Læsetid: 3 min.

Hvem bukker vi for

8. april 1997

EN EPISODE i den lange historie om de diplomatiske relationer mellem Kina og Vesten refereres af den amerikanske columnist William Pfaff: I 1793 ankom den britiske Lord Macartney til Ching-kejserens sommerpalads i Chengde. Af hoffet i London havde Lorden fået i opdrag at udvirke en opblødning af visse handelsrestriktioner, som skadede Storbritanniens merkantile interesser på det østasiatiske marked. Kejseren tog imod de medbragte gaver fra George III og gav derefter hans udsending et passende nedladende svar. Det siges, at Macartney reddede den britiske ære ved at nægte det obligatoriske dybe buk.

I DISSE DAGE forsøger Niels Helveg Petersen at forsvare den danske ære - eller er det Europas? Ved FN's Menneskerettighedskommission står vor udenrigsminister fast på at fremsætte et resolutionsforslag, som fordømmer Kinas omfattende krænkelser af menneskerettighederne. De seneste syv år har EU stået bag en sådan resolution, men nu vil Frankrig (og følgelig Tyskland) ikke være med længere. Årsagen er, ifølge vrede menneskerettighedsorganisationer, Jacques Chiracs forestående besøg i Beijing, hvor der skulle være udsigt til en ganske betydelig ordre på franske Airbus-fly. Da det drejer sig om en eksportindtægt op mod et trecifret milliardbeløb, vil præsidenten nok for en stund lade Frankrigs stolte menneskerettighedsprincipper og de europæiske unionsidealer hvile. Og bukke dybt for vor tids kejser.
Episoden har givet anledning til en del ophidselse i Vesten. Således har det hollandske EU-formandskab "i protest mod Frankrigs hykleri" nægtet at støtte andre EU-resolutioner mod menneskerettighedskrænkelser i blandt andet Burma, Irak, Iran og Zaire.
Fra vor egen verden noterer vi, at Tanten i Pilestræde nu heller ikke længere vil neje dybt, som hun plejer. Både skibsreder Møller og Dansk Industri har taget kraftigt afstand fra udenrigsministerens "enegang". De "ganske mange danske virksomheder med store millioninvesteringer i Kina er særdeles sårbare over for en eventuel kinesisk reaktion", udtaler DI-direktør Hans Skov Christensen. Ikke desto mindre valgte Berlingske Tidende i gårsdagens leder at hylde Helveg Petersen for at holde ryggen rank!

LAD OS et øjeblik følge Berlingske Tidende og se helt bort fra handelsinteresserne. Lad os uhildet stille spørgsmålet: Hvordan bedrive udenrigspolitik med Kina?
Det svar, Lord Macartney i sin tid modtog hos kejseren, har tusindvis af vestlige statschefer og deres emissærer siden hørt gentaget. Kinas selvbevidsthed som en strålende stormagt, der råder suverænt over - og ikke tåler påtale af - sine indre anliggender, turde være en fastslået kendsgerning. Senest gik det ud over USA's FN-ambassadør, Bill Richardson, som i tirsdags ved Menneskerettighedskommissionen erklærede sin regerings "beslutsomme indstilling": at en resolution med fordømmelse af Kinas krænkelser skulle fremlægges igen i år.
Den kinesiske delegation, der år efter år har været i stand til at forhindre disse resolutioner i at blive vedtaget, skred denne gang over til hån: Hvis USA var så "beslutsomt indstillet", hvorfor var Mr. Richardsons regering da lige så beslutsomt indstillet på, at en anden stat skulle fremsætte resolutionsforslaget? Skulle det måske være for at lede Kinas vrede over på en mindre allieret? Det forlyder ikke, om Bill Richardson bukkede, men han må i det mindste have fået røde øren.
Til gengæld må man formode, at Niels Helveg Petersens ratings i Washington nu næsten når samme højder, som USA's populære ambassadør i Danmark, Mr. Hækkerup længe har kunnet notere sig. Ingen tvivl om, at også vor udenrigsminister får lov til at bukke dybt, når præsident Clinton til sommer beærer landet med sit besøg.

DET VILLE dog være urimeligt at ende historien i kynisme. Som Francis Fukuyama sagde til Information i lørdags, lever kineserne under "et illegitimt diktatur", som der "er masser af gode grunde til at være utilfreds med".
Siden 1989 har Vesten været dybt splittet overfor denne udfordring. I USA finder man lige nu en uortodoks alliance mellem idealistiske 'venstregrupper' og arvinger til reaganismens retorik om 'den onde kommunisme'. Støttet af Samuel Huntingtons bog om Civilisationernes sammenstød kræver denne fløj en hård inddæmningspolitik mod Kina - et nyt økonomisk og militært jerntæppe. Omvendt kræver Boeing, General Motors, Henry Kissinger og Francis Fukuyama en 'markedets dialog' - denne fløj er overbevist om, at samhandel og materiel vækst før eller siden vil få kineserne til at klone den vestlige demokratimodel.
Her findes ingen lette svar. Måske er spørgsmålene end ikke blevet rigtigt stillet endnu.

birk (Klavs Birkholm)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu