Læsetid: 2 min.

Hvem er tonedøv?

14. december 2005

Som tiden gÅR og dokumentationen og kritikerne hober sig op, bliver det stadig mere absurd, at statsminister Anders Fogh Rasmussen holder fast i sit monstrøse skattestop. Et stop, der udelukkende er politisk-strategisk motiveret, og som i løbet af fire år har forvredet boligmarkedet, forvredet arbejdsmarkedet og nu også truer fremtidens velfærd, fordi det ganske enkelt hælder flydende beton ned over et forældet skattesystem skabt i industrisamfundets tidsalder.

Senest har et forskerhold fra RUC offentliggjort en rapport med anbefalinger til politikerne om at lade indvandrere slippe for skat. Et middel til at få dem ind på arbejdsmarkedet, begrænse sort arbejde og socialt bedrageri. Forslaget lader sig næppe gennemføre - alene af den grund at pengene skal findes ved at hæve andre skatter og dermed bryde skattestoppet. Men tankegangen er rigtig.

En skattereform er nøglen til at løse en række af de problemer, som det danske velfærdssamfund står over for - og som kun bliver større i de næste årtier. Det har Velfærdskommissionen, de økonomiske vismænd og alle andre eksperter fastslået. Det er kendt viden. Alligevel lyder det arrogante svar fra statsministeren, at de alle sammen er "politisk tonedøve."

Men hvem er det, der døjer med hørelsen? Når så mange i dag - ikke mindst indvandrere - ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, så må skatten for de lavestlønnede ned. Og finansieringen ligger lige for ved at tage en lille bid af de enorme boligformuer, som genereres i disse år. Hvis Fogh Rasmussen mener, at hans hørelse er i orden, så må han i det mindste kunne høre latteren fra landets nye skattefrie boligvelhavere. Hele vejen ned til banken klukker de, mens de undrer sig over at kunne tjene mere ved at eje mursten end ved at arbejde.

Der findes masser af job, som i dag ikke bliver udført, fordi det ikke er rentabelt på legal vis at udføre dem, og der findes masser af iværksættere og små virksomheder, som i dag eksisterer på randen af konkurs eller kun overlever ved at se stort på momsen og reglerne for udbetaling af sociale ydelser.

Pizzaer til 25 kroner, fem rene og nystrøgne skjorter for 85, tre retter mad for 65, en klipning for 80. Man kan næsten sige sig selv, at det ikke kan løbe rundt. Når al moms og skat og el og vand og husleje er betalt, er der ikke noget tilbage. Alternativet til sort arbejde og social snyd er ikke hvidt arbejde, men en tilværelse på overførselsindkomster.

Frem for at pudse hele kontrolsamfundets stalinorgel af politi og skattekontrollanter på landets grønthandlere, kioskejere og pizzabagere, burde en liberal regering koncentrere sig om at skabe et system for disse mennesker, som betyder, at de kan leve af det, de allerhelst vil - nemlig at arbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu