Læsetid: 4 min.

Hvem bærer?

16. april 2002

HVEM sætter klare mål og tidsfrister for sit arbejde med bæredygtig udvikling? Hvem har sat sig for at forøge antallet af job for folk med etnisk minoritetsbaggrund – og skabe flere arbejdspladser for handicappede i år?
Hvem satte sig sidste år for at bruge energien og vandet fem procent mere effektivt – men kom ud med resultater på henholdsvis 10 og 13 procents forbedring? Hvem skærer ned på transporten med lastbil og udslippet af dieselpartikler? Hvem vil have mere vedvarende energi og flere energibesparelser, mindst fem procent til næste år?
Hvem vil afskaffe resistens mod antibiotika i gensplejsede organismer senest til næste år? Hvem er i gang med en handlingsplan mod stress i arbejdsstyrken?
Hvem siger, at alle skal føle et ansvar for bæredygtig udvikling i deres daglige arbejde? Hvem har som motto: ’Det er naturligt at være ansvarlig’? Hvem siger, at lovens mindstekrav slet ikke er nok? Og hvem siger, at alt dette ikke blot er godt for vores børns fremtid her i verden, men sandelig også er godt for økonomien og den økonomiske vækst på længere sigt?
Er det mon regeringen, der er kommet på bedre tanker, allerede mens den hårdt beskårne plan om dansk bæredygtighed er ude til høring? Eller er det en overbudsplan fra oppositionen? Er det EU-Parlamentet, der ikke reelt har magt til at gennemføre, hvad det siger? Er det måske den yderste venstrefløj? Kommer ordene fra et sammenrend af miljø- og udviklingsorganisationer?

ÅH NEJ, det er såmænd aktieselskabet Novozymes. Den del af det gamle Novo, der laver enzymerne i vores vaskepulver, og i det hele taget næsten halvdelen af de mange tusinde tons enzymer, der bruges verden over i produktionen af fødevarer, stoffer, madvarer og meget andet. Men det kan de måske sagtens sige ude i Bagsværd. De er heldige at lave produkter, som faktisk er med til at skåne miljøet. De har råd til at tage hensyn og lave fine rapporter, vil lyseslukkerne sige. Men hvad mon de vil gøre, hvis de pludselig rammes af benhård konkurrence?
Jamen så hør lige en anden: Vi skifter scene til Stockholm i sidste uge. Claude Fussler er på talerstolen. Han er tidligere miljødirektør i Dow Chemicals, nu taler han for repræsentanter fra ca. 150 af verdens største virksomheder. 3M, ABB, Addidas, Aventis, AOL Time Warner, BASF, Bayer, BP, ChevronTexaco, Coca Cola, DaimlerChrysler, Danisco, Deutsche Bank, Dow, DuPont, Eastman Kodak, Hoffmann-LaRoche, Fiat, Ford, General Motors, Heineken, Mitsubishi, Monsanto, Norsk Hydro, Novartis, Novo Nordisk, PowerGen, Renault, Shell, Skanska, Statoil, Suez, Swiss Re, Syngenta, Tokyo Electric Power, Toyota, Volkswagen...
Topmødet i Johannesburg i august-september om bæredygtig udvikling bliver vigtigere end det i Rio. Hvis ikke I kommer og viser flaget og tager ved lære, så går det ud over jeres forretninger i fremtiden, siger Claude Fussler. Han er nu en slags kampagneleder for Verdens Erhvervsråd for Bæredygtig Udvikling. Det er det halvårlige medlemsmøde, han taler til.
Blandt tilhørerne er, som listen viser, en lang række producenter af ting, der bruges i overmål i den udvikling, der ikke er bæredygtig. Biler, sukkervand, cement, alkohol, atomkraft, kemikalier, finansielle transaktioner i den allerstørste stil.
Men Fussler har forlængst læst dem teksten. En global aftale er pinedød nødvendig – for verdens og det globale erhvervslivs fremtid, mener han. Det er ikke sandsynligt – og heller ikke nok – at regeringerne kan enes om en aftale. De globale virksomheder må selv spille aktivt med.

BÆREDYGTIG VÆKST er en tiltrækkende tanke for de fleste ordentlige erhvervsvirksomheder. Hvem vil ikke foretrække at operere på et verdensmarked med stabilitet og tryghed og lav risiko.
Men det kan ikke lade sig gøre uden at rette op på den globale skævhed, sagde Claude Fussler allerede sidste efterår i en tale i Bruxelles.
At rette op på miljøet og holde væksten oppe i det rige Europa, USA og Japan er langt fra nok, hvis ikke bekæmpelsen af fattigdommen, den voksende globale ulighed og de fattige landes kolossale efterslæb med videnskab, teknologi og uddannelse bliver rettet op, mener han. De globale fælles goder skal betales af dem, der har råd. De rige landes markeder skal åbnes uden betingelser.
Regeringerne løb hurtigt fra de løfter om bistand, de gav i Rio. De private virksomheder har ganske vist forøget deres investeringer kraftigt, men de går til »et dusin strategiske udviklingsmarkeder, hvor de virkelig har stimuleret fremskridtet og den økonomiske vækst«. Nu skal investeringerne dirigeres om til de lande, hvor de fattige er koblet af udviklingen. Investeringer i job, der kommer de fattigste til gode, er ikke kun social omfordeling, det er også en investering i en verdensøkonomi, der faktisk fungerer, påpeger han.
»En moderat justering er absolut utilstrækkelig,« sagde Claude Fussler. »Afstanden mellem rige og fattige vil fortsætte med at vokse. Før eller siden vil de skrøbelige institutioner i udviklingslande bryde sammen på grund af mangel på vand og mad og sociale spændinger. Bølger af desperate flygtninge vil presse på ved vore grænser. Fundamentalisme og terrorisme trives som råd i svage, stagnerende økonomier.«
Det er ikke lige det, verdensfirmaerne har brug for. Verdens regeringer har i ti år vist sig for svage til at sikre dem stabile markeder i stabile samfund. Derfor må de selv forsøge. Enten de handler moralsk eller dobbeltmoralsk er de derfor en del af håbet om en udvikling i bedre balance.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu