Læsetid: 4 min.

Hvem har hun kysset i sin gadedør

Stilforvirret og logisk sammenbrudt Verdi på Den Kongelige Opera
17. marts 2007

Simon Boccanegra, dramaet om den plagede genovesiske doge, der påtager sig hvervet for at få kvinden, han elsker, kvinden, med hvem han i øvrigt har en datter, der imidlertid er røvet, og hvis far hader ham af et godt hjerte, fordi han er en opkomling, hører, som det formentlig fremgår, af denne indledning ikke til Verdis nemmere.

Heller ikke til de bedste. Handlingen udspiller sig fra librettisterne Piave og Boitos forenede hænder over et kvart århundrede. Det er til at overse.

I Den Kongelige Operas opsætning er spandet af tid udvidet til 72 år. Det begynder i 1917, går over 1933, 1939, 1968 og 1989. Det er der ikke mening skabt i.

De ældre personer fra begyndelsen er jo for længst døde, de øvrige oldinge. Hvis det skulle være rigtigt. Opera er ganske vist ikke rigtigt, men fordrer så en anden så at sige allegorisk logik, der imidlertid heller ikke er til stede i Jasenko Selimovics iscenesættelse.

Boccanegra er en historie om faderlig og anden umulig kærlighed til kvindekønnet administreret af umulige mænd i en umulig verden.

Historiens politiske forankring er vanskelig at greje og har egentlig heller ikke større betydning. Hos Selimovics postuleres Genova at være en østeuropæisk kommunistisk stat, hvorved der bliver lejlighed til at lade en murbrækker overdøve musikken i al dennes sarthed i slutningen i 1989, da Muren falder. Jo sgu!

På væggen hænger nemlig billederne af Marx og Lenin efterhånden skævt, hvis man ikke skulle have begrebet meningen. Men de synger fortsat om dogen i Genova og krigen med Venezia, og konflikterne udspringer af 1800-tallets opfattelse af 1300-tallets opfattelse af forholdet mellem mænd og damer og den slags.

Derfor skal der lidt overvindelse til at fatte rimeligheden i, at bejleren Adorno i gadedøren får lirket trusserne af Amelia, dogens datter, der præsenterer sig som en uskyldig pige fra landet.

Det har iscenesætteren åbenbart heller ikke troet på, men har fået Maria Gyllenhof i kostumen til at give pigebarnet ludertøj på. Hun har i øvrigt også hånden i bukserne på Adorno, hvilket antyder, at hun og de øvrige piger i scenebilledet lever af det.

Det er jo en noget anden historie, end den Verdi & Co har leveret, og rækker her til, at beskueren får det indtryk, at de alle sammen er fulde af løgn, hvilket sådan set ikke er historiens pointe.

I detaljen har Djævelen som bekendt bolig, og her bor han godt, for detaljerne er en sum af urimeligheder, som rejser langt flere spørgsmål, end svar er mulige, og langt flere end forlægget kan bære. Alene det med giften.

Simon Boccanegra forgives med en langsomt virkende gift. Men har nogen hørt om én, der er 21 år om at tage livet af folk? I bekræftende fald er det ikke én, man skal bruge i god dramatik.

Sådan set er selve grundideen til denne Simon Boccanegra lovende, og selvfølgelig kan man jonglere med tidsaldrene i operaer, der kan bære det.

Her i en genovesisk baggård, flot bygget op af Lars Östbergh, en af de store norditalienske bygningsstrukturer godt med løbende balkoner og mange etager, hvor alt kan ske, og det mafiøse regerer bag skodderne. Her kan man godt acceptere, at de sådan til husbehov kunne kalde Godfather for dogen. Det ville kunne gå i 1917 og 25 år senere i 1942, selv om krigen selvfølgelig her ville komme i vejen. Men det kører totalt af sporet.

Igen må man konstatere, at de for tiden toneangivende eller moderigtige operaiscenesættere mener, at alle indfald er tjenlige til at redde kunstarten fra død og kedsomhed. De tager fejl. De skulle tage at tro på, at stoffet kan temmelig meget i sig selv.

Ærgerligt er det her, fordi det musikalske er så ovenud glimrende med Michael Schønwandt på podiet i den stilsikkerhed og det energiske nærvær og med den puls, der efterhånden sætter ham meget højt på verdensranglisten.

Kapellet og operakoret lever smukt op til de store krav, Schønwandt stiller om afsæt, præcision og klang. Johan Reuters Boccanegra er sammen med Guido Paevatalu forestillingens sanglige midtpunkter. Sten Byriel er stærk i sin bedstefaderlige vrede og Anne Margrethe Dahl verdisk, så det dirrer især i scenen, da faren endelig kreperer. Niels Jørgen Riis har fået tjansen som den smægtende Adorno, og han synger, som han skal. Men efter det med trusserne og så videre, kan man ikke rigtigt tage ham alvorligt som tragisk elsker; heller ikke når han senere er sat til at voldtage Amelia på et skrivebord i 1968, mens han beklager, at han ikke er hende værdig. Det tror fanden.

Moderne operainstruktion har efterhånden udstyret sig med nogle adfærdsdogmer. Bliver en sanger gal i skralden, og der står en stol i nærheden, vælter sangeren stolen. Står han op, lægger han sig ned, og ligger han ned, rejser han sig op. Hvad med et seminar om afdogmatisering?

En debat om de følelsers sande udtryk, som i øvrigt langt hen ad vejen forløses i musikken, hvor man kan rationere lidt med temperamentet, ville måske gøre underværker.

Giuseppe Verdi: Simon Boccanegra. Medv. Johan Reuter, Per Høyer, Sten Byriel, Guido Paevatalu, Bo Anker Hansen, Anne Margrethe Dahl, Niels Jørgen Piis, m.fl. Det Kongelige Kapel, Operakoret. Dir. Michael Schønwandt. Iscenesættelse: Jasenko Selimovic. Premiere tors. den 15. marts. Spilles også den 19.,27.,29. I april: 1., 3., 10., 12., 18., 21., 23., 26. og 30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her