende bevidsthed om nødvendigheden af en styrket indsats i internationale fora som FN. At Clinton og Fidel Castro trykkede næver og Vladimir Putin og Jiang Zemin undlader at obstruere en debat om humanitære interventioner og afgivelse af national suverænitet er trods alt en rimelig god start på det næste årtusinde.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu