Læsetid: 3 min.

Hvem vil rejse sig fra velfærdssofaen?

Friheden kom under ild: Ole Birk Olesen blev slagtet i Deadline, og 32 studenter blev myrdet i The Land of the Free
20. april 2007

I ugens tv var friheden under beskydning. Først blev Ole Birk Olesen sønderlemmet i Deadline. Niels Lillelund fra Jyllands Posten, Ole Sohn og tidligere redaktør på Jyske Vestkysten Mette Bock, gik så hårdt til den stakkels mand, at vært Martin Breum til sidst måtte sende ham til tælling ved at spørge, om stakkels Ole Birk dog ikke havde ret i et eller andet?

Ole Birk var kommet i skudlinjen, fordi han havde sagt sit trygge job på Berlingske op for at starte en journalistisk frihedskamp på nettet. Her kan han blive fri for sine venstreorienterede kollegaer, som er skyld i, at der ikke nogen rigtigt borgerlige aviser Danmark, da de har infiltreret Jyllands-Posten og Berlingske:

"Hvis man er en venstreorienteret journalist, så vil man jo også helst være på en landsdækkende avis; og der er ikke nogen adgangskontrol - næh man må tage dem, som kommer," som Ole Birk forklarede. En adgangskontrol, man må formode, der vil være til Ole Birks kommende net-avis 180 Grader.

At det skulle være nødvendigt at gå til den slags yderligheder skyldtes, ifølge Mette Bock, at de liberale ideologer er blevet hjemløse. Forladte og forrådte i alliancen mellem centrum-højre og velfærdsfundamentalisterne.

Derfor hænger alle raske drenge - som savner friheden til at forsvare sig selv og sin ejendom mod skattevæsenet og indbrudstyve - ud på diverse internetsider, hvor de har gejlet hinanden op til frihedskamp. Først startede man et parti - som indtil videre har vundet retten til deres eget navn 'Liberalisterne' - og nu er opstanden nået til den politiske journalistik.

Også en dansk tragedie

Men balladen blev slået ned. Lillelund belærte os, "at journalistik skal være lige så kritisk over for den Danske Bank som over for Islam", men "der er ingen læsere til den slags", pointerede Ole Sohn, og den borgerlige Mette Bock understregede: "du kan lige så godt sige at Socialdemokraterne er blevet borgerlige".

Det endte med, at Ole Birk måtte ty til selvindlysende sandheder:

"Jamen, jeg vil bare lave en journalistik, der koncentrer sig om de om de problemstillinger, som er relevante for avisens læsere" - hvilket Ole Sohn nådigst gav Ole Birk ret i.

Dagen efter denne batalje kom den liberale frihedskamp dog under en mere håndfast beskydning. I USA blev 32 skudt, "fordi de var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt", som Bush sagde i sin mindetale - hvilket vil sige, at de var i et klasseværelse i en stat, hvor automatvåben er en menneskeret.

Redaktionerne på DR og TV 2 gjorde, hvad de kunne for at få den tragiske begivenhed til at være noget, også danskerne skulle være ramt af. Der blev fundet en underviser på Virginia Tech University, som engang havde været på DTU, mordene på Århus Universitet blev hevet frem, og DR kørte en totalt irrelevant historie der handlede om danske kriminelle, der også var bevæbnede.

Begge kanaler malede et billede af USA som et farligt sted at opholde sig med mordrater så høje som Empire State Building. TV-Avisen havde en stor grafik, hvor en pistolmunding truede os seere.

Kunne ofrene have reddet sig selv ved også at være bevæbnet? Eller kunne ofrene være undgået, hvis ingen havde haft friheden til at være bevæbnet? Set fra den danske velfærdsfærdssofa var der ingen tvivl: Meget få danske seere ville bytte deres velfærdstryghed ud med friheden til at forsvare sig selv mod skattevæsenet og gale koreanere med kærestesorger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her