Læsetid: 9 min.

Hvem ringede klokkerne for?

I denne uge er det 70 år siden Den Spanske Borgerkrig begyndte og mobiliserede store dele af datidens litterære elite til at melde sig frivilligt. Hvad fik 1930'ernes forfattere og digtere til at lægge deres penne og gribe til våben?
19. juli 2006

I sin septemberudgave fra 1936 bragte det engelske litteraturtidsskrift Contemporary Poetry and Prose et opslag på bagsiden, der blot rummede disse seks år: "Støt det spanske folk imod fascismen".

Oktobernummeret gentog den samme opfordring. Og i november indskærpede redaktøren ydermere læserne til at "støtte alle møder og demonstrationer, der kan sætte en stopper for Storbritanniens farceagtige 'ikke-indblanding'".

Efterhånden blev bagsideteksternes ordlyd mere barsk: I stedet for opfordringer til at indsende sonetter og noveller blev der averteret efter penge til at købe våben - ordene Arms for Spain - 'våben til Spanien' stod med store blokbogstaver. Til sidst, i efteråret 1937, lukkede tidsskriftet med følgende meddelelse: "Dette er det foreløbig sidste nummer af Contemporary Poetry and Prose, idet redaktøren drager til udlandet, hvor han vil være væk for en tid."

"Jeg tager af sted nu og vil være væk for en tid" - formuleringen spiller umiskendeligt på polarforskeren kaptajn Oates' berømte afskedsord før sit ophøjede selvmord i Antarktis. Med disse lakoniske, koldsindige ord tog den ikke militært uddannede og ikke-våbentrænede litterære journalist af sted for at kæmpe for et land, der ikke var hans eget.

Det samme gjorde de hundredvis af samtidige skribenter og kreative hoveder - digtere, kunstnere og forfattere - som sluttede sig til De Internationale Brigader.

Nogle af dem døde i Spanien, deriblandt Julian Bell (Virginia Woolfs broder), John Cornford og Christopher Cauldwell. Nogle blev såret - George Orwell f.eks. blev ramt af en kugle i nakken og var døden nær.

Øjenvidner

Andre som W. H. Auden håbede at kunne yde humanitær hjælp til ved at køre ambulancer. Mange andre igen drog til Spanien for blot at være øjenvidne for så at vende hjem og skrive lange episke romaner om begivenhederne - de mest berømte eksempler er Hemingway og Hvem ringer klokkerne for og André Malrauxs Håbet.

Hvad var det for bevæggrunde, der fik så mange til at melde sig frivilligt til at kæmpe i en krig, der ikke var deres.

Et af svarene er, at Den Spanske Borgerkrig kom til at inkarnere den kamp imod fascismen, som i årevis havde været forudset af den progressive britiske og europæiske intelligentsia.

Da en gruppe højreradikale militærfolk iscenesatte et kup imod republikken den 17. juli 1936 var det en drastisk reaktion på de sociale, økonomiske og kulturelle forandringer, der havde forvandlet Spanien i 1920'erne og 1930'erne - forandringer, der afspejlede de massedemokratiske bevægelser i Italien og Tyskland, som abrupt var blevet stoppet med Mussolinis og Hitlers magtovertagelse.

Og da oprørsgeneralerne en uge inde i deres militærkup bad den italienske og tyske diktator om luftstøtte til at transportere deres bedste styrker over det blokerede Gibraltar-stræde (og Mussolini og Hitler var kun alt for glade for at kunne give en hjælpende hånd), var det, som om uvejrsskyerne var ved at trække sammen til et fascistisk Armageddon.

Episk fjende

Den britiske regering erklærede, at dens politik var ikke at intervenere. De britiske forfattere så derimod en episk fjende for sig, som måtte bekæmpes i metaforiske vendinger.

"Spanien har revet Europas slør af," skrev romanforfatteren Rex Warner. Og Cecil Day Lewis, der senere skulle blive britisk hofdigter, deklamerede, at det kommende slag ville blive til et opgør "mellem lyset og mørket", mens Stephen Spender erklærede, at kamphandlingerne i Spanien for Europa repræsenterede det 20. århundredes 1848" - en henvisning til det 19. århundredes skelsættende revolutionsår.

Sent på sommeren '36 betyndte de første frivillige at ankomme til Madrid for at lade sig optage i De Internationale Brigader. Inden årets udgang havde over 1.000 indrulleret sig. Nogle var arbejdere, men langt flere var idealistiske intellektuelle.

W. H. Auden, den førende digter i sin generation, var en af dem. I et brev dateret den 8. december 1936 skrev han til sin ven E. R. Dodds, at han var fast besluttet på at slutte sig til Brigaden i Spanien:

"Jeg væmmes så meget ved de daglige politiske aktiviteter her til lands, at jeg ikke vil dyrke dem, men her er der noget, jeg kan gøre som borger og som forfatter. Og da jeg ikke har nærtstående familie, der er afhængig af mig, føler jeg, at jeg bør tage af sted."

Presset af Dodds for en nøjere forklaring, skrev han:

"Jeg føler kun, jeg kan tale med vægt om La Condition Humaine for en lille klasse af engelske intellektuelle og andre professionelle fagfolk. For mig er tiden er kommet til at satse på noget større. Jeg bliver formentlig en allerhelvedes dårlig soldat, men hvordan kan jeg tale til og for soldater uden selv at blive en?"

At ofre for fælleskabet

At tage til orde imod fascismen på vegne af den jævne mand var ikke længere tilstrækkeligt. Forfatternes dragning imod krigen var et klassisk tilfælde af praksis - den marxistiske forestilling om "at omsætte tanken til handling".

En yderligere grund var den fascination, der lå i 1930'ernes tidsånd for et eller andet alt omfattende og rensende - en social rystelse, der kunne binde fællesskabet sammen på ny og overskygge enkeltindividernes selviske angst.

Revolution og krig blev trods deres notorisk beskidte og grusomme sider set som en form for ofring for dette fællesskab. Det formanende tonefald i Rex Warners hymniske strofer var typisk:

Så kom da kammerater/ Dette er blodets forår/ Hjertets storhedstid/Massernes bevægelse/Og al godheds begyndelse.

"Kammerater?"

30'erne var fyldt med opfordringer til at gribe til våben, til venskab og samvær i bevægelser og fraktioner.

Pjalteproletariatet i de engelske Jarrow-marcher (gruppe af arbejdsløse minearbejdere, skibsværftsarbejdere osv., der marcherede til det britiske parlament under depressionen i 30'erne, red.) appellerede til mange mennesker.

Officers-træningskorps fandtes i den øvre lag af Storbritanniens fineste skoler, som om nye generationer af studerende naturligt måtte føle sig draget imod aktiv militærtjeneste.

Facismen spirede frem

Krigs- og spionagemetaforer invaderede store dele af 1930'ernes litteratur, og selv i kærlighedsdigte kunne man støde på 'fjenden', 'kampen', 'hære', 'våben'', 'grænser' og 'landkort'. 1930'ernes litterære bevidsthed var stridbar og politisk vakt.

"Det var digterne og ikke politikerne," skriver litteraturhistorikeren Ronald Blythe i The Age of Illusion, "der som de føste fornemmede tidens nye voldsklima, efterhånden som reaktionære elementer verden over, men især Tyskland, hyldede hinanden og fascismen spirede frem. Digterne havde rejst, mens politikerne generelt var blevet hjemme."

Nogle forfattere drog af sted med blandede motiver. George Orwell tog til Spanien i december 1936, hvor han sluttede sig til det antistalinistiske Arbejderparti for Marxistisk Enhed (POUM). Det havde ikke være hans oprindelige plan, men han blev revet med af den egalitære ånd, der gennemtrængte Barcelona.

"Jeg var rejst til Spanien med en idé om, at jeg ville skrive avisartikler," skrev han i Hyldest til Katalonien, "men jeg meldte mig næsten med det samme ind i militsen, fordi det i den herskende atmosfære og konkrete situation forekom at være det eneste rimelige at gøre. Det var første gang, jeg havde besøgt en by, hvor arbejderklassen sad på den høje hest... Tjenere og butiksansatte kiggede dig i ansigtet og behandlede dig som ligemand. Servile og ceremonielle former for sprogbrug var opgivet. Ingen sagde señor, Don eller Usted. Alle kaldte hinanden for "kammerat" eller "du" og sagde Salud i stedet for Buenos Dias... Meget af det forstod jeg ikke, og en del af det brød jeg mig ikke om, men jeg fornemmede straks, at her var en helt anden slags menneskelig orden, som jeg fandt det værd at kæmpe for."

For en gammel Eton-elev med et rodfæstet klassekompleks må det have været som en vision af himmerige. Var alle enige i, at dette var "en menneskelig orden, det var værd at kæmpe for"? I et initiativ uden fortilfælde blev nationens digteres, dramatikeres, romanforfatteres og essayisters anskuelser indsamlet i en stor spørgeundersøgelse. Bagmændene var Auden, Spender og Nancy Cunard.

"Det er umuligt ikke længere at tage parti," hævdede de ligefremt (og afslørede deres egne sympatier): "Er du for eller imod det republikanske Spaniens retmæssige, folkevalgte regering? Eller er du imod Franco og fascismen?"

Nogle forfattere tog afstand fra hele det iberiske eventyr.

Ezra Pound skrev til Left Review: "Spanien er en følelsesmæssig bekvemmelighed for en bande tomhjernede dilettanter".

Og overraskende nok nægtede Orwell at deltage - han afviste spørgeundersøgelsen med denne kommentar: "Vil De venligst holde op med at tilsende mig dette forbandede sludder... Hvis jeg skulle sammenfatte, hvad jeg ved og mener om den spanske borgekrig på seks linjer, ville De ikke trykke det."

Aldous Huxley nuancerede sit standpunkt ved at gøre klart, at han var imod kommunismen, men havde sympati for anarkismen.

Samuel Beckett sendte et telegram, der kun bestod af et, sammentrukket ord ¡UPTHEREPUBLIC! Men så mange som 120 forfattere udtrykte ikke desto mindre deres oprigtige, uforbeholdne og lidenskabelige støtte til de demokratiske venstrekræfter.

Krigen desillusionerede

Efter hele den idealistiske vækkelse, var mødet med realiteterne ofte smertefuldt.

Mange forfattere, som meldte sig frivilligt med så store forhåbninger, vendte tilbage igen, desillusionerede efter at have kæmpet på republikanernes side, lede ved nedbrændingen af kirker i Barcelona, mordene og torturen på biskopper, munke, nonner og præster, Manuel Diaz-regeringens inkompetence, og de summariske henrettelse af politiske modstandere eller personer, der blot var mistænkt for "forædderi".

Der var ikke den forventede klarhed omkring, hvem der var de gode, og hvem der var onde.

"Fandtes der nogensinde et folk," spørger Robert Jordan, Hemingways alter ego i Hvem ringer klokkerne for?, "hvis ledere i så høj grad var dets fjender som dette?"

"At opleve, hvilken slags borgerkrig det virkelig var, kom som et chok," skrev Auden senere. "Intet godt kunne komme ud af dette. Man spurgte sig selv, om man overhovedet ønskede at vinde."

Det lykkedes ham ikke at få ansættelse ved som sygehjælper ved et feltlazaret. Derpå besøgte han fronten, men fandt intet, der kunne inspirere, hvorefter han vendte hjem igen. Siden talte han kun sjældent om krigen.

Spender skrev Digte fra Spanien, men blev chokeret over Den Internationale Brigades henrettelser og forlod kommunistpartiet kort efter.

Orwell blev vidne til, at kommunisterne kastede sig over POUM og i det hele taget forekom mere optaget af at knuse de rivaliserende fraktioner, trotskister og anarkister, end at af udslette fascismen.

"Jeg formoder," skrev han i Hyldest til Katalonien, "at det ikke er muligt at tilbringe nogle få uger i Spanien uden at miste en del illusioner. Hvad angår avisskriverierne om, at dette skulle være en krig for demokratiets sag, var det rent blår i øjnene."

De sidste ord bør gå til digterne selv - det var trods alt deres helt særlige kamp og måske både første og sidste gang, at en lille hær af militært uøvede og fysisk ukoordinerede forfattere drog i krig i et fremmed land som intellektuelle lejesoldater og litterære korsriddere. I sin Autumn Journal skrev Louis MacNeice om sit besøg i 1936:

Vi så folkemængden stå i flor

i Algeciras

Ud for en tandløs dør, en

kirke berøvet

sine billeder og sin aura.

Og på La Linea, da

Natten lagde mil imellem os

og Gibraltar,

Hørte vi blodtørsten hos en drukkenbolt, som udslyngede

Forbandelser mod sin

himmel;

Og da vi næste dag tog båden

Med kursen sat mod hjemmet for at glemme Spanien

indså vi ikke, at Spanien snart skulle stå for

Vores sorg, vore længsler;

Vidste vi ikke, at vores stum

pe idealer

skulle møde deres slibesten,

at vores ånd

skulle støde på sin grænse på den spanske front

med kroppen i en pjaltehær

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu