Læsetid: 3 min.

Hvem kan vi tro på?

7. februar 2003

De gode gamle dage, da forskere var alvorlige mænd i hvide kitler, som man kunne stole næsten blindt på, er endegyldigt forbi. I dag kan det være svært med sikkerhed at vide, om videnskabelige eksperter giver os deres mening helt uden bagtanker. For er forskerne stadig almenhedens uvildige rådgivere, hvis de har haft, stadig har eller ønsker igen at få en lukrativ kontrakt hos en udvalgt gren af industrien? For eksempel fødevareindustrien eller lægemiddelindustrien.
EU-Kommissionen har, siden skandalen om kogalskaben brød ud i 1996, forsøgt at rette op på sine forsømmelser og tager stadig flere skridt for at gøre sig til forbrugernes ven i stedet for kun landbrugets og industriens.
En politisk interessant opstramning kommer nu fra den ny chef for EU’s fødevaremyndighed EFSA, Geoffrey Podger. Som omtalt i onsdagens Information vil Podger gå mere nidkært til værks, når EU de kommende måneder skal udnævne nye forskere til EU’s mange rådgivende videnskabelige komiteer. Det siges ikke direkte, at EU indtil nu har taget mod råd fra personer, der ikke kun tænkte på almenvellet. Men den ny EFSA-chefs formulering er alligevel stærkt sigende: »Vi skal kun have folk ind, der arbejder i offentlighedens interesse,« sagde Podger.

Intentionerne er med andre ord i orden. Men en række besværlige spørgsmål fra den omkringliggende virkelighed melder sig lynhurtigt. Kan man over en kam udelukke forskere, der har arbejdet for industrien? Er de nødvendigvis dårligere forskere af den grund? Findes der lige så gode eller bedre forskere i andre fora? Og hvis ja, er de så nødvendigvis mere uafhængige?
Som led i den almindelige hang til privatisering og erhvervsretning har danske universiteter og forskningsinstitutter med ministeriel velsignelse gennem over et årti lavet forskning, der var delfinansieret af industrien under bl.a. FØTEK-programmerne (fødevareteknologi). Skal EU nu udelukke disse forskere? Og hvis vi kun kan bruge de forskere, der arbejder for staten, for eksempel i det danske Fødevaredirektorat, så melder der sig et nyt spørgsmål. Er disse personer, der faktisk sorterer direkte under Fødevareministeren, nødvendigvis mere uafhængige? Som tidligere chef for Københavns Fødevarekontrol Jørgen Højmark Jensen siger i dagens avis, er det langt fra sikkert. Hvis der står danske industri-interesser på spil i en sag, kan risikoen for, at danske forskere rejser ned til komitemøde i Bruxelles med en politisk instruktion i mappen fra København, så helt udelukkes?

Skrækeksemplet på national indblanding er skandalen om kogalskaben. Den opstod primært, fordi de britiske landbrugsministerielle eksperter i London valgte at sidde tungt på et potentielt kostbart problem: Kødet fra køer, der havde spist kød- og benmel og af den vej havde fået kogalskab, kunne være smittebærer af den for mennesker dødelige hjernesygdom Creutzfeld-Jacob. Britiske eksperter i den stående veterinærkomite i EU talte længe landets sag ved at tie. Da det endelig slap ud i 1996, røg bunden ud af det europæiske marked for oksekød, og Kommissionen kom under kraftig mistanke for at have spillet med på den falske melodi for at beskytte kødmarkedet i EU.
Så galt kunne det gå.
En af Kommissionens reaktioner var at indføre en multi-disciplinær forskningskomite, der skal sørge for totalsyn på videnskabelige problemer. Ikke blot eksempelvis en veterinær synsvinkel, men en samlet analyse, der også tager indvirking på menneskets sundhed med. Det kan sikre mod, at snævertsynede interesser af kommerciel eller national karakter får lov at slå for tungt igennem.
Og nu kommer så Geoffrey Podger fuld af gode intentioner. Men det kan blive svært at finde den perfekte sagkundskab. Professor og direktør i Berns botaniske have, Klaus Ammann, advarede tidligere i denne uge i Information mod at tro, at den sidste rene bastion, universitetsforskerne, er fri for egne dagsordener og ønsket om at manipulere med sandheden for at få stipendiater og ansættelser. Ammann, der ikke tøver med at indrømme, at han har arbejdet for Monsanto, slår til lyd for det simple synspunkt, at der findes gode og dårlige forskere i alle lejre.
I denne gråtone-verden må det blive Podgers opgave at sikre, at det bliver de dygtigste folk, der rådgiver EU. Ikke nødvendigvis altid de stadig færre, der har det helt rene CV. Den massive sammenblanding af potentielt modstridende interesser i forskningsverden gør, at der næppe findes mange tilbage, der kun arbejder i offentlighedens interesse. Offentligheden må derfor nøjes med at kræve oplysning om, hvilke EU-forskere der har været i stald hos hvem. Og så skal forbrugerne forsat insistere på klar mærkning af fødevarer. For eksempel om indholdet af gensplejset materiale. Det mindste, EU kan give sine mistillidsfulde forbrugere, er en reel chance for at sige nej tak ved hylden i supermarkedet.

cobla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu