Læsetid: 6 min.

Hvem giver en hånd til Afrika?

4. juni 2002

Sidste År var det oversvømmelser, der var problemet. Voldsomme regnskyl ødelagde store dele af høsten i Malawi, Lesotho og dele af Mozambique. I år kommer tørken så og ødelægger de marker, det trods alt lykkedes at tilså på de arealer, der ikke stod under vand. Majsen visner på stænglerne eller høstes, mens den endnu er grøn, for dog at redde en lille del af udbyttet. Fødevarelagrene er tomme, kvæget er solgt eller slagtet, de sidste reserver er udtømte.
Sulten truer, eller er allerede en kendsgerning, i næsten hele det sydlige Afrika. Mindst ti millioner mennesker i Zimbabwe, Malawi, Zambia, Lesotho, Swaziland, Mozambique og Angola vil de kommende måneder opleve hungersnød, medmindre verdenssamfundet griber ind og stabler en massiv og omfattende hjælpeaktion på benene.

Og nu er det så, man allerede kan fornemme trætheden melde sig hos den hårdt prøvede læser. For har vi ikke ligesom hørt det hele før? Og er det egentlig ikke gået af mode med billeder af afmagrede børn, der rækker deres tomme skåle frem og gigantiske indsamlinger, hvor rockstjerner synger om at give en hånd til Afrika? Netop i dag giver rockeliten en jubilæumskoncert for dronning Elizabeth II på Buckingham Palace. Tiderne skifter.
Nødråbene har lydt siden februar fra FN’s Verdensfødevareprogram, og nu slutter også FAO, FN’s organisation for fødevarer og landbrug, sig: Fire millioner ton fødevarer skal der skaffes i løbet af det kommende år, hvis blot de mest nødvendige behov for mad i det sydlige Afrika skal dækkes ind.
De indtrængende, men høflige appeller om hjælp, pirker til vores latent dårlige samvittighed, men så heller ikke ret meget mere. Det ved hjælpeorganisationerne godt, og derfor holder de også selv igen med de store ord og de store kampagner. Nødhjælp International A/S har nemlig for længst lært den bitre lektie: Uden mediernes bevågenhed går det ikke, og medierne kan nu engang ikke være massivt til stede mere end nogle få steder på kloden ad gangen. Lige nu er mediernes opmærksomhed rettet mod Mellemøsten, mod Afghanistan og mod krisen i Kashmir, og så må de ti millioner i Afrika pænt vente.

Nu skal vi heller ikke gøre verdenssamfundet værre, end det er. Da den samme region for et tiår siden blev ramt af en endnu mere omfattende tørke, reddede international nødhjælp 18 millioner fra at sulte. FN regner den operation for en af sine succeshistorier, fordi nødhjælpen for en gangs skyld nåede frem allerede i de indledende faser og afværgede en større katastrofe. Og da Mozambique for tre år siden blev ramt af dramatiske oversvømmelser, kom der også gang i nødhjælpsmaskinen.
Problemet med den aktuelle fødevarekrise er netop, at den ikke er dramatisk nok. Endnu er folk ikke på flugt i tusindvis til nødhjælpslejre. Der er godt nok tørke, men en voldsom og synlig klimakatastrofe er der ikke tale om. »Det er en snigende katastrofe, som det er meget svært at råbe op om,« sagde en katastrofemedarbejder fra Folkekirkens Nødhjælp til Information for et par uger siden.
For mange mennesker i det sydlige Afrika er dette andet eller tredje år, de mangler mad. Afrikanske bønder er hårdføre og vant til at mangle – men selv for dem er der grænser for, hvor længe de traditionelle mekanismer for overlevelse kan bære igennem. Når det sidste stykke kvæg er solgt, når alle lagre er tomme, når familien i et stykke tid har overlevet ved at spise vilde rødder og blade, så sætter svækkelsen og sygdommene også ind med fornyet kraft. Og så skal vi nok få tv-billeder af udmagrede børn med fluer i øjnene og syge, døende voksne.

Imens kan man så fundere over, hvorfor det igen går galt i det sydlige Afrika. Ganske vist er klimaet lunefuldt, men tørken alene kan langt fra forklare miseren. Tværtimod er krisens årsager denne gang en langt mere kompleks blanding af fejlslagen regn og fejlslagen politik.
Dårlig økonomisk styring og politisk uro er lige så stor en del af sultens årsag som det upålidelige klima. Denne pointe understreges af, at et land som Botswana, der befinder sig midt i den tørkeramte region, ikke mangler fødevarer. Her har man taget sine forholdsregler i form af fyldte lagre og en fornuftig økonomisk styring, der har afværgret krisen.
Så heldige er de andre lande desværre ikke. Allerværst er situationen i Zimbabwe, som på den ene side oplever den mest sejlivede tørke i 20 år – og samtidig er ramt af et brat fald i de kommercielle storfarmes produktion af majs. Et fald, som skyldes det groteske misregimente under Robert Mugabe, der først sendte fattige jordløse bønder i frontlinjen mod de hvide storfarmere, for dernæst, som beskrevet i gårsdagens avis, at lade korrupte politikere hugge jorden fra dem.
Seks millioner mennesker i Zimbabwe trues nu af hungersnød. Ikke kun er det blevet umuligt at opdrive majsmel, men også andre basisfødevarer som sukker, madolie, mælk og margarine er blevet mangelvarer, fordi regeringen har indført et helt urealistisk program for priskontrol. I stedet for at sende fødevarerne på markedet, bliver de nu hamstret af de handlende eller smuglet ud af landet. Selv midt i denne truende mangelsituation, holder regeringen i Zimbabwe sig ikke for god til at afkræve partikort til det regerende ZANU-PF parti af de sultende, som beder om at blive skrevet op til regeringens hjælpeprogrammer eller står i kø for at købe billig majs fra regeringens lagre.
I nabolandet Malawi solgte en korrupt regering sidste år samtlige 167.000 ton majs fra de nationale nødlagre, der netop skulle
have garderet befolkningen mod en truende tørkesituation som den, der tegner sig nu. Regeringen siger, at den fik dårlig rådgivning fra Den Internationale Valutafond – men selv den undskyldning bortforklarer ikke, at indtægterne fra salget er forsvundet i ukendte lommer.
Malawis regering har længe været under voldsom kritik, fordi den statslige marketingorganisation, som har til opgave at opkøbe kornet fra bønderne og sælge det videre til rimelige priser, er et morads af korruption. Mangen en malawisk embedsmand har haft en lukrativ nebengeschäft ud af at spekulere i fødevarer. Nu er lagrene tomme og pengekassen ligeså. At de internationale bistandsdonorer samtidig flygter fra Malawi gør ikke sagen bedre. Ganske som i Zimbabwe er det befolkningen, der straffes, når magthaverne er uduelige og korrupte.
I Angola er det, mere end tørke, årtiers krig, der har skabt en humanitær krise, som selv garvede nødhjælpsarbejdere betegner som skræmmende. I Zambia har 300.000 flygtninge fra nabolandenes krige behov for fødevarehjælp, som lægger pres på landets ressourcer.

Sulten afslører, som et skånselsløst røntgenbillede, et landbrugssystem i afgrundsdyb krise. Det sydlige Afrika er ude af stand til at brødføde sig selv og klare nogle års omskiftelser i vejret, trods frugtbare jorder og et normalt gavmildt klima.
Manglen på fornuftige og langsigtede jordreformer, mangel på interesse fra myndighederne, mangel på investeringer fra regimer, der hellere vil bruge penge til våben end til det landbrug, der skal brødføde befolkningen, og mangel på velfungerende systemer, der uden korruption kan forhandle og distribuere fødevarerne, er en langt værre svøbe end oversvømmelser, tørke og aids nogensinde har været. Skiftende indgreb og krav om liberalisering fra vestlige donorer og fra den udskældte Valutafond, har ikke altid gjort situationen bedre. De afrikanske lande kan ikke liberalisere sig ud af deres fødevareproblemer, uden at omkostningerne for den brede befolkning bliver fatale. Det sydlige Afrika har behov for et stabilt landbrug, som kan producere fødevarer til stabile priser – både til hjemmemarked og til eksport, hvis vi ellers giver dem lov.
Lige nu der brug for hjælp – masser af hjælp. Det internationale samfund kan og bør ikke straffe de nødlidende befolkninger for magthavernes mange fejltagelser og forbrydelser. Når sækkene med majs, ris og pulvermælk påstemplet logoerne fra hjælpeorganisationer når frem og redder liv i katastroferamte hjørner af Afrika, er de håndgribelige beviser på, at der faktisk findes et verdenssamfund, som tager sig af, at mennesker ellers ville sulte og dø. Det er flot, når det lykkes – og verden har før vist, at det kan lade sig gøre. Også uden rockstjerner.

hai og ds

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu