Læsetid: 7 min.

Hvem er bange for den store stygge Freud?

23. september 2005

Et over 800 siders anklageskrift mod Freud og psykoanalysen fortsætter den kamp mellem terapiformer, der nu har stået på i over 100 år i Frankrig

Er psykoanalysen skyld i, at mennesker dør? Sådan spørges der i en af de største borgerlige aviser i Frankrig, Le Figaro, her i september. For en af de helt store intellektuelle debatter i Frankrig, efter at verden er vendt tilbage fra sommerferie, er opstået omkring en over 800 sider tyk Psykoanalysens sorte bog udgivet på forlaget les arènes. Titlen lægger sig provokerende tæt op af de lige så store anklageskrifter, der allerede er udkommet om henholdsvis stalinismen og kolonialismen - Kommunismens sorte bog foreligger på dansk. I disse sortbøger blev der omhyggeligt og med utallige vidneudsagn gjort rede for døde og deporterede. Redaktøren Catherine Meyer og forfatterne til sortbogen mener at psykoanalysens overherredømme i Frankrig har så al-vorlige konsekvenser, at det lægger op til samme type titel som bogen om stalinismens rædsler.

Frankrig er et af de steder i verden, hvor psykoanalysen er mest udbredt, og gennem de sidste 100 år til stadighed har spillet en væsentlig rolle. Ikke alene som et terapiforløb det enkelte menneske har opsøgt og betalt for, men også i behandlingen af psykiatriske patienter. I Tyskland og Østrig gik psykoanalysen voldsomt tilbage efter nazismens rædselsår, der fik mange af dens udøvere, herunder også Freud selv, til at flygte til udlandet. I USA tog psykoanalysen retning mod den såkaldte 'Ego-psykologi', der i højere grad går ud på at styrke den bevidste del af psyken end at udforske den ubevidste. Som modsætning hertil blev Freuds lære i Frankrig, gennem blandt andre psykiateren Jacques Lacan, knyttet an til den filosofiske tradition fra Hegel. Psyko-analysen og dens begrebsapparat forblev ikke alene en del af behandlingen af psykisk syge mennesker, men indtog samtidig en stor plads i det intellektuelle landskab. Den populære børnelæge Françoise Dolto fik med sine teorier om, at babyen fra starten er en person, lagt begrebet om ødipuskomplekset i folkemunde. Freud og hans teorier om det ubevidste, seksualiteten, kastrationsangsten og ødipuskomplekset er stadig almindeligt pensum på de franske gymnasier.

Men ikke mindst er psykoanalysen forblevet et vigtigt redskab i den psykiatriske praksis. Det har været almindelig kutyme, at en psykiatrisk lægeuddannelse blev fulgt op af en personlig analyse, en tradition man for eksempel intet kender til i Danmark. Det har naturligt nok haft stor indflydelse på, hvordan behandlingsforløb på psykiatriske hospitaler i Frankrig har været grebet an. Det er denne specielle status, forfatterne af Psykoanalysens sorte bog har sat sig for at gennemhulle, da de mener, at det har alvorlige konsekvenser for patienterne. Med en blanding af artikler, interviews og personlige beretninger skydes der løs på psykoanalysen fra alle kanter, med de 200 sidste sider som en lovprisning af kognitiv adfærdsterapi.

Der er ikke mindre end 40 bidragsydere fra hele verden. Catherine Meyer hægter de mange bidrag sammen med spørgsmål og resumeer. De vægtigste skribenter er historikeren Mikkel Borch-Jacobson, der både er dansk, fransk og amerikansk og gennem mange år har beskæftiget sig med freudianismens opkomst og Lacan. Den franske psykiater Jean Cottraux og psykologen Didier Pleux arbejder begge med at indføre kognitiv adfærdsterapi i Frankrig, ligesom psykologiprofessor Jacques Van Rillaer gør det på den anden side af grænsen, i Belgien.

En stor del af bogen består af materiale, der længe har været kendt og diskuteret. Forfatterne lægger vægt på, at en del af det ikke har været tilgængeligt på fransk og lægger derfor ud med et frontalangreb på Freud. På flere hundrede sider gøres der rede for, hvorledes Freud løj om de patienter, han beretter om i sine omfattende skrifter. Om hvordan de i virkeligheden ikke blev helbredt med den 'talekur', Freud førte dem igennem, men fik tilba-gefald og levede kummerlige tilværelser. Det fortælles, hvorledes Freud i begyndelsen troede, at hans patienter havde været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, men senere måtte erkende, at der var tale om fantasier. Et kapitel er helliget Freuds økonomiske situation og påviser, at Freuds egentlige motiv var pengemangel.

Derefter går bogen over til at forklare, hvorfor og hvordan psykoanalysen er blevet en kæmpesucces. Psykoanalytikerne mystificerer folk og argumenterer cirkulært. Hvis folk ikke vil tro på psykoanalysen, er det i virkeligheden, fordi de har et psykisk problem. En række vidneudsagn om mislykkede psykoanalyser understreger psykoanalytikernes mangel på præcis diagnosticering. Et gennemgående tema er psykoanalysens mangel på videnskabelighed. Over de sidste 200 sider er der anvisninger til, hvorledes det både er muligt at "leve, tænke og få det bedre uden Freud", som forfatterne formulerer det. Løsningen er psykofarmaka og kognitiv terapi.

Med denne enorme pamflet brød hundredårskrigen mellem 'psy'erne' ud igen, som dagbladet Le Monde formulerer det.

Det har ikke kun været skribenterne i avisen Le Figaro, der i de forløbne uger har undret sig. Hvorfor skal psykoanalysen udsættes for så voldsomt og hadefuldt et angreb netop nu? Overskriften i Le Monde lød: 'Et katalog over antifreudiansk had', Liberation fremhævede, at angrebets voldsomhed grænser til irrationalitet. På ugemagasinet Le Nouvel Observateur har der været veritabel læserstorm, fordi forsiden for et par uger siden vovede at spørge: 'Skal vi gøre det af med psykoanalysen'?

Et særligt passioneret fransk temperament folder sig ud fra fra begge sider. Som redaktøren Laurent Joffrin efter læserstormen med beklagelse skriver i denne uges Nouvel Observateur, er det åbenbart ikke muligt at sætte de forskellige psykoterapiers virkninger til debat, uden at det straks ender i polemik.

Stort set alle kommentatorer er dog enige om, at den sorte bog om psykoanalysen er polemisk og skævvreden. Som angreb på den psykoanalytiske praksis er det ikke nok at gå tilbage til Freud i det gamle Wien og påpege de fejl og mangler, der var i hans skrifter. De tilfælde sortbogen trækker frem, er gennem de sidste 100 år blevet diskuteret og kommenteret inden for psykoanalysens egne rækker. Med et kynisk udsagn, som videnskabsmænd ellers ofte kan tilslutte sig, kan man sige, at "operationen var vellykket, men patienten døde." Freuds tekster kan betragtes som en protokol over ofte mislykkede analyser, der har ført til vægtige erkendelser om psyken og dens struktur. Miskrediteringen af Freud ved påpegning af hans pengegriskhed og personlige ambitioner vil på trods af deres eventuelle sandhed kunne vælte en del forskere inden for alle felter af pinden.

Heller ikke vidnesberetningerne fra mislykkede analyser er overbevisende. Her brillerer sortbogen ved sin egen mangel på videnskabelighed. Ønsker man vidneudsagn om vellykkede psykoanalyser, kan man i øjeblikket i kampens hede læse et utal af dem i det diskussionsforum, Le Nouvel Observateur har oprettet. Og så er man lige vidt

Men 'hvor er de døde henne'? Eller rettere sagt de sindslidende mennesker, der kommer til behandling for angst, depressioner, fobier og andre psykiske symptomer?

Det er sortbogens overordnede påstand, at psykoanalysen er farlig, fordi den står i vejen for anden behandling, både medicinsk og terapeutisk. Og det er der ifølge forfatterne nogen der dør af, især ved selvmord. Hertil svarer en række psykoanalytikere i disse dage igen, at det er det omvendte, der er tilfældet. Især brugen af medicin som prozac, midler mod maniodepressivitet og antipsykotisk medicin tvinger svage subjekter til handling, ofte med døden til følge. Og de adfærdsterapier, som sortbogens forfattere hævder effektiviteten af, har ikke vist deres virkning på længere sigt.

Hvem har så ret? Det er netop omkring evalueringen af behandlingen af psykisk syge, at hunden ligger begravet i den debatten. I 2003 bestilte den daværende franske sundhedsminister Philippe Douste-Blazy en rapport, der skulle evaluere forskellige psykoterapier. Rapporten forelå i 2004 og konkluderede ud fra en sammenligning af tre terapiformer den kognitive adfærdsterapis absolutte fortrin. Det førte til et ramaskrig i det etablerede psykiatriske og psykoanalytiske miljø. Der blev sat spørgsmålstegn ved rapportens metoder og den forskning, der blev konkluderet på baggrund af, der netop havde samme udgangspunkt som den terapiform, den anbefalede. Efter en voldsom offentlig debat trak sundhedsministeren rapporten tilbage. To af dens forfattere er medforfattere til Psykoanalysens sorte bog.

Og midt i det hele står så de patienter, der hver eneste dag opsøger professionel hjælp for symptomer, der rammer dem dybt i eksistensen. Den kognitive adfærdsterapi hævder at kunne fjerne disse symptomer på ganske få seancer, der ændrer personens handlingsmønstre. De klassiske psykoanalytikere hævder, at dette er ren symptombehandling og at nissen altid dukker op et andet sted. Hvilken rolle den medicinske behandling har et sted spændt ud mellem disse terapier, står stadig uafklaret. Er det nok at dæmpe de symptomer en psykose medfører, og kan denne afdæmpning kaldes en behandlingssucces? Og hvordan er livet for en skizofren, der måske nok kan lære at omgås de stemmer, der styrer hans dagligdag, men som i skjul stadig anser dem for virkelige? For ikke at tale om de bunker af neuroser, der ender i alkohol- og pillemisbrug?

Oppe i front kæmper de kognitive terapeuter med tungt skyts mod psykoanalytikerne. Der er selvfølgelig også både ressourcer og professorater på spil.

Mere lavmælt sætter debatten psykiatriens afmagt på dagsordenen: Vanskeligheden med at bevise, hvilke terapier der 'helbreder' i et samfund, hvor personlig effektivitet er noget, der aldrig sættes spørgsmålstegn ved. Som psykoanalytikeren Charles Melman tørt kommenterer det, "er det jo svært at blive helbredt for eksistensen." Eller det faktum, at til sidst dør man.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu