Læsetid: 3 min.

Hver sin film

Der er nostalgiske, poetiske, morsomme, originale og ulidelige bidrag blandt de 33 kortfilm, der udgør Cannes-jubilæums-antologifilmen ’Chacun son cinéma’
25. maj 2007

Ideen med at få 35 tidligere Guldpalme-vindere og andre Cannes-favoritter til hver at lave en tre minutters kortfilm for at fejre både filmmediet og filmfestivalen, der i år fylder 60, er inspireret. Og det var bestemt også spændende at se Chacun son cinéma, som det samlede resultat hedder – ’hver sin film/biograf’ på dansk.

Ligesom alle andre filmantologier, hvor udgangspunktet har været det samme – instruktørerne har alle skullet forholde sig til biografen som fænomen – men stilarter, ambitioner og ideer er så forskellige, er Chacun son cinéma en ujævn oplevelse, men den rummer forbavsende mange gode bidrag.

Det er sjovt at prøve at gætte, hvilke instruktører der har lavet hvilke film – deres navne kommer som regel først på til sidst – og oftere end ikke lykkes det faktisk. De 33 bidrag – to af filmene er lavet af brødrepar, Dardenne og Coen – spænder fra det originale og pointerede over det nostalgiske og poetiske til det gennemført ulidelige og selvoptagne – det er noget af en bedrift at nå at kede eller irritere publikum på blot tre minutter.

Som græske Theo Angelopoulos, der i Trois minutes lader Jeanne Moreau fremføre en uforståelig monolog om Marcello Mastroianni, og amerikanske Michael Cimino, der ganske synes at have mistet sin forstand og grebet om instruktørgerningen. Hans mildest talt excentriske No Translation Needed byder på en hysterisk Jean-Luc Godard-klon, et sambaorkester og ingen som helst mening med galskaben.

Energi og humor
Blandt de gode film hører især de, som med energi og humor erklærer filmmediet sin kærlighed.

Brasilianske Walter Salles har lavet suverænt den bedste, 8944 km til Cannes, hvor et par rigtige gavtyve i et hæsblæsende tempo synger/rapper om Cannes, som – viser det sig – ingen af dem nogensinde har været til, og om ham fyren, Gil, der leder festivalen. Gilberto Gil, spørger den ene. Nej, Gil Jacob, svarer den anden. Det er meget morsomt, men måske mest for Cannes-gængere.

Morsom er også Takeshi Kitanos One Fine Day, hvor en mand kommer cyklende til en afsidesliggende biograf for at se film, en af Kitanos egne. Men en inkompetent operatør, spillet af Kitano selv, ødelægger oplevelsen, og da manden kommer ud, har nogen hugget hans cykel.

Roman Polanskis Cinéma érotique genfortæller med excellent timing og stringens den gamle vittighed om manden, der stønner så højt til en forestilling af en erotisk film, at de andre biografgængere klager til direktøren. Det viser sig dog, at manden er faldet ned fra balkonen og har slået sig ret slemt.

Og i Coen-brødrenes World Cinema skal en rigtig bonderøv af en cowboy vælge mellem to artfilm, den tyrkiske Climates og den franske Spillets regler. Han vælger Climates og forlader biografen ganske godt tilfreds – Coen-brødrene har tilsyneladende bevaret en vis optimisme på kunstartens vegne.

Poesi og nostalgi
Det har David Cronenberg tilsyneladende ikke. Titlen på hans lidt mislykkede forsøg på satire, At the Suicide of the Last Jew in the World in the Last Cinema of the World, siger det hele. Ken Loach er inde på noget af det samme i den trods alt mere positive Happy Ending, hvor en far og søn ender med at vælge biografen fra for i stedet at se en fodboldkamp.

De følelsesladede, poetiske og nostalgiske bidrag kommer især fra Asien, hvor både Chen Kaige, Zhang Yimou og Wong Kar-Wai tager os med tilbage i tiden og barn- og ungdommens fascination af både biograf og levende billeder. Italienske Nanni Moretti, der ikke sjældent bruger sig selv i sine humoristiske film, løfter i En biografgængers dagbog sløret for nogle af sine mest mindeværdige biografoplevelser, blandt andet én med sin lille søn, der hele tiden kaldte på sin mor. Og franske Claude Lelouch fortæller i Cinéma de boulevard om, hvordan hans forældre mødtes til en visning af Top Hat, og at han selv begyndte at se film, allerede da han lå i sin mors mave.

Lars von Triers film, Occupations, har jeg skrevet om før: Til premieren på Manderley bliver Trier så irriteret på sin sidemand, en fransk kritiker og forretningsmand, at han ender med at slå ham ihjel med en hammer. Det er blodigt og skægt og fremkaldte stort bifald, da Chacun son cinéma første gang blev vist her i Cannes.

Derimod er Bille Augusts The Last Dating Show ikke nogen videre vellykket film om fremmedhad og tolerance med Frank Hvam og Casper Christensen i hovedrollen. August spiller på Hvam og Christensens Klovn-figurer, hvilket slet ikke fungerer – blandt andet fordi ingen her i Cannes ved, hvem de er.

Mere Cannes på www.information.dk/cannes og luftskibet.information.dk/forsidesensationen
www.festival-cannes.fr
Chacun son cinéma er udkommet på dvd i Frankrig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu