Læsetid: 4 min.

Hvem sendte dronerne?

En civil konvoj blev angrebet af israelske missiler, da den var på vej væk fra kamphandlingerne. Både ruten og tidspunktet var blevet aftalt med alle involverede, men alligevel mødte konvojen katastrofen
24. august 2006

Der er ikke mange spor efter de missiler, der ramte de uskyldige i Marjayoun. Men mange husker, hvad der skete umiddelbart efter det israelske luftangreb på en konvoj, bestående af 3.000 mennesker, om aftenen den 11. august. En 16-årig kristen pige, der skreg: "Hvor er min far," mens hendes fars skamferede lig lå et par meter fra hende, byens mukhtar, der opdagede at hans kone Collette var blevet dræbt af et af de israelske missiler, den frivillige Røde Kors-mand fra Libanon, der uselvisk drog ind i mørket i det krigsramte Libanon for at bringe vand og sandwich til flygtningene, og som blev ramt af et andet missil, og hvis venner ikke kunne nå frem til ham og redde hans liv.

Det hele startede den 10. august, da israelerne indledte et mindre angreb ind i Libanon efter en måneds massive bombardementer. Brigadegeneral Adnan Daoud stod i spidsen for en mindre libanesisk styrke på omkring 350 mand, der forsvarede den smukke, kristne by Marjayoun. Klokken ni om morgenen stod en israelsk officer ved indgangen til barakkerne, han præsenterede sig som oberst Ashaya. Daoud, hvis mænd ikke kæmpede mod israelerne, ringede til den libanesiske indenrigsminister, Ahmad Fatfat, som 'godkendte' - Fatfats formulering - Daouds beslutning om at lukke ham ind. 'Ashaya' tilbragte fire timer med at kigge sig omkring for at sikre sig, at der ikke var nogen Hizbollah-folk. Så forlod han stedet. Daoud hejste et hvidt flag over vagtbygningen.

Men klokken fire om eftermiddagen nærmede en israelsk tank sig barakkerne og begyndte at skyde sig vej ind. Igen fik Daoud besked på at lukke israelerne ind, ifølge Daoud havde de fortalt ham at 'vi er besætterne, det er os, der bestemmer'. Derefter låste en israelsk officer Daoud inde.

Herfra ringede Daoud igen til Fatfat, som ringede til den libanesiske premiereminister, der tilfældigvis samtidig talte med den amerikanske ambassadør i Beirut, Jeffrey Feltman. Denne gav ordre til sine diplomater om at kontakte det israelske forsvarsministerium. Her svarede man hurtigt, at der ikke burde befinde sig israelske tropper i Daouds barakker. Men her nægtede israelerne at tro på, hvad Daoud fortalte dem.

Klar aftale

Indbyggerne i Marjayoun var nu ved at gå i panik, og Daoud ringede til Fatfat klokken 19.00, for at arrangere en konvoj nordpå, fra Marjayoun til Beirut. Ifølge Fatfat kontaktede den libanesiske regering FN's kommando i Sydlibanon klokken fem næste morgen, for at skaffe tilladelse fra israelerne til at føre de tusindvis af flygtninge nordpå. Ifølge regeringen i Beirut underrettede FN efterfølgende general Abdulrahman Shaiti, assistent for chefen for Libanons militære efterretningstjeneste om, at konvojen havde israelsk tilladelse til at begive sig på vej.

To panserkøretøjer fra FN, bemandet med indiske soldater, dukkede senere op i Marjayoun, hvor de mødte mindst 3.000 mennesker.

"Vi havde en klar aftale med (Alain) Pellegrin (FN's øverstbefalende) om at de ville drage til Beka(-dalen)," siger Fatfat. "Også ruten var vi enige om." Men der opstod forsinkelser. Dele af vejen var blevet bombet og måtte repareres. Klokken var 16, før konvojen langsomt krøb ud af Marjayoun, med Daouds 350 soldater i spidsen. FN's køretøjer forlod konvojen ved Hasbaya, den nordlige grænse for FN's styrker, og efterlod flygtningene uden beskyttelse.

"Jeg var rasende over så langsomt, det gik," siger en hjælpearbejder. "Venlige mennesker i landsbyerne kom ud og gav flygtningen mad og vand og snakkede med gamle venner, som om det var turister, det drejede sig om. Konvojen bevægede sig med omkring seks-syv kilometer i timen. Det var ved at blive mørkt."

Katastrofen ramte konvojen omkring klokken 20. Karamallah Dagher, reporter fra Reuters fortæller: "Min ven, Elie Salami spurgte mig om jeg havde noget ekstra benzin, da det andet missil ramte os. Elies hoved og skuldre blev sprængt væk. Hans 16-årige datter, Sally sprang ned fra vognen og råbte: 'Hvor er min far, hvor er min far'. Men han var død."

Total panik

Dagher bryder stadig sammen, når han skal fortælle om det. Han forsøgte at bære sin syge mor fra sin egen bil, men hun klagede så meget over smerter, at han lod hende sidde i bilen, satte sig ved siden af hende og afventede en voldelig død, som gudskelov aldrig kom. Men den kom til Collette Makdissi al-Rashed, til et medlem af Tahta-familien fra Deir Mimas, til to andre flygtninge og en libanesisk soldat og til den35-årige Mikhael Jbaili, den frivillige Røde Kors-mand fra Zahle, der blev sprængt i luften da en raket eksploderede umiddelbart bag ham.

"Der var total panik," siger Marjayouns borgsmester, Fouad Hamra. "Der var mange mennesker. De havde clearet det hele, alt skule være i orden. Hvis Hizbollah transporterede våben om natten, som man måske troede, ville de være gået i den modsatte retning!"

Hvem styrede dronerne? En israelsk soldat fra invasionsstyrken? En navnløs officer fra det israelske forsvarsministerium i Tel Aviv?

Israelerne vidste at der var en civil konvoj på landevejen. De sendte deres førerløse maskiner af sted for at dræbe dem. Hvorfor? I går aftes, mandag, havde det israelske forsvarsministerium endnu ikke svaret på de spørgsmål reportere, stillede i fredags.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her