Læsetid: 6 min.

Hvem sagde ideologi?

Grundtvig og Kierkegaard er mødtes på forbavsende vis i statsministerens tolkning af dem: Den ene leverer suppen (liberalismen), den anden bollerne (individerne, der svømmer rundti den med ansvaret som redningsbælte om maven)
16. marts 2007

"Al politik bør begynde med filosofi," har statsministeren engang sagt. Nu har han, som det fremgik af Informations kronik den 24. februar, i et foredrag taget ideologisk afstand fra Ebbe Kløvedal Reichs gamle folkebog om Grundtvig, Frederik. Når en statsminister taler ideologi, er der grund til at spidse øren - navnlig når det som her drejer sig om en politiker, der er under konstant mistanke for at være magtorienteret taktiker og intet andet. For nu får man, må man tro, omsider det grundlag fremlagt, som hans handlinger udspringer fra, en vækstbund, som alt for let bliver væk under døgnpolitikkens uigennemskuelige forviklinger.

Foredraget findes trykt i samlingen Alle mine kilder (Forlaget Vartov), hvor en række personligheder tager stilling til "arven efter Grundtvig og Kierkegaard som kilde til inspiration". Anders Fogh Rasmussen tager udgangspunkt i sin opvækst i et landbomiljø med et vist grundtvigsk præg. På den baggrund forkastede han Grundtvig, som han fremtrådte hos Reich og i 70'ernes øvrige "socialistiske retorik", som "vi jo næsten har glemt", men fik ham rehabiliteret i 80'erne, da "tidsånden var skiftet markant", nærmere bestemt gennem læsning af Kaj Thanings Grundtvig, hvor Fogh, uddybet og klargjort, fik sin barndoms intuitive opfattelse bekræftet.

Nu lader det blot til, at den socialistiske retorik er blevet så glemt, at man kan genfinde den, hvor den aldrig har været. Socialist, det var Reich ikke, hvad en antisocialist burde vide. Sært er det også, at han fremhæver Thaning på Reichs bekostning, da dog netop Thanings studier var en vigtig forudsætning for Reich og det i en sådan grad, at den enes folkebog blev kaldt en karikatur af den andens disputats. Den fremstilling fra den lærde doktors hånd, som Fogh ser i sammenhæng med 80'erne, er i virkeligheden et sammendrag af skrifter fra 70'erne (se hans forord!), og det er hos Thaning og ikke hos Reich, at man læser: "Det er muligt at sammenstille de to samtidige Marx og Grundtvig i visse henseender."

Stritter imod

Men Fogh laver en anden sammenstilling, nemlig af Grundtvigs tanker om erhvervsfrihed og hans egen økonomiske liberalisme. Han citerer en artikel fra 1848: "Nærings-vejene må altså i høi Grad giøres og holdes frie (fra forbud og restriktioner) og hverken bebyrdes (med skatter) eller undergraves af store Fabriker..." Her er der et ord, der stritter imod, nemlig det sidste. Men det gør Fogh ikke noget ud af, skønt det dog i et glimt viser, at Grundtvigs frihedstanker sigter på et landbosamfund af selvejerbønder. Andetsteds i artiklen priser han da også sit fædreland lykkeligt, fordi dets store fabrikker - også de hæmmer friheden - er få. Dette skulle som bekendt blive anderledes senere. Nu da bønderne er blevet baroner, har vi endog fabrikker, der producerer svin. Klogeligt afstod Thaning bevidst fra at søge sin lærefader placeret i industrisamfundet. Skal det være ved Thanings hjælp, at Fogh har set lyset i Grundt-vig, må det være et, som han selv har medbragt.

Det samme gælder i sidste ende også hans forhold til "den store danske filosof", men her er forbindelsen mere speget. Fogh finder Kierkegaard "svært tilgængelig" - efter et par dages forsøg på at hitte rede i hans egen tekst tænker man: Ja, du skulle snakke! - og utilgængeligheden har fået ham til at gå vejen om ad Johannes Sløks mere fremkommelige udlægninger. Det "erkender (han) blankt", hvilket er en velbetænkt indrømmelse, da der er passager i hans foredrag, der ganske simpelt er skrevet af efter Sløk...

I Kierkegaards ånd

Udgangspunktet ligger nu ikke længere i hans barndom, men i hans Fra Socialstat til Minimalstat, som forfatteren ser som et "Correctiv til det Bestaaende" og dermed som et værk i Kierkegaards ånd. Man kunne mene, at for at være i Kierkegaards ånd kræves der lidt mere lidenskab, end gennemsnittet kan præstere.

Tilsvarende er hans 'det Bestaaende' noget mere omfattende end en bestemt lyserød samfundsvariant. Men det springende punkt er, at filosoffen skal have hjulpet den politiske skribent til at løse et dilemma:

På den ene side måtte Fogh som liberal forkaste absolutismen - den tanke, at der er udefra givne regler for den enkeltes adfærd. På den anden side kunne han ikke gå ind for en tøjlesløs frihed hvor enhver blot fulgte sin egen lyst. I denne spænding mellem etisk objektivisme og etisk subjektivisme, som han kalder det, kom det kierke-gaardske begreb 'at vælge sig selv' ind som den forløsende tredje udvej. Alle havde et ansvar, men stod ikke til ansvar over for de andre, men over for sig selv, dvs. en indre instans: "det evige i mennesket", senere i teksten forsøgsvis benævnt samvittigheden.

Grundtvig og Kierkegaard er altså mødtes på forbavsende vis: Den ene leverer suppen (liberalismen), den anden bollerne (individerne, der svømmer rundt i den med ansvaret som redningsbælte om maven).

Etiker i discountudgave

Filosoffens læsere vil dog her genkende en af hans pseudonyme forfattere, nemlig assessor Wilhelm, etikeren, men i en discountudgave. Vejen til at vælge sig selv går jo ikke ligeud, men gennem fortvivlelse - hvilket forties - og valgets virkning eller udtryk er angeren, som heller ikke nævnes. I dens sted sætter Fogh ansvaret for egen forbedring, en selv-redning a la Münchhausen, der hev sig op af sumpen ved et ryk i hårpisken. Men også uden Foghs forkortning er assessor Wilhelm en mand med begrænset indsigt, hvad en anden af de pseudonyme forfattere - Johannes Climacus - ikke er sen til at påpege. Dette at vælge sig selv i sin evige gyldighed og samtidig overtage sit konkrete selv (sine ufuldkommenheders sum) i frihed for at "tage sig tilbage i Anger", det er slet ikke så enkel en sag. Arvesynden kommer i vejen.

Det er den for så vidt også kommet hos Fogh. Lad ham bruge (hvad han tror er) Kierkegaard, som han kan komme afsted med, det er vel hans ret. Men så burde han ikke tale om Kierkegaards ånd. 'Den store filosof' skulle jo nødig komme i vanry.

Så meget mere som Kierkegaard faktisk ikke har løst hans problem. For en samfundstænker er et begreb som 'det evige i mennesket' alt for ubestemt, og det er ingen forbedring at erstatte det med samvittigheden, for den tilsiger de forskellige noget forskelligt alt efter deres baggrund. Nej, samfundstænkningen kan ikke undvære en vis form for "etisk objekti-visme", skønt den er blevet undsagt, og i slutningen af foredraget ser vi da også Fogh på jagt efter "et etisk normsæt, som udtrykker det evige... som udspringer af noget objektivt, noget i mennesket og naturen iboende".

Han standser ved "de suveræne livsytringer" - barmhjertighed, tillid, talens åbenhed - og det er yderst overraskende at se dem koblet på begrebet at vælge sig selv, for K.E. Løgstrup fandt jo netop frem til dem gennem sit opgør med Kierkegaard, som han hævdede overså dem. Bortset fra barmhjertigheden bliver Fogh da heller ikke ved dem, men runder af med mere fritsvævende betragtninger, som jeg ikke formår at referere.

Desuagtet står konklusionen dog fast: Statsministeren har haft en enestående lejlighed til at gøre ordentligt rede for sine meget omtalte værdier, men har røbet så svævende en betragtningsmåde og et så løst, forvrænget og modsigelsesfyldt forhold til sine angivelige kilder til inspiration, at ingen kan tro: Her har vi det grundlag, han handler ud fra. Hans basis må være en anden.

Jørgen Elbek er fhv. lektor og litteraturforsker

Kronikken i morgen: Storbyen slår revner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu