Læsetid: 11 min.

Hvem der bare hed Karin, Emma eller Anna

Identitet. Tyrkiske Ekin voksede op i et svensk velhaverkvarter og drømte i teenageårene om at blive så svensk som sin mest svenske veninde. Sevgi voksede op i ghettoen og opdagede først svenskerne den dag, hun skulle starte i en ny skole og så lyshårede mennesker gennem sporvognes rude. I dag mangler de stadig et sted at høre til
16. marts 2007

Det største juletræ, den ivrigste julemand og de flotteste påskeæg i Södermalm fandt man hos familien Ergün. Før familien flygtede fra Tyrkiet, havde de aldrig fejret den slags, men i Sverige fik den hele armen. De sprang Jesus og kirkens budskaber over og gik direkte til at male påskeæg og pynte juletræ og alt det, der hører med, når man er svensk. Der skulle ikke være forskel på familiens børn og deres svenske legekammerater, mente forældrene.

Men uanset hvor meget de anstrengte sig, så var der forskel, og den erkendelse blev svær for en teenagepige, der for alt i verden bare vil være som sin bedste veninde, og som ville ønske, at hendes forældre ville komme til forældremøderne til tiden og tie stille, sådan som nu forældre i Skandinavien gør.

Sverige passede godt

Södermalm er et af Stockholms mere velhavende kvarterer, hvor der dengang, i begyndelsen af 1980'erne, ikke var ret mange udlændinge, om nogen overhovedet. Familien Ergün kom til bydelen via flygtningecentret i Rinkeby efter, forældrene som venstreorienterede akademikere måtte flygte fra militærkup og højredrejning i Tyrkiet. Det var egentlig ikke meningen, at familien ville blive i Sverige, men bare tage et par års pause, til situationen var kølet af i Istanbul. Det blev imidlertid klart, at det socialdemokratiske Sverige passede vældig godt til familiens egen politiske overbevisning, og teknikkerne i det svenske sundhedssystem imponerede Saim Ergün, der er læge, og så blev de.

Da det blev forår, og der var arbejdsdag i den ejendom, familien flyttede til, kom det første sammenstød mellem tyrkisk og skandinavisk kultur. I Tyrkiet kan man nærmest ikke tilbringe tid nok med familie og naboer. I Tyrkiet slutter et samvær derfor med, at alle spiser sammen i timevis, eller i det mindste samles til te og kaffe. Man går ikke bare hver til sit. Så da pulterkamrene var ryddet og gårdens blade fejet sammen og familierne på vej hver til sit, inviterede den tyrkiske familie indenfor.

"Min far måtte spørge et par gange, og da først én havde sagt 'Ja, det kanske kan vara möjligt, så sagde den næste, at hvis de andre kom, så ville han også gå med. Så klokken elleve om aftenen kom fire-fem par med børn hjem til os, hvilket ellers er virkelig sent for svenskere," siger Ekin Ergün, der nu er 30 år.

Så nemt gik det ikke hos familien Bayraktar, der samtidig boede i Angered - Göteborgs indvandrerghetto. Her var der nærmest ingen svenskere at få øje på. Familiens yngste datter, Sevgi, legede med en svensk pige i børnehaven, men da hun flyttede væk, var der ikke flere svenskere tilbage. Til gengæld var der masser af pakistanere, palæstinensere og andre tyrkere. Når hun gik til håndbold, var det sammen med iranere, en jugoslav og en bolivianer, og til basketball spillede hun sammen med spaniere. Da hun kom i skole, gik hun i klasse med tyrkere og børn fra Spanien, Sydamerika og Kina. Selv lærerne var kun halvt svenske, og når de så en svensker på gaden, jokede de og sagde 'Nej, hvor vildt: Se, en svensker'.

En tyrkisk opvækst

Der var faktisk ikke noget at grine ad dengang, for indvandrerbørnene talte dårligt svensk og havde næsten ingen kontakt med svenskere og svensk kultur. For Sevgi Bayraktar kom det første kultursammenstød derfor, da hendes mor sagde stop og tog hende ud af folkeskolen i Angered for at sende hende på privatskole i selve Göteborg. Da var hun 12 år gammel.

"Jeg kunne gå til skole de første år, for den lå der, hvor jeg boede. Men da jeg skiftede skole skulle jeg med sporvognen, og så opdagede jeg Sverige og svenskere," siger Sevgi Bayraktar, der i dag er 27.

"På skolen var der omkring 1.000 elever og kun fem-ti udlændinge, og den ene var min søster. Jeg blev overrasket over, hvor dårligt mit svenske var. Jeg havde altid troet, det var godt, og at jeg kunne alt, men det var det ikke. Jeg talte jo som en udlænding. I ghettoen blandede vi en masse fremmede ord ind i det svenske. I den svenske skole gik det op for mig, at der var så mange ord, jeg ikke kendte."

Også hos familien Bayraktar blev der malet påskeæg, men forældrene lagde samtidig stor vægt på deres tyrkiske baggrund. Sevgis far, Aydogan Bayraktar, forlod Istanbul i 1972 for at finde arbejde i Europa, og med årene endte han i Sverige. Da det blev tid til at gifte sig, vendte han tilbage til Istanbul, hvor hans forældre havde et ægteskabsforslag, som han godt kunne have afslået. Men han sagde ja, og samme sommer flyttede de til Sverige, hvor de stadig bor. Det var et arrangeret ægteskab, men helt uden tvang, og i årene efter fik de to døtre. Selv om begge forældre arbejdede ude og på den måde adskilte sig fra mange andre indvandrerfamilier, så lagde de vægt på at give døtrene en tyrkisk opdragelse med vægt på tyrkiske traditioner og værdier.

"Min familie var ikke streng, men det var en tyrkisk opvækst. De fortalte min søster og mig, at 'sådan gør vi i Tyrkiet', 'vi er muslimer, vi går ikke i seng med hvem som helst', 'vi gør ikke dette eller hint'. Vi blev hele tiden mindet om, at vi er tyrkiske, men på en god måde. Vi lærte at have respekt for ældre mennesker, og vi lærte, hvordan man skulle tale, sidde og stå pænt og høfligt," siger Sevgi Bayraktar.

To slags gæstebud

Med til en tyrkisk opvækst hører, at man behandler sine gæster som konger og dronninger. En gæst får altid det bedste, et hjem har at tilbyde, både hvad angår stole, sofaer, mad og senge til overnattende gæster. Men sådan gør man ikke i Skandinavien. Første gang Sevgi skulle sove hos en veninde, var de tre piger, der skulle sove sammen. Med sin opdragelse på rygraden var Sevgi ikke i tvivl om, at værtinden ville opgive sin seng til fordel for en af gæsterne. Spørgsmålet var bare hvilken.

"Jeg løb ind på hendes værelse og kastede mig op i sengen, mens jeg råbte, 'sengen er min, sengen er min'. Hun gloede bare på mig, men sagde ikke noget, og så sov de to på gulvet. Først efter et par uger sagde hun, at hun ikke kunne tro, jeg havde taget sengen. Den var jo hendes. Sådan lærte jeg, at svenskerne aldrig overlader deres senge til andre."

Kort efter stoppede Sevgi med at bære sine kammeraters tasker fra bussen, når de kom på besøg, og med at stå tidligt op og lave morgenmad til dem. Hun sov også i sin egen seng og blev der, selv om hun vågnede først.

"Jeg ville lade dem smage deres egen medicin og fandt ud af, at det var så afslappende at være svensker. Det var lettere, og jeg kunne godt lide det."

Ville helst være svensk

Hos Ekin Ergün i Stockholm var der længere mellem de kulturelle overraskelser, fordi hun udelukkende færdedes sammen med fuldblodssvenskere. Det betød til gengæld, at hun kom i konflikt med sin baggrund og kom til at hade Tyrkiet, sit sorte hår og brune øjne. Det begyndte egentlig meget uskyldigt med, at hun bare fik meget opmærksomhed. Når der nu ikke var andre udlændinge i Södermalm, vakte både hendes udseende, hendes navn og hendes baggrund opsigt. Igen og igen måtte hun forklare, stave og udtale over for nysgerrige og interesserede svenskere. At de på den måde påpegede, at hun var anderledes, fik hende til at føle sig anderledes, selv om hun egentlig først og fremmest følte sig meget svensk.

"Jeg husker, at jeg i visse år helst ville være svensk. Jeg var meget frustreret over Tyrkiet, og der var en periode, hvor jeg lod som, det ikke eksisterede. 'Hvorfor har jeg det her mørke hår, hvorfor har jeg mørke øjne,' tænkte jeg. Jeg så på alle de andre og så ingen som mig. Jeg følte mig anderledes og ville gerne have et mindre dramatisk navn. Jeg ville hedde Karin eller Emma eller Anna eller sådan noget," siger Ekin Ergün.

Egentlig ville hun gerne elske Tyrkiet og føle, at hun også hørte til der, men hun var frustreret over, at det hele tiden satte hende i en position, hvor hun blev bedt om at forklare ting, hun ikke kunne forklare. Når svenskerne på tv hørte om tvangsægteskaber og religion, medførte det en masse fordomsfulde spørgsmål til Ekin om, hvorfor det var sådan, og hvorfor nogle tyrkere gjorde, som de gjorde. Hun kunne ikke komme med nogen svar, for hun havde aldrig boet der, vidste intet om tingenes sammenhæng, og om hvorfor Tyrkiet nogle gange fremstod så fremmedartet. Det var frustrerende, og det fik hende til at lade som om, hun var endnu mere svensk, end hun var.

Det spillede også en rolle, at puberteten satte ind i de år, og at hun derfor fik travlt med at skamme sig over alt det, hendes egen familie gjorde, og i stedet ønske, at de bare var ligesom alle de andre.

"Alle har nok en periode, hvor de vil være præcis som deres bedste veninde og hendes familie, og min veninde var den svenskeste af dem alle sammen. Sød og svensk. Blå øjne, blond hår. Jeg syntes altid, hendes mor var så rolig. I mit hjem var der aldrig roligt. Der var altid nogen, der kom og gik, vi havde altid middagsgæster, eller min far havde en kollega med hjem, som ingen havde ventet. Man skulle være meget spontan for at leve med det. Jeg skammede mig over, at alt var ad hoc hos os. Vi besluttede os for sommerferie i den første uge af juli og rejste i den anden uge. Jeg husker, at jeg følte det meget frustrerende."

Ville ikke 'dö i Norden'

Men forholdet til Sverige var heller ikke uproblematisk. Når hun sammen med skolekammeraterne sang med på nationalsangen ved årsafslutningen kom hun i sangens sidste linjer i konflikt med sin tyrkiske side.

"Den svenske nationalsang slutter med '... jag vill leva jag vill dö i Norden'. Det var meget underligt, for det ville jeg ikke. Jeg husker, jeg sagde det til min far, og han sagde, at jeg skulle synge med, og når vi kom dertil, kunne jeg stoppe. Han sagde, det ingenting betød, men hvis jeg ikke ville, skulle jeg ikke synge det."

Det var først, da hun som 16-17-årig meldte sig ind i Sveriges Socialdemokratiske Ungdom, at hun begyndte at få et mere afslappet og nuanceret forhold til sin tyrkiske baggrund. I Tyrkiet ville det dengang have været helt uhørt, at forældre opfordrede deres børn til at engagere sig i politik, for politik i Tyrkiet var farligt, og det førte gerne til, at de, der involverede sig, endte i fængsel. Men i familien Ergün var det på ingen måde et tabu, og involveringen hos socialdemokraterne endte med at føre en helt uventet afklaring med sig.

Her mødte Ekin for første gang i sit liv jævnaldrende med udenlandsk baggrund, og her oplevede hun en interesse for både Tyrkiet og sig selv, som var positiv og helt anderledes dybdegående, end hun havde været vant til. I de politiske diskussioner var hun nødt til at finde svar på spørgsmål om Tyrkiet og afklare sin egen holdning til spørgsmål, hun ikke tidligere havde taget stilling til.

I dag mener hun, at kritiske, nysgerrige spørgsmål til unge med tyrkisk baggrund i Europa og Skandinavien er den bedste måde at få nedbrudt fordomme på. Og på ingen måde er det noget, man skal vige uden om.

Djævelens advokater

Danskere og svenskere bør være djævelens advokater, for det vil udfordre de tyrkiske unge i de skandinaviske lande, mener hun. De kritiske spørgsmål vil være en god mulighed for at lede efter svar.

"Man skal aldrig blive skuffet over spørgsmål, uanset om de er negative eller positive, for de er en mulighed for at bevise noget andet. Hvis nogen spørger om ikke alle tyrkiske piger skal giftes med deres fætter eller omskæres, så er jeg glad for at få spørgsmålet, for så kan jeg svare, i stedet for at folk bare går rundt og tror den slags. Spørgsmål er gode, og jeg ville ønske, at europæerne ville stille den slags spørgsmål til normale tyrkere i deres lande i stedet for at have deres egen forestilling om, hvordan tingene er og så forsøge at implementere den i international politik," siger Ekin Ergün.

Nu har hun fået styr på sit forhold til tyrkisk og svensk kultur, og hun ser det som en rigdom at have rod begge steder og som en mulighed for at tage af det bedste fra de to.

"En gang var min tyrkiske bagage så stor, at jeg ikke kun bære den. Men nu har jeg lært at tage det positive op af tasken. Når jeg er her i Tyrkiet, er jeg meget glad for at fortælle mine tyrkiske venner, hvordan vi gør tingene i Sverige: At vi har virkelig gode forhold mellem drenge og piger, så man ved, hvordan man bygger et forhold. På den måde skal man ikke skynde sig at kaste sig ud i noget som 25-årig, fordi man snart er for gammel til at blive gift. I Sverige er jeg stolt af min store tyrkiske arv og værdier, hvor vi sætter familien før alt."

Kulturel forsoning

Sevgi arbejder i Istanbul som indkøber for et svensk tøjfirma, og for hende er der ingen tvivl om, at hun er mest tyrkisk, og at det er i Tyrkiet, hun hører hjemme. For Ekin er det mere kompliceret. I Tyrkiet er hun 'svenskeren', fordi hun stiller spørgsmål ved samfundets indretning på en helt anden måde end tyrkerne, mens hun i Sverige stadig er 'tyrkeren', fordi hun ikke kan løbe fra sit hår og sit navn.

Det giver en rodløshed og uorden i identiteten, når man ikke har ét sted, man hører hjemme, mener hun. Løsningen har været et job, hvor hun markedsfører svenske virksomheder i Tyrkiet, og det er for hende en perfekt kombination, hvor hun kan forene sine to kulturer med sin uddannelse i økonomi.

"Jeg har fundet fred med min identitet gennem mit arbejde. Jeg ved, at jeg gør både Sverige og Tyrkiet godt gennem mit arbejde. Min identitet er meget tæt forbundet med mit job og dem, jeg er sammen med. Efter en vis alder er det det, der former en. Jeg er ikke enten tyrkisk eller svensk."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her