Læsetid: 8 min.

Hos hver femte mangler den sociale stige et trin

En historisk lav arbejdsløshed og et øget pres på de ledige ændrer ikke det faktum, at godt en femtedel af en ungdomsårgang fortsat ikke får en erhvervsuddannelse. Samtidig viser ny forskning, at uligheden mellem unge af forskellige sociale klasser øges
1. september 2006

Som det efterhånden er de fleste bekendt, så har den samlede arbejdsstyrke aldrig været større i Danmark end i dag, og antallet af arbejdsløse er på det laveste niveau i mere end 30 år. Men i samme periode - over de seneste tre årtier - er der én gruppe, der stadig udgør den tunge ende. Det er de unge, der ikke får en uddannelse, der giver adgang til beskæftigelse.

"Problemet er, at omkring 18 procent af en ungdomsårgang slutter deres uddannelsesforløb uden at opnå de kvalifikationer, der giver adgang til et arbejde. Det er et tal, der har fået lov at ligge ret stabilt i mange år. Ikke desto mindre er det altså knap en femtedel af alle unge, der på sin vis tabes," siger Noemi Katznelson, der er ph.d. og forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

Så selv om andelen af unge, der ikke får en egentlig uddannelse ikke stiger - afhængigt af beregninger vil nogen påstå, at tallet falder svagt - så mener forskere, at konsekvenserne er tiltagende. Det skyldes, at tidligere var arbejdsmarkedet mere rumligt, og man kunne sagtens opnå en stabil en karriere uden egentligt erhversgivende uddannelse. Det forklarer Noemi Katznelson:

"I et videnssamfund er det et problem ikke at stå med en erhvervsrettet eksamen. For hvor det for bare 20 år siden ikke var ensbetydende med umiddelbar ledighed at droppe ud af udannelsessystemet, så er netop de unge i dag blevet til restgruppen, som vi taler så meget om," siger hun.

Social mobilitet bremset

I en omfattende undersøgelse foretaget på bestilling fra Undervisningsministeriet dokumenteres problemets omfang. Ud af en hel årgang på godt 56.000 elever, der forlod folkeskolen i 1998, havde seks procent stadig ikke begyndt et videre uddannelsesforløb fem år senere, og andre syv procent var sprunget fra et påbegyndt forløb.

Forsker ved Københavns Universitet, Lars Benjaminsen, står foran at skulle forsvare en netop afsluttet en ph.d.-afhandling om samme emne: restgruppen. I afhandlingen konkluderer han, at mens alle andre grupper i samfundet fortsat klarer sig bedre, er der stadig en gruppe, der hænger fast. Det er de unge, der vokser op i hjem med forældre, der ikke selv har en uddannelse. Her viser tallene, at 40 procent af børn af den gruppe heller ikke får en uddannelse.

"Samtidig med at risikoen for at havne i restgruppen er aftaget for alle andre grupper i samfundet - altså dem, der har faglærte eller videreuddannede forældre, så er der en klar overrepræsentation i restgruppen af unge, der kommer fra hjem med ufaglærte forældre. Det giver altså en større ulighed. Man kan sige, at den sociale elevator er gået i stå for den gruppe, der kommer fra hjem med ufaglærte forældre," siger Lars Benjaminsen.

Så mens der kan måles en udvikling for børn og unge af faglærte forældre, der fortsat bevæger sig opad i forhold til den sociale trappestige, så er udviklingen for gruppen af unge af forældre uden uddannelse stagneret. Ifølge Lars Benjaminsen viser statistikken, at den sociale mobilitet for den svageste gruppe stagnerer allerede fra begyndelsen af 1970'erne. Et tidspunkt, der kan undre, da man fra politisk side gennemførte en kraftig udvikling af uddannelsessystemet, og derfor burde forvente en positiv udvikling.

Derfor bør man kigge ind i systemet for at søge forklaringen på, hvorfor et af verdens mest åbne systemer tilsyneladende ikke formår at rumme alle unge, mener Lars Benjaminsen.

Stigens manglende trin

Som det stadig er tilfældet mange steder, kunne man i Danmark tidligere se en klar sammenhæng mellem en svag familieøkonomi og et lavt uddannelsesniveau. Men i dag må økonomien forventes at have en mindre betydning for unge i Danmark.

"Simpelthen fordi, vi opererer i et gratis uddannelsessystem, hvor det ikke har de store økonomiske omkostninger for familien at tage en uddannelse," siger Lars Benjaminsen.

Defor er der ifølge Lars Benjaminsen to steder, hvor man kan finde forklaringen på, at børn af samfundets dårligst uddannede familier klarer sig ringere end alle andre:

"Et er de sociale kompetencer, som de unge kommer med i kraft af deres familiemæssige baggrund og opvækst. Et andet vigtigt fokus er de muligheder, som samfundet giver. For er der ikke en stige, eller mangler stigen nogle trin, så er det svært at bevæge sig op ad," siger Lars Benjaminsen.

Han slår samtidig fast, at andre sociale kompetencer ikke automatisk skal forstås negativt, men de kan betyde, at man søger andre uddannelsesmuligheder end dem, der er i spil:

"For selv om andelen af børn af ufaglærte forældre, der havner i den såkaldte restgruppe er 40 procent, er det ikke ensbetydende med, at fire ud af ti familier med ufaglærte forældre samtidig er socialt eller økonomisk svage. Derfor er forklaringen ikke blot, at det er børn af dårligt fungerende familier, som havner i retsgruppen," siger han.

Noemi Katznelson er enig. Det drejer sig ikke nødvendigvis om, at man kommer fra dårlige hjem. Men det kan have stor betydning, om man er opdraget i en tradition, der passer til den måde, som man arbejder på i skolerne:

"Den øgede individualisering af skolesystemet er med til at presse den her gruppe, fordi uddannelsessystemet kræver stadig mere af den enkelte. Ikke kun fagligt, men også på det personlige og sociale plan. Og der er altså stadig en stor gruppe af unge, der kommer fra hjem, hvor man ikke nødvendigvis opdrages til at have selvstændige meninger eller debatterer," siger Noemi Katznelson, der mener, at kravene ikke bare højere, men også mere komplekse i dag: "Det udstiller de svageste i forhold til deres mangler, og der skal ikke så meget til, før de falder igennem."

Fokus på praktikpladser

Derfor mener Lars Benjaminsen, at der i debatten om restgruppen er en tendens til at overse nogle vigtige aspekter. At der for nemt kommer for meget fokus på sociale problemer, i stedet for at se på de strukturelle problemer med udbudet af uddannelser. I den sammenhæng er det også væsentligt at se på, hvad samfundet nemmest kan gøre noget ved: "Er det den enkelte familie eller uddannelsesstrukturen," spørger Lars Benjaminsen:

"Og selvom spørgsmålet er komplekst, så er en af de vigtigste faktorer for, om en person får en uddannelse eller ej, at der reelt er en uddannelse at tage. Det er en helt konkret problemstilling, som man politisk kan forholde sig til," siger Lars Benjaminsen.

For ifølge Lars Benjamninsen er der trods et stort åbent og gratis uddannelsessystem tydelige tegn på flaskehalse. Som han i sin ph.d. afhandling konkluderer:

"Vigtigheden af at tilvejebringe flere praktikpladser og at skabe en større rummelighed i de erhvervsfaglige uddannelser er en væsentlig forudsætning for at mindske uligheden i uddannelseschancer mellem individer fra forskellige klasser."

Lars Benjaminsen peger på, at det særligt er de omdiskuterede praktikpladser, der kan være det manglende led i det danske uddannelsessystem. For mens børn af faglærte arbejdere har en større tilbøjelighed til at tage en skolemæssig overbygning inden de søger uddannelse i et håndværk eller inden for servicesektoren - og derfor står stærkere i kampen om praktikpladserne. Så er det netop de ufaglærte forældres børn, der søger direkte ud på arbejdsmarkedet og efter praktikpladserne. Derfor mener Lars Benjaminsen, at man fra politisk side burde sørge for at øge udbudet. Eksempelvis ved at subsidiere praktikpladser.

Regeringens politik

"Virksomheder er jo ikke per natur altruistiske. De antager og uddanner den mængde arbejdskraft, de selv kan magte og har behov for. Men de ser ikke nødvendigvis på, hvad samfundet som helhed har behov for. Derfor er det en samfundsopgave at sørge for, at der er et tilstrækkeligt udbud inden for den sektor - hvilket er blevet særligt aktuelt med debatten om den manglende arbejdskraft i dag," siger Lars Benjaminsen.

Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Ulla Højmark Jensen, er ganske enig i, at der kan være trin på uddannelsesstigen, der bliver sprunget over. Fordi der stadig er en stor del af unge, der ikke er gearet til skoleuddannelse, men derimod har behov for andre rammer. Og der tilbyder uddannelsessystemet i dag ikke mange muligheder.

"Det er positivt, at regeringen nu har sat som mål, at 95 pct. af en årgang skal have en uddannelse. Og holder de fokus, og gør noget ved det - altså investerer de nødvendige ressourcer - så er det da flot. " siger Ulla Højmark Jensen, der dog frygter, "at man bare strammer kravene til de unge," så de i højere grad føler sig forpligtiget til bare at hoppe på en uddannelse.

Målsætningen om, at 95 pct. af hver årgang skal have en erhvervsgivende uddannelse, er ikke ny. Da Nyrup-regeringen trådte til i 1993, blev samme mål lanceret under parolen "uddannelse til alle". Men et mål, som man under skiftende regeringer altså ikke er kommet et skridt tættere på.

"Vores uddannelsessystem står med et enormt efterslæb, der skal betales nu, hvor efterspørgelsen på arbejdskraft stiger enormt. Spørgsmålet er, om de midler og redskaber, der i dag afsættes til at betale den gamle gæld, er nok. Det tror jeg ikke," siger Noemi Katznelson, der stiller sig skeptisk overfor regeringens tiltag på området. Hun tvivler på, om der er de rette intentioner bag: "Det mest markante, man fra regeringen har gjort, er, at man har sendt aben videre. Man placerer således i fremtiden ansvaret alene på kommunernes skuldre. Og det med et budskab om, at de skal mandsopdække dem, der falder udenfor systemet," siger Noemi Katznelson, der mener, at regeringens to hovedmålsætninger nemt komme til at blive et benspænd i forhold til hinanden:

"Når man på den ene side vil have, at unge skal hurtigere igennem systemet. Og på den anden side skal sikre, at flere gennemfører en uddannelse," siger Noemi Katznelson.

Om initiativerne fungerer kommer der snart et bud på. Ulla Højmark Jensen deltager i øjeblikket i udarbejdelsen af en evaluering, der netop skal give svar på det spørgsmål. Og uden at der endnu er trukket nogle konklusioner, påpeger hun, at der kan være problemer i, at man fra politisk side i for høj grad forholder sig til systemet som en ramme, hvor det bare gælder om at proppe så mange som muligt ind i.

Vil man nå målet, og sikre af 95 procent af en årgang tager en erhvervskompetencegivende uddannelse, så er det ikke bare de unge, der skal tilpasse sig systemets rammer. Systemet må også tage højde for forskelligheder og tilpasse dets rammer herefter. Man må sørge for at inkludere - ikke ekskludere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her