Læsetid: 6 min.

Hvem dækker egentlig krigen i Irak?

Den amerikanske presses omfavnelse af den politiske magt er til at fortvivle over. Gid de dog ville suspendere mediedækningen af krigen i Irak
24. marts 2006

Det er en råkold martsmorgen. Jeg sidder og nipper til dagens første kop kaffe i Los Angeles, mens mit blik som en radarstråle glider hen over Los Angeles Times på udkig efter det ord, der er mest fremtrædende i bevidstheden hos enhver Mellemøstkorrespondent: Irak.

I denne postinvasions-, post-Judith Miller-tid, skulle man tro, amerikansk presse ville se det som sin ædleste forpligtelse at gøre op med den nu tre år gamle krigs løgne.

Følgelig kunne man forvente, at en historie, der bærer rubrikken 'I den taktiske duel er chefarkitekten bag Iraks oprør stadig et skridt foran USA', ville vise sig særligt læseværdig. Men er den nu det?

Med stedsangivelsen 'Washington' - en sær by at opnå indsigt om Irak i, skulle man mene - lyder første afsnit således: "Skønt at en af hans selvmordsbombe-kandidater for nylig blev anholdt i Jordan, og flere af hans mest højstående fortrolige er pågrebet i Irak, har oprørets chefstrateg, Abu Musab Zarqawi, hidtil formået at undvige tilfangetagelse. Dette skyldes ifølge amerikanske regeringskilder, at hans netværk er meget dygtigere til at indsamle efterretninger, end de selv er."

Nuvel, bortset fra det faktum, at mange irakere - og også jeg selv, det må jeg indrømme - har deres tvivl, om hvorvidt Zarqawi, al-Qaedas Zarqawi altså, eksisterer, og om han givet fald fortjener titel af 'oprørets chefstrateg', er det især ordene 'ifølge amerikanske regeringskilder', der fanger min opmærksomhed.

Som jeg læser artiklen til ende, hæfter jeg mig gang på gang ved de kilder, Los Angeles Times har valgt at belægge denne ekstraordinære fortælling. Og jeg som troede, at de amerikanske journalister ikke længere havde nogen tillid til den amerikanske regering tilbage efter de mytiske masseødelæggesesvåben og ikke mindre mytiske forbindelser mellem Saddam og 11/9's internationale forbrydelser imod menneskeheden! Men selvfølgelig tog jeg fejl.

Her er de kildeangivelser - på forsiden og på side 10 - som journalisterne Josh Meyer og Mark Mazzetti har støttet sig til for at spinde deres skrøne.

"Amerikanske regeringskilder siger...", "...siger en talsmand for justitsministeriets antiterrorenhed", "regeringsembedsmænd siger...", "...bekræfter regeringskilder", "ifølge de amerikanske myndigheder...", "de amerikanske myndigheder understreger...", "de amerikanske myndigheder formoder...", "siger en højtstående amerikansk regeringsembedsmand, "ifølge de amerikanske myndigheder", "de jordanske myndigheder siger..." - her kan man for en kort stund ånde lettet op - "flere amerikanske regeringskilder siger...", "ifølge de amerikanske myndigheder...", "...siger de amerikanske myndigheder", "...siger en talsmand fra USA's kontraterrorisme-enhed".

Jeg må sige, at jeg holder virkelig meget af denne historie. Den beviser nemlig til fulde min gamle pointe om, at Los Angeles Times - sammen med de store østkystsdagblade - alle burde omdøbes til Ifølge Amerikanske Regeringskilder. Men det er ikke blot den journalistiske omfavnelse af den politiske magt, der er til at fortvivle over.

Racisme i journalistikken

Lad mig anføre et andet nyligt eksempel på, hvad jeg kun kan karakterisere som institutionaliseret racisme i amerikansk journalistik om Irak. Jeg må takke min læser Andrew Gorman for at have henledt min opmærksomhhed på denne lille perle, som gemte sig i et nyhedstelegram, Associated Press udsendte i januar om drabet på en irakisk fange, der skete under en afhøring, som blev ledet af oversergent og fængselsofficer Lewis Welshofer Jnr.

Welshofer, kom det frem i den efterfølgende retssag, havde tvunget den irakiske general Abed Hamed Mowhouhs hoved ind i en sovepose og sat sig på hans brystkasse, hvilket - ikke overraskende - endte med, at generalen udåndede. Den militære jury afgjorde - og hold nu vejret, læsere - at Welshofer skulle straffes med en kraftig påtale, fratrækkelse af 6.000 dollar fra sin løn og husarrest i 60 dage. Men det, som især fangede min opmærksomhed, var følgende medfølende AP-skildring:

"Welshofers kone Barbara betroede os, at hun var dybt bekymret for, hvordan hun skulle forsørge parrets tre børn, hvis hendes mand blev idømt fængselsstraf. 'Jeg elsker ham kun endnu højere for hans kampmod', sagde hun, idet tårene vældede frem i hendes øjne. 'Han har altid sagt, at man er nødt til at gøre den rette ting, og nogle gange er den rette ting også den sværeste ting at gøre."

'Jeg beklager dybt'

Tja, tænker jeg, det er da forståeligt, at tortur må være en sand pine for enhver torturbøddel. Men bemærk så denne passage fra samme telegram: "Tidligere på dagen havde Welshofter også måttet kæmpe for at holde tårerne tilbage. 'Jeg beklager dybt, hvis mine handlinger har tilsværtet de soldater, der tjener i Irak,' sagde han."

Bemærk, hvorledes denne amerikanske morders samvittighedsnag ikke retter sig imod hans hjælpeløse og nu døde offer, men imod soldaterkammeraternes ære til trods for, at det ved en tidligere retsafhøring var kommet frem, at flere af hans kolleger havde overværet Welshofer tvinge generalen ind i soveposen, men intet havde gjort for at stoppe ham.

Ifølge et tidligere AP-telegram "formodede de amerikanske myndigheder" - der var den igen - at Mowhoush havde informationer, der ville kunne bruges til "at knække oprørsstyrkernes rygrad". Wow!

Så generalen kendte alle de 40.000 irakiske oprørere? Jamen, sikke da en god idé at proppe ham ind i en sovepose og sætte sig på hans bryst så!

Den virkelige skandale i disse rapporteringer er imidlertid, at vi intet hører om generalens familie.

Havde han mon en kone? Jeg kan forestille mig, at tårer også "vældede frem i hendes øjne", da hun hørte, at hendes mand var blevet afhørt til døde. Havde generalen børn? Eller forældre? Eller andre nærtstående slægtninge og venner, "som måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage", da de hørte om denne skændige handling? De havde de i al fald ikke i AP's telegram, hvor general Mowshoush fremstår som et objekt og en dehumaniseret skabning, som ikke ville tillade amerikanerne at "knække rygraden" på oprørsstyrkerne efter at være blevet proppet ned i en sovepose.

Men lad os også lovprise AP. På en strålende sommermorgen i Australien for et par uger siden, købte jeg dagens udgave af Sydney Morning Herald, og på side seks kunne jeg læse, at dette nyhedsbureau ved at påberåbe sig Freedom of Information Act - USA's lov om offentlighed i forvaltningen - havde tvunget de amerikanske myndigheder til at udlevere 5.000 siders afhøringsudskrifter fra interneringslejren på Guantánamo Bay.

En af disse rapporter omhandler den britiske fange Feroz Abbasi, som siden er blevet frigivet, og her kan man bl.a. læse, hvordan Abbasi forgæves bliver ved med at bønfalde dommeren, en tidligere oberst i USA's luftvåben, om at røbe, hvilke beviser de har imod ham - noget, han siger, han har ret til at få oplyst i henhold til internationale love.

Og her er så, hvad den amerikansk oberst svarer: "Mr. Abbasi. Deres opførsel er uacceptabel, og dette er sidste advarsel, jeg giver Dem. Jeg er fuldkommen ligeglad med international lov. Jeg ønsker ikke at høre ordene 'international lov'. Her beskæftiger vi os ikke med 'international lov'."

Men ak! Beklageligvis er disse ord - som må stå som selve symbolet på den amerikanske drøms endeligt - gemt af vejen langt nede i historien.

En sand skændsel

Obersten, der åbenlyst er en sand skændsel for den uniform, han bærer, figurerer slet ikke i den kedeligt-saglige rubrik 'Amerikanske afhøringspapirer fortæller Guantánamo-fangers historier' i Sydney-avisen, som er mere interesseret i at fortælle os, at de frigivne dokumenter ved navn identificerer "landarbejdere, butiksindehavere og gedehyrder", der tilbageholdes i Guantánamo.

I Wellington, New Zealand, så jeg på CNN, hvordan Saddam Hussein overfusede dommerne i den domstol, hvor han afhøres.

Men pludselig forsvandt hans uhyggelige åsyn fra min skærm. Afhøringen vil nu fortsætte i hemmelighed, hvorved denne retssag, der er blevet slået så meget på tromme for, i endnu højere grad forvandles til farce. Og hvad fortæller et respektfuldt CNN os? At dommeren har "suspenderet mediedækningen".

Gid dog CNN - og hele den amerikanske presse - ville gøre det samme, siger jeg til mig selv.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her